Søstjerne!

St. Martin og Anguilla - superyachts og store bølger

Kl. 03.00  mandag d. 14. marts 2016 tog Martin og jeg ankeret op i Basseterre, St. Kitts, for at sætte sejl mod St. Martin. Vi valgte at sejle om natten for at ankomme om eftermiddagen i dagslys, hvilket også lykkedes. Vi havde 13 timers sejlads med udelukkende regn, så det kaldes vel heldags/halvdøgnsregn?? Normalt plejer vi at få et par byger hist og her, men lige her skulle vi have sejlertøjet på non-stop. Selvom sejlads er fedt, er det altså sjovest i solskin. Shubiduas “Costa Kalundborg” hjælper på humøret i regnen :)

Fra St. Kitts til St. Martin
Fra St. Kitts til St. Martin

Vi ankom til ankerbugten i Marigot, St. Martin, som er den franske side af øen. Det er lidt pudsigt, men øen har både en fransk side (Saint Martin) og en hollandsk side (Sint Maarten). St. Martin udgør den nordlige del af øen, og er fransk og en del af EU, mens Sint Maarten er hollandsk og nu selvstændigt.

Sejlertørret bliver hængt til tørre
Sejlertørret bliver hængt til tørre

På forhånd havde vi besluttet at lægge til på den franske side pga. den gode mad og billige indklarering (= 0 kr). De franske øer tager indklarering af sejlbåde meget afslappet, hvilket også blev bekræftet på St. Martin, da man blot tager op i den lokale sejlerbutik (Budget Marine), skriver pasnumre og bådnavn mv., og ekspedienten i butikken stempler papirerne. Dejlig nemt!

Indgangen til lagunen fra den franske side, St. Martin
Indgangen til lagunen fra den franske side, St. Martin

De første par dage på St. Martin lavede vi lidt bådarbejde, rengøring samt en bustur til Philipsburg, som er hovedstaden på Sint Maarten. Man kan heldigvis nemt komme mellem de to lande, der er ingen grænsekontrol på nogen måde. På den franske side bruger man Euro, og på den hollandske US dollars. Flere steder er 1 € = 1 $, så det er billigst at handle med US dollars.

Shrimpy's ligger tæt ved Marigot Bay, hvor vi kunne vasket tøj, låne internet mv.
Shrimpy’s ligger tæt ved Marigot Bay, hvor vi kunne vasket tøj, låne internet mv.

Da vi gik rundt i Marigot, som er hovedstaden på den franske side, blev vi også flere gange kontaktet af venlige sælgere, som proklamerede at vi var vindere på et skrabelod. Meget specielt når vi nu bare går rundt og kigger lidt på byen uden at have skrabet noget, så det var noget mistænksomt. Det viser sig, at være en sælger fra en af de store resorts, som vil prøve at ”kabre” os til at komme og se resortet, så vi måske havde lyst til at opholde os der. Desuden kunne vi vinde en Ipad, 1000 US eller en rejse til resortet. Det var vi ikke interesserede i, og desuden opfyldte vi ikke kravene da vi var under 30 år og boede på en sejlbåd. Der gik to minutter til, hvor endnu en sælger spurgte os, og vi kunne med det samme sige, at vi ikke var egnede. Han snakkede og snakkede, og til sidst kunne jeg se mit snit til, at vi kunne få en gratis frokost og et lift til Philipsburg, som vi havde brug for. Det eneste de krævede var vores tilstedeværelse i 1,5 time på resortet, og vores alder var så i orden denne gang. Efter en del overvejelser og snak sagde vi ja, og havde absolut ingen forventninger til dette foretagende. Vi blev kørt til et meget fint resort og læsset ind i receptionen, hvor vi skulle udfylde papirer om job, forrige ferierejser mv. hvorefter en ansat fra resortet viste os rundt og fortalte om deres flatterende ferielejligheder.

Dinghy bliver trukket bagpå Aura
Dinghy bliver trukket bagpå Aura

Vi fandt løbende ud af, at de faktisk ville sælge os nogle imaginære points, som vi kan bruge til at indlogere os på deres hoteller/lejligheder rundt om i verden. Det er Martin og jeg selvfølgelig på ingen måde interesserede i, og ville bare have vores frokost som lovet. Tiden går, jeg bliver utålmodig og til sidst siger jeg at vi ikke har interesse for deres produkt, og 1,5 time er der gået nu. Det interessante er her, at sælgeren faktisk bliver ret sur og tenderende til aggressiv over at vi ikke vil købe disse ”feriepoints”. De lover guld og grønne skove om ”special price today”, men jeg siger, at vi ikke er interesserede, og om de evt. vil give noget information med hjem (for at have en undskyldning for at komme væk). Han kigger mærkeligt på mig, og siger at jeg skal slå til i dag. Vores samtale bliver mere og mere tilspidset, og han forklarer at hans forretning ikke ville løbe rundt hvis folk skulle tænke sig om. Man skal slå til i dag! Vi svarer blot, at der så nok er noget i vejen med hans forretningsmodel, og at hvis vi ønskede hans produkt ville vi selv opsøge det frem for at vente på at en tilfældig gadesælger hiver fat i os! Samtalen løber over nogle minutter. Afslutningsvis siger han, at det må være meget svært at være sælger i Danmark, hvis kunderne er så konservative som os, og skal ”tænke” så meget. Desuden tilføjede han lidt halvfornærmet – tenderende til nedladende – at han faktisk ikke havde nogle skandinaviske kunder… Vi blev endelig læmmet ud af dette forfærdelige forum, hvor vi forlod en masse amerikanere som følte sig utroligt heldige over at have sagt ja til resortets fortræffelige tilbud. Champagnepropperne fløj om ørene, når en handel var gået i gennem, så alle i rummet kunne høre det. Salgsfremmede var det taktisk klogt, må man give dem. Selvom de ikke var meget for det efterfølgende, fik vi de 50$ til frokosten og en taxi til Philipsburg. Sikke en dag!

Palmer er der også på den hollandske side
Palmer er der også på den hollandske side

Den hollandske side af øen, Sint Maarten, er en del turistet med mange resorts og krydstogtskibe, og nok noget af det mest turistede, vi har set siden Kanarieøerne. Den franske side er mere afslappet og hyggelig, og tiltaler os mere.

Torsdag d. 17. marts 2016 ankom mine søstre, Emilie og Clara, til St. Maarten, og skulle besøge os påsken over i ca. 10 dage. SÅ dejligt med familiebesøg hjemmefra :) ! Lufthavnen ligger tæt på lagunen, som er en lille indsø mellem den franske og hollandske side, så vi kunne faktisk hente dem i dinghyen. Rigtig sjovt! Dog kunne vi ikke finde nogen autoriseret dinghybro omkring lufthavnen, medmindre vi skulle betale 10$ for det, så vi endte med at lægge os ved en gamle færgebro tæt ved.

Broen, hvor vi hentede Emilie og Clara fra lufthavnen
Broen, hvor vi hentede Emilie og Clara fra lufthavnen

Som I kan se er bådbroen ikke helt optimal, men det lykkedes os at få de to damer i gummibåden uden de større problemer :) Både Emilie og Clara blev smurt ind i solcreme med det samme, da dinghyturen tilbage til Marigot Bay vil være ca. 30 minutter i bagende sol.

