Efter
nogle gode dage på Antigua blev det tid til at sejle videre til næste ø. Destinationen skulle være Montserrat: en aktiv vulkanø, hvor den sydlige del af øen er forladt pga. flere vulkanudbrud i nyere tid, som har ødelagt området til ukendelighed.
Vi tjekkede vejrudsigt og kunne se at det ville blive vindstille den dag vi skulle sejle, og efterfølgende meget vind. Vi besluttede derfor 5-6 timers motorsejlads til Montserrat tirsdag d. 8. marts 2015, og vi havde faktisk en rigtig fin sejlads, selvom vi ikke satte nogle ”klude” (sejl) på. Automatpiloten fik lov til at yde tjansen ved rattet, men alligevel var det rullende på vej derover. Plotteren blev tjekket ud og vi spottede vores danske venner ”Karma” fra Hundige, og kaldte Bente og Jeanne op på VHF’en og fik en hygge-snak med dem. De var på vej til Antigua.
På afstand kunne vi tydeligt se, at den sydlige halvdel af Montserrat var eroderet: brunt, mørkt vulkansand, ingen beplantning, som var i modsætning til den nordlige del af øen, som viste sin frodighed med grønne planter og træer.
Vi sejlede nord om øen for at gå ind til Little Bay, som er det eneste reelle sted at ankre på Montserrat. Øen er generelt ikke egnet til ankring, da der ikke er nogen beskyttede bugte og der er dybt, så mange springer øen over af denne grund. Det var sol og let overskyet under hele sejladsen, men efterhånden som vi nærmede os Little Bay begyndte det at regne, og vi måtte have sejlertøjet på. Vinden tiltog også lidt, og da vi anduvede Little Bay var der kun to andre både. Bølgerne eller dvs. dønningerne herinde var tiltagende, og det var de ”berygtede” nordøstlige swells (dønninger), som havde fundet vej til bugten. I pilotbogen (=guide til sejlere omkring ankring mv.) stod der at Little Bay er ”rolly to terrible” i nordøstlige swells, så vi var mentalt indstillet på at få en urolig nat. Kl. var 15 var vi fremme og skulle i gang med at lægge anker. Bugten er lille, og de to andre både havde lagt sig sådan, at vi næsten ikke kunne finde en plads, så der også var plads til færgen fra Antigua. Derudover havde vi svært ved at få ankeret til at holde, så vi baksede med anker i 2,5-3 timer! To gange fik vi det til at sidde, men så var vi for tæt på en amerikansk katamaran og den anden gang endte vi midt i færge-indsejlingen, så det duede ikke.
Bølgerne tiltog inde i bugten, og på det værste tidspunkt kom stævnen under vand (!). En anden båd måtte lægge anker om pga. færgeindsejlingen, men kunne ikke få det til at sidde igen, og måtte simpelthen opgive og sejle videre. Little Bay på Montserrat er den mest ubehagelige ankerplads vi har prøvet: det rullede så meget, at et af skabene åbnede sig, og jeg kunne knap nok holde mig selv fast til at lave mad! At lave mad på Atlanten var ingenting i forhold til denne ankerbugt! Vi spiste lidt kylling nede i salonen, men ingen af os kunne få det ned, fordi vi blev så utilpasse! Båden rullede heftigt og konstant fra side til side og frem og tilbage, så det var svært at sidde i salonen. Det har vi ikke prøvet før på en ankerplads! Da vi ikke var sikre på at vi sad fast, og var tæt på klipperne, og forfærdelige rullende bølger besluttede vi at lave ankervagt på skift hele natten over. Om natten ser alting mere dramatisk ud, så vi følte hele tiden at vi var ret tæt på klipperne. Bølgerne klaskede op mod klippevæggen, så det lød meget heftigt. For at holde lyden ud tog vi musik i ørerne på ankervagten. Vi ville allerhelst bare væk, for det var rædselsfuldt. Båden gyngede også så meget, at det ville være for farligt at tage ind til land i dinghyen. Pilotbogen underdrev på ingen måde med “rolly to terrible” i nordøstlige dønninger!
Vi overvejede at sejle videre, men vi ville ankomme i mørke til den næset ø, så det duede heller ikke. Derudover håbede vi, at det ville blive bedre næste dag, så vi måske kunne komme i land. Det er nogle af de mest ubehagelige timer vi har prøvet. Derudover regnede det også, så jeg fik da også en blærebetændelse ud af det. På Martins vagt tjekkede han ankertovet, og opdagede at der var gnavet en del i det, hvilket fortæller hvor mange kræfter der har været den nat. Vi holdt ud de 15 timer indtil næste morgen kl. 6.15 hvor det var lyst, og vi kunne komme videre. Den amerikanske båd var allerede taget videre, så der var kun os tilbage i bugten. Udmattede, lidt skræmte og frustrerede tog vi ankeret op, og satte en rebet genua (=mindsket forsejl) mod St. Nevis. Det blæste 15-20 m/s her, så vi kom af sted med 7 knob.
Det var en stor lettelse at se St. Nevis. Vi fandt ankerbugten ud for Charlestown, som er hovedstaden på St. Nevis. Det er et krav at ligge for mooring her, men det var vi også meget interesserede i ovenpå succesraten med ankring det sidste døgn!. Når vi lægger anker/bruger mooring styrer jeg altid båden ved rattet, og Martin smider anker ud/griber mooring-bøjen. Så snart at Martin havde bundet fortøjningen på båden og jeg slukket motoren, blev vi utrolig lettede. Vi kunne ikke overskue at gå i land og indklarere, så vi blev på båden til næste dag. Vi sov rigtig godt den nat.
Næste morgen ved 8-9-tiden kom kystvagten forbi og spurgte indtil vores Q-flag (=gult flag som vi hejser, når man vil ind i et nyt land), og at vi skulle indklarere. Vi forklarede at vi tog ind samme formiddag, hvilket de godtog. Normalt er der ingen der holder øje med os på den måde, og man kan godt lidt vente til næste dag med indklarering.
Vi fik et meget positivt indtryk af Charlestown, da vi ankom i dinghyen. Smukke pelikaner sad på fiske-docken, reggae-musik kunne høres på afstand og farvestrålende bygninger lyste op. Der var god stemning i byen og på havnen, og vi skyndte os op til myndighederne for at indklarere. Kontoret var dog lukket, og det viste sig at de var i gang med krydstogtsturisterne, så vi gik en tur i byen i stedet. St. Nevis er en meget veludviklet ø, særlig taget i betragtning at den ikke er fransk men tidligere engelsk, og folk var utrolige venlige. Bygningerne var meget velholdte, og der var ingen som ”hang på gaden”, som vi så på de sydlige øer. På de sydlige øer bliver man også modtaget af boat boys som vil sælge dig hash, en mooring eller friskfanget hummer, hvilket man slet ikke oplever på de nordligere øer.
Vi så deres bibliotek, hvor der bl.a. var plakater, som viste hvordan unge kunne få hjælp til at søge stipendium og læse i USA samt information om håndhygiejne, hvilket slet ikke er på tale sydpå.
Senere tog vi tog customs og immigration igen, og vi blev indklareret. Jeg fik lov til at tage et foto. På de tidligere engelsk-koloniserede øer går de meget op i indklareringspapirer og stempler, mens det er tast-selv på de franske øer og uniformerne er ikke så højtidelige.
Vi faldt i snak med et par amerikanske sejlere, som vi endte med at tage på tur med samme dag. På turistkontoret havde vi fået anbefalet at tage en 3 timers taxi-tur, og så havde man set hele øen. Vi splejsede med de tre amerikanere, og kom på sightseeing for ca. 130 kr. pr. mand. Alle taxichauffører på St. Nevis er ”uddannede” turistguider også, så det er en gevaldig smart forretningsmodel.
Generelt var vi utroligt begejstrede for St. Nevis. Meget smuk natur, meget flinke mennesker, roligt og ”ordnet”, som en europæer vil foretrække det 🙂
Der bor kun 11.500 indbyggere på St. Nevis, så regeringsbygningen i Charlestown var til at overskue. Der var også kun to reserverede parkeringspladser til to ministre:
Regeringsbygningen var førhen et fornemt badehotel, hvor det bedre borgerskab kunne indlogere sig og blive ”helbredt” tæt ved de varme kilder, som løber naturligt på øen.
Som flere af de andre caribiske øer findes der mineralkilder, hvor friskt varmt vand kommer fra bjergene. Mange lokale indbyggere kommer og bader her, da det er godt for muskel-og ledproblemer fx gigt. Derudover er vandet også helbredende, hvis man bliver ramt af de giftige manchinel-træer (se blogindlægget om Dominica hvis du vil vide mere om manchinel-træer eller google selv :))
St. Nevis er et dobbelt-land sammen med St. Kitts (St. Christopher), som ligger 10 sm nordligere. St. Kitts er geografisk større og har 39.000 indbyggere, men St. Nevis er økonomisk stærkere end ”storebror”, hvorfor Nevis flere gange har forsøgt at løsrive sig.
