Vi sejler Aura hjem fra Marina Brodersby, Tyskland

Efter en årelang tvist med en tysk køber fik vi officielt vores kære båd Aura igen i februar 2020. Du kan læse mere om den historie her.

Martin tog ned på den aftalte overtagelsesdato en kold februardag 2020 for at modtage nøglerne til båden. Aura havde heldigvis stået indendørs i en lagerhal, og var derfor ikke medtaget af vejr og vind efter et par år på land. Så hun lignede sig selv. Martin blev på båden weekenden over for at tilse de forskellige påståede mangler på båden. Køber havde lavet nogle destruktive indgreb fx fjernet maling/gelcoat ind til glasfiberen et par steder, så det skulle lukkes, så vi kunne få hende i vandet og hjem til DK.

Vi planlagde at få Aura hjem omkring påskeferien – så ville vejret være bedre og tiden bedre. Men så kom Coronapandemien forbi og grænserne blev lukket. På et tidspunkt i foråret blev det annonceret, at folk med et anerkendelsesværdigt formål måtte rejse ind i Tyskland og dette kunne fx være hvis man havde ”property”/ejendom/ejerskab i Tyskland. Martin ringede derfor til det tyske grænsepoliti og spurgte, om det indbefattede ejerskab af en sejlbåd. Men den tyske grænsepolitimand var klar i mæglet, og svarede på engelsk med sin fine tyske accent: ”No. A house is a house and a boat is a boat” – det var altså kun ordet ”property” i betydningen ”hus/ejendom”, der var gældende. Herefter spurgte Martin, måske naivt, men i hvert fald håbefuldt, om de kunne svare på, hvornår jeg kunne forvente at grænsen ville blive åbnet og hertil svarede den nu irriterede tyske grænsepolitimand: ”I think we open the border when Mette opens the border”. Så var den diskussion lukket – når grænsepolitimanden ligefrem var på fornavn med den danske Statsminister ift. grænseåbningen, så var der ikke så meget at gøre!

Vores to gaster, Lars og Jens, var tålmodige og forstående overfor at mønstringsdatoen blev udskudt flere gange i løbet af foråret efterhånden som rejseretningslinjerne blev ændret. I juli måned så det ud til at der var en åbning i Coronapandamiens indtog, således at rejserestriktionerne til Tyskland blev ophævet.

Lars, Jens, Martin og Terese

Fredag d. 3. juli kl. 05.18 var bilen pakket og klar til at køre til Marina Brodersby i Tyskland. Bilen var tungt læsset med værktøj og udstyr. Lars og Jens mønstrede som gaster og Terese stod for at køre bilen hjem igen. Vi kom frem til Aura og gik i gang med at gøre hende klar til søsætning; tjekke motor, klargøre mast, pakke ud og fikse et par småting inden søsætning. Havnefogeden i Marina Brodersby opremsede alle omkostningerne ved søsætningen og kom frem til en pris på 400€ for én søsætning! – Jeg tabte kæben over prisen. Men havnefogeden argumenterede for hans pris var helt rimelig fordi han jo kendte priserne i Danmark – jeg har nu aldrig hørt om så dyr en søsætning i Danmark (eller i resten af de 23 lande i verdenen vi har besøgt med Aura) for en 37 fods sejlbåd. Men han fik sin vilje og vi ville jo også gerne videre i teksten.

Aura bliver søsat

Aura blev søsat og Martin smuttede ned om læ for at tjekke søventilerne. Alt så fint ud, ind til Martin så søventilen til håndvasken i kabyssen – det piblede langsomt ind med vand og det var desværre fra samlingen mellem skrog og søventil. Vi drøftede frem og tilbage om hvad vi kunne gøre. Selvom bilen var tungt læsset med alverdens ting og sager, er det ikke ekstra søventiler, som bugnede i bagagerummet. Der kom for meget vand ind til, at vi turde sejle hende hjem. Så op med Aura igen. Vi drøftede vores muligheder: fandtes der en bådbutik i nærheden (det gjorde der ikke), skulle vi sætte hende på land igen og køre hjem eller hvad. Men hvor der er problemer, er der jo også altid løsninger. Vi fik fat i en medarbejder oppe fra værftet, som ligger på selve havnen. Han kom forbi med noget fugemasse og vi fugede søventilen udefra med et godt tykt lag. Det passede med at havnefogeden skulle til frokost, så fugemassen kunne tørre imens Aura hang i kranens seler.

Masten bliver sat på

Vi kunne ikke gøre så meget mere, førend hun var tilbage i vandet, så jeg riggede vores frokost til og ville sætte lidt vand over til kaffe. Det var jo nemt lige at kravle op i båden og sætte vand over. Men gasflaskerne var ikke tilsluttet. Nemt nok tænkte Martin, og vi havde også helt friskfyldte gasflasker med. Men hvad nytter det når selve tilslutningsstudsen er væk! Det er helt sikkert, at vi leverede båden med fungerende gassystem, men gasstudsen til at montere gasflaskerne var altså væk – vi ledte over alt. Jeg prøvede at være løsningsorienteret og med vores lille camping elkedel og et strømstik (på havnefogedens skur 😊) fik vi lavet kaffe. Så var der bare tre små problemer tilbage: 1) hvordan skulle vi få kogt ris til aftensmaden? 2) hvordan skulle vi varme aftensmaden (kylling-karryret)? Og 3) hvordan skulle vi få varm kaffe når denne landration var forbrugt? Nå, men verdenshavene er jo før set krydset på beskøjter og appelsin til hovedmåltider (det havde vi så bare heller ikke med).

Svaret på den første del blev at koge vand i den føromtalte elkedel og hælde over risene så de kunne blev ”lidt kogt”. Svarene til de to andre problemer blev, at vi jo måtte henholdsvis spise salon-varm-karryret og tænke os til kaffen. Ideen med at koge risene ved at hælde kogene vand over var god nok, men risene blev altså ikke helt færdigkogte – så det var… en anderledes måde at få ris på.

Nå, men søfolk må jo være forberedt på det ene og det andet. Heldigvis havde vi masser af andet forplejning med. Vi fik søsat Aura for anden gang og fugeløsningen af søventilen viste sig heldigvis at være tæt. Havnefogeden afstod fra at opkræve yderligere penge for den nu dobbelte søsætning, så vi fik da lidt ekstra fra vores eksorbitante bidrag i havnekassen. 

Da jeg herefter kører bilen hjem, er det Martin som skriver blogindlægget herfra:

Kl. 17.04 var bilen pakket til hjemturen, Terese kørte bilen til Danmark igen og hjem til vores 1-åriges søns aften-ammemælk inden natten, båden var pakket til sejlturen, masten og sejlene monteret, motoren tændt (dejligt at den tændte uden problemer) og fortøjningerne blev kastet. Farvel til Marina Brodersby og afsted tog vi tre gutter Lars, Jens og jeg ud af Die Schlei / Slien. Turen foregik for motor. Der var dels ikke særlig meget vind og dels skal man jo være usandsynlig heldig med vindretningen (og styrken) for at kunne sejle for sejl på Slien. Slien er en indfjord med mange bugtninger og meget vindlæ eller kastevinde. Det er fint, når man har god tid på sin sommersejlads, men hvis man skal på aftensejlads eller har travlt med at komme hjem, så er det temmelig træls at være ”fanget så dybt inde i landet” syntes vi. 

Efter et par timers motorsejlads og en samlet ventetid på 1½ ved i alt to broer kom vi frem til Maasholm Marina som ligger ved udmundingen af Slien. Dagens målsætning var at komme frem til Maasholm og få noget søvn inden den rigtige sejltur hjem mod Greve Marina. Det lykkedes kl. 21.38 hvor vi anduvede Maasholm Marina. Vi, og jeg måske især, var helt enormt spændt på om det hele nu ville lykkes. Mine gaster var mere overbeviste om at det hele nok skulle gå fint og de bevarede roen på trods af opstartsvanskeligheder såsom en utæt båd, udsigt til en længere sejltur med manglende varm kaffe, kold aftensmad med ukogte ris. Så med god stemning ombord kunne vi gå til ro for natten.

Lørdag morgen var blæsende og overskyet. Vi kogte vand til kaffe på elkedlen – så var den dag reddet mht. kafferationen. Afgang var kl. 07.04. Den vestlige Østersø ventede på os. Da vi kom ud på åbent vand kunne vi konstatere, at der var rigeligt med vind og endda fra en sydvestlig retning, så vi kunne nøjes med kun at rulle genuaen ud og så var der ellers fuld fart på i 12-18 m/s vind. Efter et par timers sejlads på fladt vand kom vi mere fri af land og søen rejste sig til 2-3 meter høje bølger – heldigvis var bølgerne med os. Vi kunne konstatere, at vi ville få op mod 1,5 knobs medstrøm på dele af turen hjem. Så med vinden ind fra agten, medstrøm og bølgerne med os så sejlede Aura hurtigt og det tydede på at Aura gerne ville hurtigt hjem igen.

Jens holder styringen og det gode humør

Vi sejlede nonstop mod Greve og vi tog 3 timers vagter. Den gode vind ind fra agten og de store bølger gav gode overarme ved rattet. Det regnede til tider, men humøret var højt og det var dejligt at mærke, at den båd som vi kendte stadig kunne sejle. Efter mange års ubehagelige skriverier med advokater og påstande om det ene og det andet, så kan man jo godt begynde at tvivle på virkeligheden. Men heldigvis blev vores blæsevejrssejlads hjem til Greve Marina et bevis på at virkeligheden nu engang er god nok.

Vi var spændte på, hvor lang tid det ville tage at sejle Aura hjem. Hvis vejret og vindretningen var hel umulig måtte vi jo bare bide turen over i flere bidder. Men det modsatte var tilfældet: vi blæste bogstavelig talt hjem, og allerede søndag morgen kl. 08.02 var fortøjningerne kastet i land i Greve Marina. Her kunne vi få landstrøm på til elkedlen og tænk engang – vi lykkedes faktisk at få varme morgenkaffe hver dag på trods af manglende gastilslutning. Terese kom med morgenbrød for at fejre den gode sejlads!

Lars, Jens og Martin netop ankommet i Greve Marina

Dejligt at have Aura hjemme igen – og endnu en gang tak til vores familie og Jens for opbakning og omstillingsparathed i forbindelse med hjemturen af Aura!

Nu ligger Aura i Greve Marina ligesom før vores sejltur til Caribien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


× 8 = fyrre