Stor forskel i hudfarven. Fire måneder i caribisk sol vs. Vinterdanmark
Stor forskel i hudfarven. Fire måneder i caribisk sol vs. Vinterdanmark

Vandet har en fantastisk temperatur her, så Clara hoppede i vandet med det samme og svømmede ind til stranden. Hun kom tilbage, og kunne ikke forstå, hvorfor hun havde lidt ondt i den ene fod. Vi kigger på den, og kan se at hun har trådt på et søpindsvin! Emilie og Martin måtte derfor igang med pincet og lys for at få fjernet de små sorte pigge:

Emilie og Martin fjerner søpindsvin-pikke fra Claras fod
Emilie og Martin fjerner søpindsvin-pigge fra Claras fod

Emilie og Clara havde gode varer med fra Danmark. Nogle ting kommer man bare til at savne, når det er så mange måneder siden et dansk supermarked. Fx var taskerne fyldt med lækkert rugbrød, den go’e spegepølse fra Rema 1000, remulade og Toms’ chokoladeskildpadder :) Mums :)

Rugbrød, spegepølse, remulade og ristede løg - så er Martins dag reddet!
Rugbrød, spegepølse, remulade og ristede løg – så er Martins dag reddet!

Dagen efter tog vi bussen til Philipsburg alle fire. Vi gik en tur rundt om i byen, og fik en lækker guava-daquiry (= ala frossen juice) på en cafe lige ved vandet:

Vi drikker kolde drinks
Vi drikker kolde drinks

Guava er en af de lokale frugter hernede, som Martin og jeg er blevet ret tossede med. Det er en rund frugt med gul skal, og rødt frugtkød. Guava har en frisk, tropisk og sød smag og er lækkert til både juice og is. Philipsburg er for så vidt en hyggelig by med gadenavnene Front Street og Back Street, men fyldt med mange juvel- og rolex-butikker. Philipsburg vil jeg definere som ”krydstogtskibenes by”, da der nogle dage er op til 5 krydstogtskibe i havn ved Philipsburg(!).

Fint ur i Philipsburg
Fint ur i Philipsburg

Mens søstrene og jeg kiggede på tøjbutikker opdagede Martin et museum på hovedgaden, som adskiller sig væsentligt fra noget andet vi har set i Caribien: ”That Yoda Guy Museum”. Museet er det mest besøgte i hele Caribien, og er et filmmuseum med fokus på science fiction-filmen Starwars og specielt figuren Yoda.  Vi kigger os lidt omkring, og synes det er meget specielt her på en caribisk ø. Inde i museet møder vi så Nick Mayley, som viser sig at være personen, som har designet og lavet Yoda-figuren fra Starwars:

Clara, That Yoda Guy, Martin og Terese
Clara, That Yoda Guy, Martin og Terese

Han fortæller, og vi beslutter at betale og se museet, og det var faktisk mere interessant end først antaget. Flere af hans kollegaer havde doneret objekter til museet fra forskellige film fx Terminator og Tomb aiter og selvfølgelig Starwars. Vi så life casts (masker) af mange kendte skuespiller, fx Angelina Joeline, Johnny Depp og Michael Jackson. Gamle filmmanuskripter fra 1970’erne var lagt frem, så man kunne se hvor detaljeret scenerne er beskrevet til få sekunders film! Røverhistorier fra back-stage figurerede også, og generelt fik man en grundlæggende forståelse for, hvor kompliceret filmverdenen er.

Vi bader i det smukke vand
Vi bader i det smukke vand

Til frokost købte vi roti, som er Caribiens svar på fastfood. Det er en majspandekage, hvor du ofte får kylling-karry-fyld med stuvede grøntsager i. Af og til kan man også vælge okse, rejer eller ged.

En af de andre dage tog vi dinghyen til Simpson Bay, hvor man også kan ligge for anker med sin båd. Vi skulle gennem lagunen, og så bl.a. disse:

Store superyachts så vi på vej til Simpson Bay
Store superyachts så vi på vej til Simpson Bay

Udover store store både så vi også denne fine fætter – Brunell fra Volvo Ocean Race 2015, som bruges til en 9 måneders kapsejlads jorden rundt. Det synes Martin var ret cool:

Brunel fra Volvo Ocean Race
Brunel fra Volvo Ocean Race

Vi tog dinghyen op på stranden, og gik langs stranden og nød det flotte vand.

Vi tager dinghyen op på stranden
Vi tager dinghyen op på stranden

Vi solede os og badede, og selvom de to hvide søstre var smurt ind i faktor 50 var det ikke nok, så de blev noget skoldede! Aftersun og hyppigere solcreme-indsmøringer blev fast procedure efterfølgende dage.

Der bades i Simpson Bay
Emilie og Clara bader i Simpson Bay

Om lørdagen besluttede vi os for at sejle 3 sømil nordpå til Grand Case, som er en charmende havneby på den franske side. Byen kaldes ”Caribiens Gourmetby”, fordi der er så mange lækre restauranter i alle prisklasser.

Vi spiser god mad på Calmos Cafe
Vi spiser god mad på Calmos Cafe
Martin og Terese på Calomos med fuldmåne i baggrunden
Martin og Terese på Calomos med fuldmåne i baggrunden

Flere af cafeerne/barerne går direkte ned til stranden, så du kan putte dine tæer i vandet, mens du sidder på en strandstol/bænk og nyder din kolde drink. Nice :)

Smukke Grand Case
Smukke Grand Case

Grand Case blev også stedet hvor vi spiste rigtig lækker mad og fik gode drinks på Calmos Cafe. Byen var hyggelig med en masse små franske butikker og god stemning. Om søndagen, som var palmesøndag, så vi de lokale efter gudstjenesten. Som altid er de lokale altid pænt klædt på, når de skal i kirke, og denne palmesøndag havde de alle sammen palmer i hånden, og mødtes efterfølgende til let mad/snack lige ved kirken. Man fornemmer at der er et stærkt miljø omkring kirken på alle øerne.

Palmesøndag - de lokale har været til gudstjeneste og har palmer i hånden
Palmesøndag – de lokale har været til gudstjeneste og har palmer i hånden

På St. Martin tankede vi vand og diesel, og de lokale havde informeret os om, at vandet ikke kunne drikkes. Det er første gang at vi har hørt det siden Cape Verde, så nu skulle vi til at bære drikkevand i 5-liters dunke. Emilie og Clara var også med, så heldigvis var vi mange til at bære vandet. En uge efter snakker vi med nogle af de andre danske både, som fortæller at de sagtens kan drikke vandet! Det glædede vi os over, og nu bærer vi ikke 5-liters dunke længere!!

Emilie og Clara snitter grønt til aftensmaden
Emilie og Clara snitter grønt til aftensmaden

Mandag d. 21. marts 2016 besluttede vi os for at tage til Anguilla, en flad ø nordvest for St. Martin.

St. Martin og Anguilla
St. Martin (rød knop) og Anguilla

Vi udklarerede, og satte sejl syd om Anguilla mod Sandy Ground ved Road Bay, som er stedet hvor man indklarerer på Anguilla.

Emilie styrer Aura
Emilie styrer Aura

Der var god vind, og lidt store bølger fra Atlanterhavet mellem øerne, så vi krængede en del. Emilie og Clara klarede det super godt, især efter Emilie fik søsyge-armbånd på :)

Anguillas flag og Clara, som er pakket ind pga. solskoldning
Anguillas flag og Clara, som er pakket ind pga. solskoldning

Sandy Ground er en rolig by, hvor der ikke sker så meget, så der er en dejlig afslappet atmosfære:

????????????????????????????????????
Sandy Ground – dejlig roligt samt smukt vand.

Dagen efter besluttede vi os for at gå til hovedstaden The Valley. Det blev en gåtur på en times tid langs trafikerede veje. På vejen så vi bananplanter og sjove firben, hvilket Emilie og Clara ikke havde set før.

Bananplante
Bananplante

Vi mødte også nogle geder på vejen, som var rigtig nuttede. Geder ser vi generelt en del også foran fx supermarkeder, og det er tit at man kan få ged på restauranterne.

Geder
Geder

Selve byen The Valley var ikke noget at komme efter som sådan. Vi fik en ginger ale på en lokal cafe/gadekøkken, handlede lidt ind i et supermarked og så blaffede vi tilbage til Sandy Ground. Den første gut vi kom med var en kok, som arbejdede tæt på The Valley. Den anden bil vi kom op med var et ægtepar, som vi hyggesnakkede lidt med. De hørte at vi var fra Danmark, og straks nævnte de, at der havde været terrorangrebet i Bruxelles. Det havde vi ikke hørt, eftersom vi ikke havde været på nettet noget tid, så vi blev vi forfærdede over at nyheden! Godt at vi Caribien kun består af små øer med få tusinde indbyggere, så risikoen for terrorangreb er begrænset!

Martin slapper af i hængekøjen
Martin slapper af i hængekøjen

Vi ville gerne besøge nogle af de mindre øer ved Anguilla, og for at komme til det skulle vi købe et marine park-pas, da øerne er en del af Anguillas nationalpark. Det købte vi for 50 $, og var klar til næste dag. Om eftermiddagen badede vi i det flotte klare vand, hvor vi bl.a. så skildpadder og fandt en søstjerne:

Søstjerne!
Søstjerne!

Jeg ville også tage ind til land for at frigive blogindlæg på aurasejler.dk, så jeg satte mig i dinghyen og slap fortøjningen. Jeg ville tænde motoren, men den ville ikke starte. Først troede jeg at den manglede brændstof, så det hældte jeg på, men det hjalp ikke noget. Langsom drev jeg ud af ankerbugten, og jeg fik venlige tilråb fra de andre både om jeg skulle have hjælp. Jeg prøvede fortsat om jeg kunne tænde den, men måtte opgive og have årene frem. Jeg kaldte Martin op over walkie-talkien, og han ville svømme ud til mig. I mellemtiden kom en anden dinghy sejlende hen til mig, tog min fortøjning og slæbte mig tilbage til Aura, hvilket var rigtig pænt af hende. Martin kom også med tilbage til båden, og vi gik i gang med at se på hvad der kunne være galt.

Martin og jeg har efterhånden fundet vores faste roller, når vi skal løse akutte problemstillinger: Martin er ”teknikførende”, og jeg er ”teknikassistent”. Martin går i gang med at åbne motorhjelmen, jeg henter topnøglesættet, fastnøgler og pandelamper samt små plastikbokse til skruerne, så de ikke bliver væk. Jeg finder vores motor-håndbog, og prøver at finde hjælp i den. Vi fandt ud af, at karburatoren var utæt så der lækkede benzin. Jeg vaskede den for snask, og Martin søgte fortsat efter problemstillinger, og nåede frem til at tændrøret nok var gået. Tændrøret skal skiftes efter ca. 100 timer, så det fortæller hvor meget vi har sejlet i dinghy herovre :) Vi arbejdede nogle timer den eftermiddag/aften, indtil det blev mørkt, og konkluderede at vi måtte købe ny reservedel, når vi kom tilbage til St. Martin.

Vi ankommer til Sandy Island
Vi ankommer til Sandy Island

Næste dag ville vi gerne til Sandy Island, som er en del af nationalparken, som vi havde købt pas til. Vi sejlede derud (se desuden video på Facebook, som søster Clara har lagt op), og tog en mooring, som vi satte os fast til. Vinden var ret kraftig, og bølgerne store, så det ville være udfordrende at ro fra båden og ind til land i gummibåden. Martin og Emilie satte sig i gummibåden og forsøgte at ro ind til Sandy Island, men det var helt umuligt – de kom ingen vegne. De kom ombord igen og vi overvejede, hvad vi så skulle gøre. Vi kunne ikke rigtig svømme derind, når bølgerne var så heftige og med dinghy kom vi ingen steder. Vi kiggede bag os, og der lå en anden båd også. Det var en ret stor båd, en 72-fods katamaran, og de havde også en stor dinghy. Jeg så mit snit til at spørge dem, om vi kunne få et lift, og jeg fik øjenkontakt med dem, og de ville rigtig gerne give os et lift. Der var plads til 10 personer i dinghyen, og der er tale om en vandjet svarende til 600 hestekræfter bagpå.

Vi får et lift af gummibåden "Goose"
Vi får et lift af gummibåden “Goose” – bemærk hynderne, armlæn og flaget bagpå!

Til sammenligning kan jeg sige at Auras dinghy har 2,5 hK :) Så det gik VIRKELIG stærkt! Ingen af os har prøvet at sejle så hurtigt før – vandstrålen bag ved os var kæmpe stor og man skulle holde godt fast for at ikke at falde ud! Det var en sjov tur. Vi takkede Thomas, som ejeren hed, og vi gik ind på smukke Sandy Island.

Sandy Island er en lille palmeø på ca. 40*10 meter, hvor der er sand, palmer og en lille restaurant. Meget idyllisk og indbegrebet af Caribien:

Sandy Island
Sandy Island

I kampens hede for at komme ind til øen havde vi glemt både pung og mad, og vi var lidt i tvivl om hvordan vi skulle komme tilbage til Aura. Vi overvejede om vi kunne spørge Thomas om et lift igen, eller om vi skulle få nogle andre til at sejle os. Jeg falder i snakken med Thomas’ hustru Jeanin, og hun tilbyder et lift til os igen – dejligt :) Hun tilbød også, at vi kunne låne penge af dem, nu hvor vi havde glemt vores ting. Jeg synes hele situationen var ret pinlig, men her bagefter er det meget sjovt. Vi lånte nogle Euros af dem, og vi fik lidt mad.

Emilie og Clara skriver "Hej DK" i sandet
Emilie og Clara skriver “Hej DK” i sandet

Vi blev der hele eftermiddagen, og fik lift tilbage af Thomas. Dinghyen hedder ”Goose”, og katamaranen hedder ”Maverick” opkaldt efter filmen Topgun. Vi kom tilbage til Aura, og glædede os over vores gode dag, takkede Thomas og betalte ham tilbage. Få minutter efter sejlede Maverick hen til os for at invitere os på middag. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til, og vi aftalte kl. 19 i Crocus Bay. Allerede her var vi lidt høje over at blive inviteret over på en ”superyacht”.

Da vores dinghy-motor fortsat ikke virkede, kom Thomas og hentede os kl. 19 i ”Goose”, yderst venligt af ham. Vi blev sejlet over til den kæmpe båd, Maverick og steg ombord. Maverick er 11 meter bred, svarende til længden af Aura. Den er 72 fod, hvilket svarer til 110 fod hvis den havde været enkeltskroget(!). Der var bare meget plads. Vi havde set, at der var nogle ansatte ombord, men vi vidste ikke hvor mange der var i alt. Der viste sig at være en stewardesse, en kaptajn samt en kok, i alt tre fuldtidsansatte crew-medlemmer til at betjene Thomas, Jeanin og deres fire sønner! Vi blev spurgt hvilken drink vi ville havde, og fik det serveret. Derefter blev vi forespurgt hvordan vi ønskede vores steak. Jeg blev helt forfjamsket, og mumlede ”medium, please”, da jeg blev så overrasket.

?
Stewardessen tager billede af os. Bemærk hvor meget plads der er!

Kort tid efter satte vi os ved et af spisebordene i cockpittet – bemærk at vi kan sidde 6-7 personer uden problemer ved et af spisebordene! Vi fik en smukt anrettet forret på rektangulære tallerkner, dernæst lækker steak med ærtesauce og til sidst en lækker mandelkage. Vi kunne selv vælge hvilken slags is, vi ville have til, de havde 10 forskellige slags af hensyn til børnene :) Thomas, Jeanin og os fire sad hele aftenen der og blev betjent som var vi på restaurant. Vand blev hældt op i vandglas med isterningner, ekstra friskbagt brød (som ikke behøver at blive vendt i ovnen ligesom mit) blev hentet, tallerknerne blev ryddet af efter måltidet, nyt bestik blev sat på til hver ret. Kokken knoklede ude i køkkenet, og stewardessen betjente os. Martin og jeg har ikke fået så lækker mad længe, så vi nød det til fulde. Isterningerne i isterninge-faddet gav også smil på læberne.