Taxichaufføren førte os også til to smukke ”plantation inns”, som jeg vil definere som luksuriøse overnatningssteder med historisk/kulturel interesse. Det første var Hermitage Plantation, som er en 260 år gammel plantage, hvor man har høstet sukkerrør førhen. Nu er det lavet om til et hotel i samme stil, som det var oprindeligt, og man føler at man træder alle disse år tilbage ved indgangen. Selve huset er lavet af særligt træ, som er utroligt stærkt, hvorfor materialerne til huset er de oprindelige.
Det andet sted var Golden Rock Inn, som lå højt og gemt inde i landet. Stedet fungerer også som botanisk have, som de var ved at udbygge. Murene består af lavasten og er bygget i hånden i 1810’erne, og det mest kuriøse ved stedet er dets romantiske ”Suger Mill”, hvor nygifte ofte fejrer hvedebrødsdagene på Nevis.
Vi kørte forbi gamle sukkermøller, fænglset, lufthavnen, kirker og nød udsigten til Atlanterhavet. Et meget interessant historisk sted var Nisbet Plantation Beach Club, da stedet har været bolig for Fanny Nisbet, som var hustru til den berømte general Nelson. Der var også en vidunderlig strand tilhørende stedet.
Nevis har et stort bjerg i midten af øen, Mount Nevis, så vi kørte faktisk hele øen rundt omkring bjerget.
Der er gratis wifi i Charlestown, så det var vi gevaldig glade for. Dejligt ikke at skulle købe en øl eller sodavand for at tjekke mails. Til gengæld havde vi ikke rigtig nogle steder at sidde, så det blev lidt boheme-agtigt ved havnen i Charlestown med min PC:
Vi blev på Nevis et par dage, hvor vi også slappede af, badede, så nogle film på båden og bagte kager 🙂 Nogle af dagene har vi også brug for ikke at opleve nyt hele tiden men bare have lidt ”hverdag”, da vi får så mange indtryk hele tiden.
Lørdag d. 12. marts 2016 smuttede vi 10 sm til St. Kitts, og smed anker ved hovedstaden Basseterre. Her så vi Mevoy, som vi har mødt på Guadeloupe, og Karen og Niels var søde at invitere over til friskbagt kringle og kaffe. Det var hyggeligt, og vi snakkede om vores oplevelser. Det er sjovt at snakke med nogle, som har haft de samme oplevelser som en selv, og kan give nogle gode råd til det næste ankersted mv.
Vi tænkte at vi ville gå ind og spise inde i byen om aftenen, og Karen og Niels ville gerne med. Selvom vi gik meget rundt, var det svært at finde noget rigtig godt sted udover fast food-restauranter. Til sidst lykkedes det os at finde et kinesisk take-away, som havde mange lokale gæster. Jeg tror man skal på resort-stederne længere sydpå for at finde nogle gode steder. Ikke desto mindre havde vi en hyggelig aften 🙂
Selvom St. Nevis og St. Kitts er det samme land, er der stor forskel på de to øer. St. Kitts er meget mere turistet, og bygningerne er slet ikke så velholdte, og det stemmer godt overens med at St. Nevis er bedre kørende økonomisk og socialt.
Vi lå for anker ved Basseterre, hvor krydstogtskibene også lægger til. Det første vi blev mødt med inde på land var det kæmpe dutyfree-område, som krydstogtturisterne bliver lukket ind i, så snart de kommer på landjorden. I St. John (hovedstaden på Antigua) så vi også dette ”tivoli”, som på ingen måde minder om hvordan landet reelt er! Men du kan købe Bulgari og Rolex-ure og caffe latte 🙂
Basseterre var en stille og rolig hovedstad, og er tidligere engelsk og fransk koloni. Basseterre er fransk, men udtales med engelsk accent. Byens fokus er ”Circus”, som er en rundkørsel inspireret af Londons Piccadilly Circus:
En af dagene tog vi bussen hele øen rundt. En bus i Caribien minder på ingen måde om de gule HT-busser, vi kender derhjemme fra, men er små hvide mini-busser med åbne vinduer, høj musik varierende fra reggae, bashman (=infernalsk larm) til pop. Ligesom på flere af de andre øer fungerer bussystemet eksemplarisk: stil dig i vejkanten, ræk hånden ud når du ser en bus suse forbi, hop på, betal 2$ og sig ”stop!”, når du vil af! Simpelthen lige til. Vi kørte fra Basseterre langs vestkysten med hensigt på at køre hele øen rundt.
Vi var blevet anbefalet Brimstone Hill Fortress, som er et stort fort fra koloniseringstiden. Det er blevet en UNESCO-seværdighed, fordi det er et exceptionelt velbevaret eksempel på 17-18-hundrede tallets militærarkitektur. Og det må vi kun sige ja til – vi har set en del fort herovre efterhånden, og det her har været det største og velbevarede, vi har besøgt.
Brimstone Hill Fortress er en af de største fæstninger i Caribien, og er bygget af briterne for at holde franskmændene i skak. Foruden de majestætiske bygninger var der nogle meget oplysende udstillinger inde i fortet også. Bl.a. så vi en video om hvordan slaverne boede og hvordan en ganske almindelig hverdag gik til i fredstider på et fort. Flere hundrede mænd arbejdede på fortet, både militærfolk (englændere) men også importerede slaver fra Afrika til at bære sten og vedligeholde fortet. Man fik fornemmelsen af, at sådan et fort var et samfund for sig selv, som skulle klare sig med vand, begrænset proviant og sygdomme.
Udstillingerne forklarede også nærmere omkring ”Trekantshandlen” i koloniserinstiden mellem Europa, Afrika og Caribien/Amerika, hvilket vi ikke rigtig har hørt om siden historieundervisningen i gymnasiet, så det var dejligt at få frisket op 🙂 For de nysgerrige kan I få et hurtigt overblik på nedenstående tegning:
Efter at Martin og jeg havde kigget lidt på tegningen gik det op for os, at det faktisk er den rute som vi sejler med Aura dette år! Vi starter fra Europa-Afrika (Cap Verde) – Caribien – og tilbage til Europa igen. Lidt sjovt synes vi!
På udstillingen fik vi også en fornemmelse for, hvor overlegne briterne har været i forhold de indfødte (indianere), som boede på øerne inden koloniseringen. Indianere havde kun bue og pil, mens briterne havde geværer og ammunition, så kampen var hurtigt overstået. Indianere var vandret op fra Sydamerika, men i dag er der ingen indianere tilbage på nogle af øerne bortset fra et lille område (Kalinago) på Dominica. De lokale i dag er mere eller mindre efterkommere af de afrikanske slaver, som europæerne bragte herover. Flere af øerne er først blevet selvstændige i 1970’erne, og er derfor forholdsvis unge nationer.
Vi stod på bussen igen og fortsatte nordpå på St. Kitts. Det var tydeligt at der blev mindre befolket her. Det var meningen at vi skulle skifte bus ved byen Saddlers for at komme videre langs vestsiden, men buschaufføren sagde at busserne kom sjældnere på nordøen, især om søndagen. Derefter lavede han sin rute om, så vi kunne forsætte med ham videre! Dejligt fleksibelt bussystem J På vestsiden var der masser af sukkerrør, som stod og blafrede uden videre henblik på høst. Som Lonely Planet så fint beskriver det: “Endless fields of sugarcane wave in the trade winds, never to decay a tooth again…”. På flere af øerne har vi erfaret, at de lokale hellere vil tjene penge på turisme end at høste deres egen frugt, grønt og sukkerrør. Det forklarer også, hvorfor så mange madvarer bliver importeret, hvilket afføder de høje priser i supermarkederne. Det er faktisk kun de franske øer, som jo principielt er en del af Europa, der har priser svarende til de danske, ellers er det højere.
Førhen dyrkede St. Kitss sukkerrør og disse rør blev transporteret på en jernbane hele øen rundt. St. Kitts har som en af de få caribiske øer stadig denne jernbane, men den bliver kun åbnet for krydstogtsturister, så vi så kun sporene af den. Bemærk hvor smalt sporet er:
Det blev til i alt syv oplevelsesrige dage på Montserrat, St. Nevis og St. Kitts. Mandag d. 14. marts 2016 kl. 03 satte vi sejl mod St. Martin, som en blev en konstant regnfuld sejlads på 12 timer.