Svømme
med havskildpadder, nyde et glas vin mens solen går ned bag masterne, lægge dingyen op på stranden ved det glasklare blå vand. Det er et udpluk af de unikke oplevelser, man får fra egen sejlbåd i Caribien. Vi har nydt tiden herovre rigtig meget og gør det stadigvæk, selvom timerne så småt er ved at rende ud. Vi er lykkelige for alt det vi ser, oplever og lærer. Som bådejer og især langturssejler har man også bekymringer og mindre spændende dage fx når noget går i stykker: kan vi få det løst her, eller skal vi have fat på nogen, og hvor dyrt er det, samt løbende vedligehold. Båden er vores hjem, base og sikkerhed, og danner rammerne for vores videre færd og får derfor meget opmærksomhed. En god ankerplads giver også bedre nattesøvn, end en rullende bugt med dårlig holding (= ankeret sidder ikke godt fast). Til sidst er der også en lille piblen af hjemve af og til, og vi ser begge frem til at møde familie og venner igen for enden af de næste 4500 sømil 🙂

Apropos at komme hjem igen så spørger flere om hvornår vi er i dansk farvand. Og nej, vi skal ikke videre gennem Panama som flere har spået. Vi regner med at være i Hundige havn slut juli, og håber på at ramme weekenden 23.-24. Juli, men kan ikke love noget, da det kan ændre sig med en uge. Vi kan sige noget mere præcist, når vi kommer til Azorerne/Irland.
Efter mine søstre tog hjem efter påske den 29. Marts 2016 brugte vi nogle dage på at gå rundt på forskellige værfter, og hentede tilbud hjem for at få Aura op og bundmalet.

Vi snakkede meget frem og tilbage, spurgte andre sejlere om hvad der ville være det bedste, når der stadig er en fin mængde bundmaling på. Vi er nået frem til at vi vasker hende godt og grundigt her i Caribien, og så får hun en ordentlig ”tur”, når vi kommer hjem 🙂
Den ide blev også forstærket ved, at Martin prøvede kræfter med hjemmelavet dykkerudstyr. Vores nye gast Esther kalder arrangementet for en Storm P-løsning: Vi har nogle gode snorkelmasker, hvor Martin sætter en vandslange på snorklen og forbinder slangen med vores fodpumpe til gummibåden. Forbindelserne mellem hhv. Snorkel og pumpe udgøres af tape. Jeg pumper ilt i ham, mens han er under vand.

Det tog lidt tid for mig at finde det perfekte tryk på pumpen, så Martin hverken får for lidt eller meget ilt. Det overskydne ilt i masken fiser selv ud gennem snorkelmundstykket. Martin skulle også selv arbejde med sin vejrtrækning for at det fungerer optimalt, og efter en halv time er det nok for den dag.

På den måde lå Martin i vandet, og jeg kunne række værktøj over rælingen til ham. Først skulle vi have propelbladene af skruen for at rense den for begroning og ruger. Derudover fik vi også skiftet zinkanode.

Vi fik også renset den værste begroning af bundmalingen. Martin kunne være under vandet i mange minutter, så det fungerede super godt . Når vi kommer til de Britiske Jomfruøer (BVI) vil vi også vaske hende lidt mere på denne måde.

Et par dage brugte vi også på at polere Aura,  mens vi lå for anker. Jeg hejste Martin ned i bådmandsstolen, så han kunne sidde på siden af båden og polere. Så kunne jeg være oppe i selve båden og polere overfladerne der. To dage i mellem-hurtigt tempo brugte vi på at polere hende helt fin.

I Marigot havde vi også et dejligt ”Danskertræf”, hvor vi tre aftener i træk mødtes med S/Y Sif fra Sønderborg og S/Y Idun fra Stockholm. Michael som sejler Idun er dansker, men bor i Stockholm. Begge både skal hjem over Nordatlanten, så det bliver meget hyggeligt. Sif er den første og formentlig eneste danske børnefamilie af sted på langtur, så det synes vi er rimelig cool. Ellers er det nordmændene som har førertrøjen på med antal børnefamilier på langfart. Christina og Søren er skipperparret på Sif, og Rosa, Rebecca og Sofie er de tre søde besætningsmedlemmer ombord:

På flere af øerne er netværket blandt sejlerne rimelig stærkt, hvilket også er tilfældet i Marigot på St. Martin. Hver morgen kl 7.30 på VHF kanal 10 er der ”Cruisers Net”, hvor vejrudsigt for den følgende uge bliver sagt højt, dagens aktiviteter, køb og salg af bådudstyr, reklamer fra fx dykkere som vil vaske din båd eller salg af smykker. Derudover velkomst til nyankomne både i bugten og meget mere. Det var på denne kanal vi fik nys om ”sejlerlommemarked” på en af værfterne i byen. Det tog vi til, og der var en god stemning og en masse rustent ravelse. Vi fik købt et par badesandaler og en pilot og over BVI, så det var for så vidt udmærket.

Vi ville meget gerne til St. Barths og så på vejrudsigten at det faktisk godt kunne lade sig gøre, hvis sejlede nord om St. Martin (ligesom sidste gang). Mandag d. 4. April 2016 købte vi det sidste ind fra supermarkedet og udklarerede os. Høj sol, passende store bølger og god vindretning førte os til St. Barths uden problemer. Vi fulgtes med Michael, fra Idun, som var lidt foran os. Om eftermiddagen ankom vi til hovedstaden Gustavia, hvor vi kastede anker. Vi snakkede med Michael over VHFen og blev enige om at følges ind til byen og få en øl.

St. Barths var svensk i ca 100 år, hvilket man tydeligt fornemmer allerede ved dinghy docken da det svenske flag flagrer ved molen.

Meget sjovt når vi de sidste par måneder kun har været vant til engelske, franske og hollandske kolonier! St. Barths er fransk nu, men der er stadig levn fra det skandinaviske herredømme. Fx er hovedstaden Gustavia opkaldt efter den svenske konge og gadeskiltene i byen står både på fransk og svensk.

Gustavia er nok en af de hyggeligste hovedstæder vi har været i på de caribiske øer. Bygningerne er meget velholdte og farverige, gaderne er små og tætte og har mange hyggelige butikker og restauranter. Der er en del franske turister, og både lokale som turister er meget velklædte, og jeg vil næsten sige at det er første gang at vi i gadebilledet har følt os lidt under-dressed.

Der er fine historiske sites i byen bl.a. det svenske klokketårn og det svenske konsulat. Frankrig solgte St. Barths til Sverige i 1784 mod at få handelsrettigheder i Göteborg. Svenskerne solgte øen tilbage til franskmændene igen i 1878 pga. Dårlig handel, sygdom og ildangreb.

Vi ville gerne rundt og se øen, og havde set os lidt lune på en ATV. Dels havde vi fået ATV anbefalet og dels var det samme pris som for en bil, så det kunne vi jo lige så godt. St. Barths er ej heller så stor så en ATV passede kanon, og den er nem at parkere på de små snævre veje som øen tilbyder.

Vi kom rundt på hele øen, som er meget gold og uden naturligt drikkevand. Strandene er på øen er skabt til perfekte postkort fx Gouverneur Beach:

Øen virker eksklusiv, og har mange fine resorts og store boliger. Gustavia er også magnet for superyachts ligesom Antigua og St. Maarten og bl.a. så vi verdens største superyacht, Eclipse, længere ude i ankerbugten.

”En snegl på vejen er tegn på regn i Spanien” lyder det i My Fair Lady. Vi havde samme oplevelse på St. Barths, bortset fra at sneglen var en landskildpadde! Vi har set dem nogle gange på de andre øer, men her på St. Barths var det på en lidt mere afsides vej at vi oplevede en skildpadde, der var ved at krydse vejen.

Vi ventede pænt og høfligt med at køre videre til den havde passeret vejen 🙂

Der er flere fæstninger fra kolonitiden omkring Gustavia bl.a. Fort Karl, hvorfra man har et smukt panorama udover byen og ankerbugten.

En af aftenerne blev der banket på fribordet (= siden af båden), og Martin kiggede ud. Det viste sig at være den franske toldkontrol, som ville ombord. Jamen, kom da endelig om bord! Jeg var lidt skeptisk, og overvejede om det kunne være ”røvere og banditter”, men den var god nok. To midaldrende franske mænd kom ned i salonen, mens jeg stod midt i krebinetterne, så det måtte jeg vente lidt med. Sidste gang vi havde besøg af myndighederne var det i Nordfrankrig og på åbent hav. Dengang var der tale om 6 franskmænd, som gennemrodede det meste af båden foruden en times interview. Denne gang slap vi med få spørgsmål om vores job, skibspapirer og indklareringspapirer så det var meget rart. De var rigtig flinke og de fortalte at have fundet multiple kilo narkotika på en anden båd udenfor St. Barths dagen forinden.

Tolderne fortalte os at de også havde været på en anden båd med et ungt par, som skal sejle den samme tur som os. Det er ikke nogen hemmelighed, at antallet af unge sejlere er begrænset herovre. Der er flest sejlere i alderen 50-60+, derudover enkelte børnefamilier. Når vi snakker med folk, er der flere som gætter på at vi er crew på en af de store både eller spørger om vi er afsted med vores forældre, eller om vi har lejet båden for nogle ugers tid. Myndighederne på nogle øer kan somme tider også skule til, at Martin er kaptajnen ombord, når han skriver under på vores papirer. Da tolderne fortalte om det andet unge par blev vi nysgerrige og spurgte ind til dem: to engelske læger, gul båd, samme alder, samme tur. Det kunne kun være Morvargh fra England, som vi mødte på Porto Santo ved Madeira. Og ganske rigtigt: det var dem! Vi har ikke mødt dem siden Porto Santo, men skrevet sammen på mail. Vi har prøvet at mødes med dem herovre men det har ikke kunne passe. Og nu viser det sig at de ligger fire både væk i samme bugt! Vi takkede tolderne for den brugbare information, og jeg fik lavet krebinetterne færdige 🙂

Dagen efter vinkede vi til Rosie og Mungo fra Morvargh, som padlede over til os. Der var stor gensynsglæde fra begge parter, og vi blev inviteret over til middag samme aften, hvor vi snakkede om hinandens oplevelser gennem de sidste fem måneder. Det er sjovt at have nogen at dele oplevelserne med, især fordi man har set mange af de samme ting.

Torsdag den 7. April 2016 tøffede vi tilbage til Marigot på St. Martin, hvor vi blev indtil søndag. Fredag gik med storindkøb til den vordende Atlanterhavstur, hvor vi havde tre store fyldte indkøbsvogne. Priserne og madudvalget på St. Martin er rigtig godt sammenlignet med dd Britiske Jomfurøer (BVI), som er vores sidste destination herovre. Priserne på St. Martin er ligesom de danske eller lidt dyrere, hvilket er billigt i Caribien 🙂

Resten af fredagen stuvede vi det hele, pakkede i plastikposer for at undgå fugt, lavede lister mv. Vi var færdige ved 20-tiden, og glædede os over at vi kunne hakke den opgave af på ”to do listen”.

Lørdag polerede vi Aura færdig, så hun kom til at skinne rigtig fint, da vi var ikke blevet helt færdige inden St. Barths. Martin brugte også sit hjemmelavede snorkel/dykkerudstyr til at tjekke propellen en gang til, efter vi havde skilt den ad og poleret.
Om aftenen var vi blevet inviteret over til kaffe og kage hos Christina og Søren på Sif. Dejlig aften i godt selskab 🙂

Søndag d. 10. April 2016 blev vores sidste dag på St. Martin. Vi skypede om morgenen med venner/familie, handlede lidt friske varer, tankede vand og diesel på båden og så satte vi kurs mod de Britiske Jomfruøer kl 16 om eftermiddagen.