Maverick
Maverick

Vi fik en rundvisning på båden bagefter. Køkkenet var større end de fleste køkkener på fastlandet, og havde alt hvad hjertet kan begære. Induktionskomfur med fem blus, to store håndvaske, opvaskemaskine, elektrisk ovn, mikroovn, fryser og meget mere. Til sammenligning har Aura to små gasblus, en gasovn og et lille køleskab. I køkkenet var der endnu et spisebord, hvor 10 personer nemt kunne sidde. I alle kahytterne var der toilet, bad, ipad, fjernsyn og generelt var det hele bare lækkert! Båden var kun 2-3 år gammel.

Her ses Auras opvaske-team :)
Her ses Auras opvaske-team :)

Livet på sådan en superyacht er helt anderledes end det vi har på Aura. Fx kom kaptajnen forbi Thomas i løbet af middagen og fortalte hvordan han havde planlagt næste dags sejlads til de Britiske Jomfruøer. Thomas sagde til kaptajnen, at han gerne ville vækkes, når der skulle sættes spiler (=sejl man bruger når der er medvind), og indtil da kunne kaptajnen bare sejle selv! Vildt! De skulle sejle kl. 5.30 næste dag, og Jeanin udtrykte lidt irritation over, at ankeret skulle tages op så tidligt, fordi det ville forstyrre hendes søvn. Sådanne problemstillinger har Martin og jeg slet ikke når vi sejler – vi er partout nødt til at være vågne begge to, når vi tager anker op, så vi kan ikke ærgre os lige så meget ;P Ligeledes havde de kokken med over Atlanten, som lavede mad til dem hver dag. Bl.a. havde de fanget en mahi-mahi, som de havde lagt på is en halv dag (overvej lige at have is midt ude på Atlanten) og så var det lækker sushi derefter. Jeg måtte sige, at ”kokken” på Aura havde lavet fiskefrikadeller, og at de smagte ganske udmærket også :).

Det smukke vand ved Sandy Ground, Anguilla
Det smukke vand ved Sandy Ground, Anguilla

Stewardessen og kaptajnen er på båden hele året rundt og sørger for vedligehold, al indkøb og sejlads. Når ejerne er der, bliver en kok fløjet ind til at lave mad til dem og er også klar om morgenen til at servere hvad de nu måtte ønske til morgenmad. Thomas og Jeanin havde været lidt utilfredse med den forrige kok, men var meget tilfredse med den nuværende, så de ville beholde ham noget tid. Crewet vaskede op, gik og polerede hist og her indtil kl. 22, hvor de gik i seng i deres egne kahytter. Båden bliver lejet ud til charter ca. 12 uger om året, og hvis du føler dig smigret til at se og sejle på Maverick, kan du leje den for 40.000 $ pr. uge (280.000 danske kroner). Til gengæld er det med tre crew-medlemmer, brændstof og alt forbrug men uden drikkepenge!

Badefaciliteterne på Aura: det blå hav og egen shampoo :)
Badefaciliteterne på Aura: det blå hav og egen shampoo :)

Thomas sejlede os tilbage til Aura efter middagen, og vi syntes alle at det havde været en helt vild dag med så mange oplevelser, som vi på ingen måde havde regnet med!

Næste dag, Skærtorsdag, satte vi sejl mod Marigot på St. Martin igen. Det var en lidt hård sejlads, da vi skulle sejle modvind og vi havde stadig store dønninger. Skærtorsdag er ikke helligdag på St. Martin, så vi kunne købe tændrøret til dinghymotoren, og efter middagen var vi køreklar igen. Så var der ikke længere nogen undskyldning for at spørge superyachts’ne om lift ;P

Martin sejler
Martin sejler

Vi ville meget gerne se St. Barths (St. Barthelemy), mens mine søstre var her, men vejrudsigten var ikke så god. Det blæste 15-20 m/s det meste af tiden, og der var flere meter dønninger (= kæmpe bølger), så det var ikke super godt. Ikke desto mindre prøvede vi alligevel at sejle til St. Barths. Vi sejlede nord om St. Martin for at få en hensigtsmæssig vindretning på østsiden af øen, men det var alligevel ubehageligt, og Emilie blev virkelig dårlig og lagde sig ned i salonen med slingregrej på. Jeg blev også lettere utilpas, så det var Clara og Martin som sejlede båden.

Vindmåleren viser 15 m/s
Vindmåleren viser 15 m/s

Da vi var på østsiden af St. Martin besluttede vi os for at sejle til Philipsburg på Sint Maarten, da St. Barths var for stor en mundfuld. Næste dag prøvede vi igen at sejle til St. Barths, denne gang var Emilie udstyret med søsygeplaster, hvilket fungerede super, men dønningerne var tiltaget, og vi kunne kun sejle 2 knob op mod vinden samtidig med, at der var så stor afdrift mod syd. Vi måtte endnu en gang opgive, vendte om, og sejlede til Simpson Bay på Sint Maarten.

Clara styrer Aura
Clara styrer Aura

Her havde vi også en god tid. Vi tog bussen til Maho Beach, som er kendt for at flyene letter lige over hovedet på dig på stranden. Og det var korrekt!

Fly lige over hovedet på os
Fly lige over hovedet på os
Maho Beach
Maho Beach

Vi fik en drink, og så store som små flyvemaskiner lette henover hovedet på os, mens sandet susede omkring benene på os.

Vi får drink på the Beach Bar
Vi får drink på the Beach Bar

En anden dag tog vi taxi til Oyster Pond, som er en bugt lige på grænsen mellem St. Martin og St. Maarten, dvs. bugten er halv fransk og halv hollandsk. Der var egentlig hyggelig nok, men vi havde troet at der var en promenade langs vandet, men der var blot store hoteller og privatboliger. Vi badede på et af resort-strandene i nærheden, og nød at der var en ferskvandsbruser vi kunne bruge til at skylle os af med.

Clara, A-static, Terese og Emilie
Clara, A-static, Terese og Emilie

Vi prøvede at blaffe hjem, og det lykkedes os at få et lift til Philipsburg. Gutten som tog os på med op, var en lokal musikkunstner, som netop havde været i Europa og spille koncerter. Hans navn var A-static, og vi hørte nogle af hans numre i bilen på vej til Philipsburg.

Snorkling ved dette smukke sted i Grand Case samt afslapning i hængekøjen
Snorkling ved dette smukke sted i Grand Case samt afslapning i hængekøjen

Grand Case på den franske side af øen var vi alle tre rimelig tossede med, at vi besluttede at sejle derop igen. Vi snorklede ved nogle klipper i ankerbugten, hvor vi så en masse flotte fisk:

"Fængselsfisk" som Martin kalder dem
“Fængselsfisk” som Martin kalder dem
Emilie snorkler
Emilie snorkler

Om aftenen inviterede Emilie og Clara os ud på en god restaurant i Grand Case, hvor vi også fik god lokal rom-punch, mums. Grand Case er en virkelig hyggelig by og gode priser på restauranterne.

De tre søstre synger og spiller ved keyboardet - dejligt :)
De tre søstre synger og spiller ved keyboardet – dejligt :)

Tirsdag d. 29. marts 2016 var sidste dag, inden Emilie og Clara skulle have flyveren hjem igen. Det har været dejlige 10 dage med besøg, og de kom godt af sted til Danmark igen :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *