Sluse i Krinan-kanalen

Grønne Irland og 65 skotske sluser

Efter 10 dage på åbent hav fra Azorerne til Irland fik vi genopfrisket, hvor stor indflydelse tidevandet har på sejladsen. I Caribien har tidevandet (og dermed månens tiltrækning af vandmasserne) ingen betydning, så vi har ikke kigget på tidevandstabeller siden vi var i Portugal i efteråret 2015.

Velkommen til Crosshaven
Velkommen til Crosshaven

Ud for Crosshaven på Irlands sydøstkyst fik vi 1-2 knobs medstrøm, hvilket var dejligt, og kl. 10 søndag d. 26. juni 2016 smed vi
fortøjningerne ved Crosshaven Yacht Club, som i øvrigt er verdens ældste yachtklub.

De tre sømænd i havn
De tre sømænd i havn

Der var masser af liv i havnen, da det var sommerferietid, og børn og unge susede rundt i laserjolle på sommerlejr. Jeg gik op for at indklarere i marinaen, men havnekontoret var lukket, så jeg blev henvist til pubben! Dejlig ubureaukratisk og afslappende at udfylde havnepapirer side om side med fadølshanerne!

Terese udfylder havnepapirer - I PUBBEN!
Terese udfylder havnepapirer – I PUBBEN!

Vi fik et dejligt og rigtig varmt bad, skøøøønt, og gik en tur i byen efter at have ryddet lidt op på båden. Vi bestilte bord på byens eneste rigtige restaurant ”Anchor Inn”, og smuttede tilbage til marinaen. Om aftenen gik vi op mod restauranten igen, men blev stoppet ved yachtklubben af tre irere, som ville snakke med os. De spurgte ind til os, og da de hørte at Crosshaven var vores første stop siden Azorerne blev de meget glade, og bød os på en drink. Da yachtklubben hørte det, ville de give os en drink! Det var gevaldig hyggeligt, og det morsomme var, at drinken var rom fra Barbados (Mount Gay rom), som jo var den første ø vi besøgte i Caribien! Irerne er meget nationalistiske, og blev helt rørte over, at vi havde det irske gæsteflag på.

Skål med irerne
Skål med irerne

De fleste sejlere tager til Kinsale, som ligger 10 sømil syd for Crosshaven, og jeg tror det er årsagen til, at vi blev ”hyldet” i Crosshaven, da vi nærmest var de eneste udenlandske sejlere i havnen. Så vi følte os næsten som VIPs. På ”Anchor Inn” fik vi efterfølgende en lækker middag i bedste irsk pub-stil.

Anchor Inn
Anchor Inn

Irerne er et venligt folkefærd, og er ligeså hjælpsomme som portugiserne, selvom de ser helt anderledes ud. Tænk at man kan rejse i 10 dage, og så er både landet, maden og menneskene helt forskellig!

Turistkontoret i Crosshaven :)
Turistkontoret i Crosshaven :)

Om mandagen d. 27. juni fløj min far Lars hjem til Danmark igen, og resten af dagen brugte Martin og jeg foran computeren for at lave blog og andre nødvendige ting, som kræver internet.

En dagstur til Irlands andenstørste by, Cork, blev det også til. Mens Crosshaven er en lille flække og hyggelig landsby, er Cork Irlands svar på en europæisk storby med forskellige etniciteter, Carlsberg-reklamer, business-folk i jakkesæt og H&M. Cork har været en attraktiv handelsby i 1800-tallet, da byen har floder som leder ud i det Irske hav, som fortsætter ud til Atlanterhavet.

Imponerende bygningsværk
Imponerende bygningsværk

Cork bød på mange spændende kulturelle attraktioner bl.a. forskellige katedraler, det kendte English Market som svarer lidt til Torvehallerne, som emmer af historie og dejlige dufte af friske madvarer. Der er hyggelige gader, hvor gadeskiltene både står på engelsk og keltisk, og de irske nationalfarver findes både i de kinesiske take-aways som i deres sweet-shops.

Et kuriosum var St. Anne kirke, hvor man må spille melodier på klokkerne. Der er en oktav, og jeg valgte melodien ”Amazing Graze”. Det var rigtig sjovt, og man kunne høre det mange meter væk:

Martin med høretelefoner (beskyttelse)
Martin med høretelefoner (beskyttelse)

Vi rundede også Corks smørmuseum. Irland har utrolig mange køer, og har en stærk tradition for mejerivarer herunder deres berømte ”Kerrygold” smør. Kerry er en af regionerne i Irland, hvor der er meget kvæg, og gold henviser til ”det grønne guld” i form af smørret. Vi så en film om hvordan smør blev fremstillet, og at det var et typisk kvindejob før i tiden, og om hvordan andelsbevægelsen i 1970’erne påvirkede bøndernes daglige arbejde.

Smørmuseum
Smørmuseum

Torsdag d. 30. juni stod vi op kl. 4 om morgenen for at sejle til Howth, som er en lille by nordøst for Dublin. Vi sejlede 160 sømil på 28 timer, så vi takkede for den kraftige medstrøm vi havde det meste af tiden.

Godmorgen
Godmorgen

Vi tog en eftermiddagstur ind til Dublin med DART (lokalbane), ca. 30 min. ind til Conolly station, som er hovedbanegården i Dublin. Vi gik en gåtur rundt i byen, hørte irsk live musik og var i det historiske område Tempel Bar. En pulserende by med live-musik og dans i gadebilledet flere steder. Overraskende nok så vi også en del politimænd og –biler rundt omkring.

Gang i gaden
Gang i gaden
Live musik
Live musik

Næste dag var vi i selve Howth by, som er et tilløbsstykke for turister, der har brug for en pause fra storbylivet. Vi gik gåtur rundt i det smukke grønne område, som findes nær Howth, og nød det grønne landskab, som Irland er så kendt for.

Naturskønne Howth
Naturskønne Howth

Om aftenen ankom vores to gæster de næste 14 dages tid, nemlig Martins mor Bente og min veninde Karina. Vi spiste en god middag på båden, og fik snakket om lidt af hvert. Næste dag tog vi alle fire ind til Dublin City og så Tempel Bar området, Dublin Castle, det berømte Chester Beatty Library og nød den gode stemning på en lokal irsk pub. Vi tre piger fik Shephard’s pie og Guinesses samt god cider.

På en rigtig god irsk pub
På en rigtig god irsk pub

Få meter fra os kunne vi få et bord, hvor fadølsanlægget var installeret i bordet! Bemærk venligst de to slags øl, man kan vælge imellem:

Carlsberg eller Guinness?
Carlsberg eller Guinness?

Karina havde triptælleren på, og vi havde i alt gået 12,5 km den dag, så det var jo også en slags motion for en storbytur!

For at holde sejlplanen nogenlunde, sejlede vi videre næste dag og destinationen var den lille havneby Ardglass i Nordirland. Sejladsen tog kun 10 timer, men denne debutsejlads var lidt hård for de to nytilkomne ombord, så der måtte ofres til Kong Neptun, men ellers klarede begge damer det super godt!

Nordirland er en del af Storbritannien, men har ikke noget gæsteflag, så vi sørgede for hverken at have det irske eller britiske oppe for at være på den sikre side (politisk set), man ved jo aldrig! Vi troede dog, at vi kunne brug britiske pund, men det viser sig at Nordirland har deres egen møntfod, så der blev vi noget overraskede.

Ruiner ved Ardglass
Ruiner ved Ardglass

Vi gik en gåtur i den hyggelige havneby Ardglass, hvor man tydeligt kunne se effekten af tidevandet, da der var helt utrolig lavt da vi sejlede ind, og så steg vandstanden i løbet af dagen. Vi så også sæler både i havneindsejlingen og i havnen.

Arglass havn ved lavvande
Arglass havn ved lavvande

Vi tjekkede vejrudsigten, og da vinden ville være i nord den efterfølgende dag, besluttede vi at blive i Ardglass lidt mere. Der er ingen grund til at sejle krydskurs (=op mod vinden) til Skotland, da det ville blive ret hårdt i længden. Derfor tog vi i stedet bussen til en større købstad Downpatrick, som lå en halv times kørsel fra Ardglass. Vi nød den smukke bustur med store grønne områder, heste og masser af får.

Downpatrick
Downpatrick

Downpatrick havde meget at byde på, og navnet er opkaldt efter irernes helgen St. Patrick, som bragte kristendommen til Irland i sin tid. I Caribien lå vi i en ankerbugt ved øen Montserrat, som tidligere har været irsk, og der fejrede man St. Patrick’s Day over en hel uges tid i februar. For Martin og jeg var det derfor sjovt at se sammenhængen med St. Patrick her i Irland, den tidligere koloniherre.

Bente og Karina ved skulptur i Downpatrick
Bente og Karina ved skulptur i Downpatrick

I både den katolske og protestantiske kirke i byen blev St. Patrick nævnt og beundret, og desuden fik vi også et glimt af nogle bjerge bag Downpatrick, hvor pilgrimsrejsende kan vandre. Karina var turguide rundt i byen, og vi fik en smagfuld frokost på en velgørende cafe i midten af byen.

Udover Carlsberg har bankvæsenet også indflydelse på den grønne ø – bemærk Danske Bank bag de tre danskere på hovedgaden i Downpatrick:

Martin, Bente og Karina - foran Danske Bank i Nordirland!
Martin, Bente og Karina – foran Danske Bank i Nordirland!

Næste dag var vi oppe kl. 4 for at sejle med tidevandet af sted mod Skotland.  Vi skulle sejle ca. 24 timer, og efter lidt motorsejlads til at starte med satte vi sejl og tøffede godt derudaf. Sejladsen gik for så vidt godt, bortset fra at vi om natten inden Krinan-kanalen flækker vores storsejl øverst oppe. Skønt. Vores storsejl er fra 1998, og derfor tjent sin værnepligt godt, så det var nok forventeligt, men alligevel irriterende. Det var ved midnat, så både Martin og jeg måtte op og få det pakket ned og kun sejle for genua. Gennem kanalerne sejler man kun for motor, så vi skulle ikke bruge det før Nordsøen.

Sejladsen fra Irland og gennem Skotland. Rød farve = Krinan kanalen. Sort farve = Den Kaledoniske kanal
Sejladsen fra Irland og gennem Skotland. Rød farve = Krinan kanalen. Sort farve = Den Kaledoniske kanal
Krinan kanalen
Krinan kanalen

Vores destination blev Krinan-kanalen hvor indgangen er ved byen Ardrishaig. Vi var fremme kl. 4 om morgenen, så vi lagde os til at vente på en ponton, til kanalen åbnede næste dag kl. 8.30. Her betalte vi ca. 3300 kr. for indgang til både Krinan og den Kaledoniske kanal, som Bente sponserede til Aura.

Næste morgen startede et nyt kapitel i vores sejlereventyr: nemlig sluse-livet. Det er helt og aldeles anderledes end at sejle på åbent hav eller kystnært. Krinankanalen er kun 9 mil lang, men til gengæld er der 14 sluser. Normalt ville vi kunne sejle 9 mil på 2 timer, men når det er kanalsejlads, skal man hurtigt bruge en-to timer pr. sluse, så det tager noget tid!

Aura i sluse
Aura i sluse

Vi fik en lille introduktion næste dag, da sluserne i Krinankanalen er selvbetjeningssluser, dvs. at man selv skal fylde og tømme sluserne samt åbne og lukke dem. Efter et par stykker begyndte vi at forstå principperne. Vi lavede rollefordeling, så Martin var ved rattet, Karina og Bente med hver deres fortøjning og jeg på land til at gøre slusen klar og evt. tage imod fortøjninger.

Slusen fyldes med vand
Slusen fyldes med vand

Det viste sig, at ens kondition blev prøvet af som ”slusemutter”, som Martin døbte mig. Du bruger en del kræfter på at åbne sluserne med håndkraft, og derudover er der flere hundrede meter mellem hver sluse, hvor du løber frem og tilbage for at åbne og lukke dem. På andendagen havde jeg fattet konceptet lidt bedre og byttede min jeans ud med løbebukser og løbesko!

Slusemutter igang med håndsvinget for at tømme bassinet
Slusemutter igang med håndsvinget for at tømme bassinet

Af og til kom Karina også på land og hjalp med at skubbe på stammen, så slusen kunne åbnes:

Vi skubber og skubber...
Vi skubber og skubber…

Hver aften lagde vi til ved en ponton, hvor vi ofte kunne få strøm. Det regnede det meste af tiden i Skotland, så vores varmeblæser blev flittigt brugt om aftenen til at tørre lidt tøj og få varmen.

Sluse i Krinan-kanalen - er det ikke smukt?
Sluse i Krinan-kanalen – er det ikke smukt?

Krinankanalen var utrolig naturskøn, er kendt som den smukkeste kanal i Skotland. Den er meget lidt turistet, og den er så lille, at der kun er cykel/gangstier på siderne, dvs. der er ikke nogen biler. Der er mange lokale, og hvis man har brug for hjælp til at åbne en sluse, så hjælper en venlig forbipasserende hundelufter gerne!

Krinan by var også utrolig hyggelig og smuk, men man skal have tålmodighed når man skal gennem sluser. Af hensyn til vandstanden i kanalen vil de ikke bare lukke én sejlbåd igennem, og derfor skulle vi vente på en anden sejlbåd inden vi kunne komme helt ud af kanalen. Det skal også times i forhold til hvilken retning, man kommer fra.

Bente og Martin i smukke Krinan
Bente og Martin i smukke Krinan

Vi kom ud af den sidste sluser (som dog var professionelt betjent), og ud på lidt mere åbent vand, hvor vi kunne sætte sejl i gang. Der er meget voldsom strøm i dette område, så vi kunne tydeligt se hvirvler i vandet, og man skal være særligt opmærksom, hvis der er hård vind.

Det er vådt
Det er vådt

Vores destination blev direkte til Oban fredag d. 8. juli, hvor vi kom lidt sent frem om aften. Vi havde handlet ind til aftensmad på båden, så det gik i gang med bl.a. lækre muslinger og efterfølgende gik vi en tur i området. Sejlplanen de sidste 2-3 uger var lidt stram, så vi var nødt til at sejle godt til hver dag for ikke at blive forsinket i forhold til vores hjemkomst i Danmark. I bakspejlet skulle vi nok have sat en uge ekstra af, så det ikke var så hektisk.

Den kaleoniske kanal indtegnet
Den kaleoniske kanal indtegnet

Næste dag havde vi endnu et fødselsdagsbarn på Aura, nemlig Martins mor Bente. Vi overraskede med danske flag, fødselsdagssang og lækker morgenmad med æg og bacon og små gaver. Efter en hyggelig morgenmad trissede vi videre til Fort William, som er indgangen til den Kaledoniske kanal. Vi kom om eftermiddagen, og havde regnet med at kunne komme ind i kanalen samme dag, men pga. tidevandet blev vi henvist til næste morgen. Derfor lagde vi os på en venteponton foran kanalen, og Bente inviterede på irsk pub, hvor vi fik en dejlig fødselsdagsmenu :)

Fødselsdagsfest på Aura
Fødselsdagsfest på Aura

Som det sidste input til fødselsdagen var selvfølgelig fødselsdagskagen, hvor det er tradition på Aura, at fødselsdagsbarnet vælger en kage, og jeg prøver at bage den efter bedste emne. Bente valgte cheese cake, som også tidligere er blevet valgt som fødselsdagskage ombord, så det glædede vi os alle sammen til :)

Risengrød fik vi til frokost på Bentes fødselsdag, hvilket passede både til vejret og fødselsdagsbarnet :)
Risengrød fik vi til frokost på Bentes fødselsdag, hvilket passede både til vejret og fødselsdagsbarnet :)

Næste morgen kom vi ind i kanalen ved 8.30-tiden, og vi ville lægge til ved første stop for at tanke diesel, da vi først kunne tanke i Inverness igen dvs. i slutningen af kanalen. Vi fik dog af vide, at vi ville være nødt til at vente der til sen eftermiddag, da de skulle have en masse både igennem de næste syv sluser fra den anden side af. Derfor foreslog de, at vi fortsatte det med det samme, ellers ville der gå lang tid. Vi besluttede derfor, at jeg blev sat af med to af vores dieseldunke, som jeg så kunne fylde og komme med på Aura senere i en af sluserne. Karina, Martin og Bente fortsatte derfor ”sluseriet”, mens jeg sørgede for diesel og indkøb. Det var ret meget jeg skulle bære, men de venlige skotske kanalfolk tilbød mig et lift ud til den sluse, Aura var nået til. Mange tak for det!

Neptune Staircase
Neptune Staircase

Den Kaledoniske kanal er meget større og mere turistet end Krinan og i øvrigt mange andre steder vi har været. I Neptuns Staircase, som er 7 sluser i rap, blev vi fotograferet af de første 15 kameraer på land. Sluserne er alle sammen professionelt og elektrisk styret, så der var ikke brug for mig som ”slusemutter” der ;P. På begge sider af kanalen kunne der køre biler, hvilket gjorde kanalen mindre skøn end Krinankanalen (i vores øjne).

I Neptun Staircase
I Neptun Staircase

Vi syntes alle fire at det var rigtig sjovt at være i sluser! Med tiden blev vi også rigtig gode, og følte os næsten helt professionelle :) Rollefordelingen kørte godt, og vi fik hævet os mange meter op og ned i løbet af de 65 sluser, som vi kom igennem i alt :)

Skipper holder agterfortøjning
Skipper holder agterfortøjning
Karina holder fortøjning
Karina holder fortøjning

Herunder ser I en af ventepontonerne i den Kaledoniske kanal:

aura på venteponton

I den Kaledoniske kanal mødte nogle hyggelige nordmænd, som vi snakkede med et par gange. Det var fem gutter i 30’erne, som var på tur. En af aftenerne lå vi på ponton sammen, og de bød os over til kage og whiskey. Vi fik en hyggelig sludder, og fortsatte med ”boat crawl” til Aura, hvor vi endte med at spise aftensmad alle 9 personer – kanon hyggeligt :)

Til kage og whiskey hos nordmændene
Til kage og whiskey hos nordmændene
Smuk natur og smuk pige :)
Det er grønt!

Selvom det regnede meget og var diset, så var naturen alligevel meget smuk. Man får klart en fornemmelse af ”mystikken”, som tågen omkring bjergtoppene bibringer. Der er utrolig grønt, og jo længere nordpå vi kom, des mere gold blev det også. I det skotske højland er der også tyndt befolket, så når der endelig er en større by, så er der mange mennesker her.

Mystik i det skotske højland
Mystik i det skotske højland
Karina styrer for vildt
Karina styrer for vildt ! bemærk at vi har sol :)

Mandag d. 10. juli 2016 kom vi til en større by, Fort Augustus, som er byen lige inden den famøse Loch Ness-sø. Her skulle Karina stå af Aura og hjem til Danmark, og vi skulle have repareret vores storsejl. Vi havde fået forståelsen for, at vi var nødt til at skulle til Oban for at finde en sejlmager, hvilket er to timers kørsel væk, og sejlmageren kunne ikke komme til os. Vi havde regnet med, at vi kunne leje en bil i Fort Augustus, men desværre skulle vi helt til Inverness for at leje bil. Karina skulle flyve fra Edinbourg, og skulle have tog fra Inverness. Derfor blev beslutningen at vi tog en taxi til Inverness næste morgen kl. 06.30 (45 min. i bil), Karina tog videre derfra, vi tre andre hentede en lejet bil kl. 8 om. Derefter kørte vi 45 min. tilbage til Fort Augustus hvor Aura lå, lagde storsejlet i bilen (hvilket var lidt af et projekt i sig selv med den bilstørrelse vi havde lejet), og kørte to timer til Oban.

Stosejlet bliver pakket
Stosejlet bliver pakket i bilen

Vi var fremme ca. ved 12-tiden i Oban, og heldigvis havde sejlmageren lovet at lave reparationen samme dag, så vi kunne hente det kl. 16 igen. I mellemtiden tog vi til selve Oban by, hvor Martin og Bente var på whiskey-distelleri, mens jeg tog en lur i bilen.

Hos sejlmageren
Hos sejlmageren

Kl. 16 hentede vi sejl, kørte to timer til Fort Augustus og læssede sejlet på Aura. For at aflevere den lejede bil, kørte Martin og jeg 45 min. til Inverness og kl. 20.15 kunne vi tage bussen til Fort Augustus igen og være hjemme på Aura kl. 21.15. Det var så lige 15 stærke timer for at få ordnet et storsejl!!! Vi sov godt den nat. Til gengæld har vi fået set den Kaledoniske kanal nogle gange, da landevejen frem og tilbage fra Oban til Inverness løber langs kanalen :)

Pubbesøg blev det også til i Fort Augustus. Live musik og gode øl kan man altid finde:

På pub
På pub

Loch Ness-uhyret (-erne) var også at se i kønne Fort Augustus:

Nessie(rne)
Nessie(rne)

Herefter gik det ud i selve Loch Ness-søen, som er meget stor og 20 sømil lang. Den rummer så meget vand som svarende til alle Storbritanniens søer, floder og kanaler. Vi så dog ikke noget uhyre, desværre.

Foran Loch Ness (set fra Fort Augustus)
Foran Loch Ness (set fra Fort Augustus)

Vores sidste havn i udenlandsk farvand blev Inverness, som er ”hovedstaden” i det skotske højland. Man kunne tydeligt fornemme ”storheden” ved byen, da der både var katolske katedraler, slot og store gågader. Bente skulle flyve hjem herfra nogle dage efter, så vi fandt et hyggeligt Bed & Breakfast til hende. Vi fandt også ud af, at de populære Highland Games fandt sted i den weekend, hvor vi skulle sejle videre, så det gik Martin og jeg desværre glip af, mens Bente fik fornøjelsen!

På hovedgaden fredag aften så vi det lokale orkester optræde med sækkepiber:

Sækkepipe-optræden
Sækkepipe-optræden

Vi havde et intensivt sejlprogram, og man bruger en del energi på sluserne, da alle mand er i gang hele dagen, så var vi lidt møre alle sammen. Om aftenen hyggede vi os med madlavning og brætspil, bl.a. var Dixit i meget høj kurs.

Lørdag d. 16. juli blev vores afsejlingsdag. Vi havde handlet ind, tanket diesel og vand, lavet kødsovs til tre dage, og generelt tjekket båden dagen inden. Bente fulgte os helt med til den sidste sluse i den Kalodoniske kanal, hvor vi også sov den sidste nat.

Ved den sidste sluse
Ved den sidste sluse

Heldigvis havde vi et fortræffeligt vejrvindue netop denne dag: vi ville få 15 m/s den første dag som medvind, derefter aftagende og et højtryk ville slå igennem i Nordsøen, så vi kunne sætte motor. Fire dage efter ville et lavtryk sætte ind, hvor vi ikke ville kunne sejle, så det var heldigt at ramme dette vejrvindue :) – ellers havde vi ikke nået Hundige havn d. 23. juli.

Vi havde timet afgangen om morgenen med tidevandet, så vi fik 2 knob gratis foræret de første par timer. Det havde en svensk båd ”Noa Noa” også fundet, og de skulle også til Thyborøn, så det var meget hyggeligt at vi kunne følges lidt med dem.

Sluse nr. 65
Sluse nr. 65

Vi sagde pænt farvel til Bente i den allersidste sluse og tøffede af sted. Vi var ret spændte, da det var Martins og min længste tur alene, og vi ville også gerne bare hjem. Hjemveen havde for alvor meldt sig, og det var dejligt at blive ”sluset” godt af sted med medvind, medstrøm og vinken fra kajen.

Aura sejler....
Aura sejler….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *