far godt

En gæst fortæller om livet på Aura

Tereses far Lars sejlede med på Aura fra Azorerne til Irland, og fik lyst til at skrive et par her til bloggen:

Højtryksvejr over Azorerne. Normalt ville dette være en skøn vejmelding, men når man vil sejle for sejl fra Azorerne til Irland, så er det ikke ret godt. Højtryksvejr giver nemlig ikke vind. Så kan man bare vente til der kommer et lavtrykforbi, men vejrudsigten sagde, at et stabilt højtryk ligger stille over Azorerne.

Ved nøje granskning af vejrkort blev løsningen et døgn for jerngenua (motor) stik nord, hvor vi kunne fange en god vind i den rigtige retning. Elise (Terese mor) og jeg havde bestilt en uge på Azorerne, dels for at se den skønne ø, og ikke mindst for at se Martin og Terese på Aura. Heldigvis kom tidsplanen til at passe, for de sejler jo som vinden blæser!

Der åbnede sig også mulighed for en gasteplads, så udover turistbeklædningen, så blev der pakket redningsvest, vandtæt sejlertøj, tykke sweaters, gummistøvler mv., så hvis jeg var blevet kontrolleret i lufthavnen, så havde ingen troet, at at jeg var på vej til solskin på Azorerne. Elise og jeg havde lejet en bil, og de første dage kørte vi rundt på kanten af vulkaner – altså sådan helt bogstaveligt, og fruen fandt med sædvanlig omhu de mindste og stejleste veje – måske mere korrekt delvis grusbelagte arealer af 2-3 m bredde, som med store huller førte i en retning. Azorerne er et pragtfuldt sted. Turistbøgerne kalder det “Himmelens Forhave”, og det er ikke overdrevet: klimaet er ganske passende for en nordbo, og befolkningen er særdeles venlige, imødekomne og hjælpsomme. Klimaet, vulkanjorden, og en passende mængde regn,gør, at der er overordentligt frodigt – f.eks. kan man lægge kartofler 5 gange om året!!

Smukke hortensiaer
Smukke hortensiaer

Marine Traffic er en stor gave når ellers skibet har AIS – og det har Aura, så vil kunne følge de unge mennesker, og stod derfor parat på kajen, da de anløb Ponta del Garda på Sao Miguel, som er hovedøen på Azorerne. Der var stor gensynsglæde, for selvom vi har skrevet og ringet sammen, så er det rart at mødes rigtigt.

Vi havde nogle fantastiske dage, hvor vi turede vulkanøen i bil, og hvor Martin og Terese fik et par overnatninger på det samme hotel , som vi boede på.

Som altid er der nogle småting, som skal ordnes efter en lang sejlads, så Martin og jeg brugte lidt timer på det, mens Terese og Elise måtte “nøjes” med en bytur. Tiden gik alt for hurtigt, og snart måtte jeg køre Elise til lufthavnen. Terese havde entreret det lokale Ctiy 2, og havde købt grundigt ind (grundigt betyder 3 indkøbevogne med top.) Jeg tror på, at min datter altid er glad for at se mig, men nok i særdeleshed her, hvor jeg ankom mens den søde kassedame nået til den anden indkøbsvogn. Jeg tror, at det er længe siden, at jeg har gjort så mange kvinder glade – ihvertfald var der store smil hos kassedamen, og de mange der stod i den efterhånden lange kø!!

Bilen var ikke en stationcar, men vi fik da de store mængder varer ind, og kom ned på havnen. I mit stille sind havde jeg imødeset, at mit motionsbehov ville være dækket ind for flere uger med alle de varer, som skulle håndbæres til de lange pontonbroer ud til Aura. Heldigvis faldt jeg overen særdeles gulmalet indkøbsvogn, og vupti havde jeg en langt lettere tur. Fire gange kunne klare det -og jeg huskede, at sætte vognen tilbage. Selvom det var MANGE varer, så var det en klogt disposition af Terese. Dels var de noget nede med forplejning efter det lange stræk til Azorerne, og dels er der mange og meget gode fødevarer til ganske fornuftige priser her.

Martin brændte to tæer pga. elkedel en af dagene
Martin brændte to tæer pga. elkedel en af dagene

Martin granskede endnu en gang vejrudsigten på “Passage Weather”, og så afsted. Jeg var sikker på at Alanterhavet kunne klare mig, men nok lidt mere usikker på om jeg kunne klare Atlanten?! Jeg kan oplyse, at det ikke er helt det samme som Bøgestrømmen. Bølgerne er temmeligt meget højere, længere og dybere, og jeg må her give min dybe respekt for bådbyggeren. Let og elegant som en balletdanserinde føjede Aura Altanterhavet luner, og sejlede stabilt og med fuldstændig forudsigelighed – ogt dette ikke mindst både for motor og sejl. Så jeg takker Aura for at jeg klarede Altanten!

Vi var tre ombord, så det var 4 timers vagter – derved kan man få 7½ times sammenhængende søvn. Jeg fik 4 -8 vagterne (og dermed også 16-20). Man falder meget hurtigt ind i en rutine, og da der kun er os selv til at lave arbejdet, så griber man jo blot fat i det der skal laves lige nu. Min datter sørgede dog for at jeg ikke kom direkte i madlavningen – delvis af erfaring og vel også af frygt for resultatet. Kartofelskrælning, opvask og andet fik jeg dog betroet.

Tid til lur i solskinnet
Tid til lur i solskinnet – ikke på vagten selvfølgelig!

Vagterne er på sin vis ikke så svære. Der er ingen bøjer eller lave grunde, som man skal passe på. Der er langt mellem, at man møder et andet skib, så man holder sig vågen, lytter efter lyde fra skibet, og lærer at nyde roen og manglen på evige strøm af nyheder.

Hvis jeg skal beskrive hvordan det er at være godt ni døgn på 12 x3 meter, så er det primitivt, men også meget livsbebekræftende. Konstant restriktion på ferskvand, konstant mangel på strøm, rigelige mængder af saltvand, og så er dørken (gulvet) altid i bevægelse. Vil man skal øve sig hjemmefra, så skal man blot binde sin ene arm fast til kroppen, så lærer man “en hånd til skibet og en hånd til dig selv!”

Og dette i ALLE forhold. Forplejningen på på trods af disse forhold helt i top. Rigeligt, varieret og særdeles velsmagende, dog fastholdt Terese at der først blev bagt ny kage, når den første var spist op. Martin og jeg syntes ellers at vores rimelige og naturlige argumenter om mere nybagt kage var yderst fornuftige og velbegrundede, men ak nej. Ikke noget madspild her. Mest overrasket blev jeg over det henkogte kød. En time i en trykkoger og straks i glas, der lukkes lufttæt. Nu er der en holdbarhed på næsten 2 år, og vupti er er ikke behov for fryser eller andet strømkrævende. Alt saft og kraft er bevaret. Faktisk burde man lave det i den alm. husholdning herhjemme.

Frokost en af de første dage
Frokost en af de første dage

Turen fra Azorerne til Sydirland tager normalt op mod 11 døgn. Martin brugte med stor entusiasme tid på vejrudsigter fra satellittelefonen, og jeg må med stor respekt sige, at han fuldstændig forstår vinden, bølgerne og hvornår Aura har det bedst, så det så ud som om vi kunne nå det på under 9 døgn og nogle timer.

Bemærk her, at når vi godtvejrssejler i DK, så kikker vi meget sjældent på bølger. Det lærer man meget hurtigt på oceanerne. Vind og bølger har her hvert deres liv, og med langt større kraft, voldsomhed og varighed end i de smule vande i DK. Men når man som Martin forstår det, kan det vendes til egen fordel. Så kære nye oceanfarer: KIK PÅ UDSIGTEN FOR BØLGER.

Da vi nærmede os væddemålenes land, så indgik vi et væddemål. Hvis vi kom under 10 døgn, så skulle jeg give en middag i Crosshaven (ved Cork, Irland) og hvis vi kom over 10 døgn, så skulle de have en middag i Crosshaven… :) Til Martins store glæde kom vi ind på på 9 døgn og nogle timer, og så måtte jeg jo give en middag. Iøvrigt heeeeeelt fantastisk på den lokale pub!

Så var turen forbi for mig, så en flyrejse fra Cork til KBH ventede (via Paris – Charles de Guelle – lufthavnen kan ikke anbefales), og jeg siger tusinde tak for en positiv og dejlig oplevelse, og udtrykker min beundring over Martin og Tereses sejlkyndighed, tålmodighed, udholdenhed, gode humør, problemknusningsevner og livsmod. Det er en fornøjelse at se deres livsduelighed.

De allerbedste sejler hilsner

Lars

(Tereses far)

En tanke om "En gæst fortæller om livet på Aura"

  1. Rigtig god læsning,så forstår man jeres besøg(lars og Elise)
    Og din sejltur med martin og Terese.Sikke nogle dejlige
    Oplevelser i har fået

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *