Medstrøm,
medvind og måneskin førte Aura smukt gennem natten mellem St. Martin og Tortola som er hovedøen på de Britiske Jomfruøer. ( De Britiske Jomfruøer omtales fremover som BVI).  Vi ankom om morgenen d. 11. April 2016 ved Road Town, Tortola, efter 90 sømil på 16 timer. Vi kastede anker, og efter en meget bureaukratisk og langsommelig indklarering gik vi en tur i selve byen. Navnet Road Town passer godt overens med hvad byen er: en lang vej med lidt butikker hist og her, som så udgør hovedstaden på BVI.

Vi sov en nat der, hvorefter vi tøffede op til Trellis Bay ved Beef Island, som er en meget rolig ankerbugt. Og så er der kun fem minutters gang til lufthavnen, hvilket var perfekt da vi skulle hente Martins søster, Kristine om tirsdagen.

Kristine sejlede med på Aura i to ugers tid, hvor vi både så de Britiske og Amerikanske Jomfruøer. Man skal have visum for at besøge de Amerikanske Jomfruøer, og den eneste måde vi kunne få det på, var at tage færgen derover fra BVI og få stempel i passet. Forinden havde vi søgt det elektroniske visum, Esta, og torsdag den 14. April 2016 tog vi færgen til hovedøen St. Thomas.

De amerikanske Jomfruøer består af St. Thomas, St. John og St. Croix, og var meget interessante for os, fordi øerne har været danske i ca. 200 år. Betegnelsen var dengang Dansk Vestindien, og blev solgt til USA i 1917, da amerikanerne ønskede kontrol over Panama og frygtede at danskerne ville sælge til Tyskland. Øerne bærer stadig meget præg af den danske koloniseringstid, fx hedder hovedstaden Charlotte Amalie, opkaldt efter Kong Christian 5.s kone.

Vi ankom om morgenen med færgen til Charlotte Amalie på St. Thomas, og besluttede at vj ville lave en dagstur på øen. Mange bryder sig ikke om St. Thomas og Charlotte Amalie fordi øen er meget turistet, men i mine øjne er Charlotte Amalie meget spændende, hvis du vælger at have øje for det.

Jeg læste højt fra Lonely Planet, som førte os gennem Charlotte Amalies historiske gader. Gadeskiltene står flere steder på både dansk og engelsk, hvilket var rigtig sjovt.

Vi så også flere historiske steder fx Emancipitation Garden (Toldbodgade på dansk), hvor slaverne blev frigjort i sin tid. I midten af parken ses en statue af Kong Chr. V: “født og død” med dansk tekst!

Vi så også Frederiks Lutheranske kirke, hvor jeg klimtede lidt på klaveret der stod fremme. Det danskere flag svajede inde i kirken og lige så på regeringsbygningen.

Det gamle fort Christian fra 1666 er den ældste koloniale bygning på de amerikanske jomfruøer, også opkaldt efter vores konge.

Kortet i Lonely Planet viste også, at synagogen i byen lå på Krystalgade…. det synes jeg er morsomt, da det samme er tilfældet i København (dog uden terrorangreb så vidt det vides). Vi var inde og se den, og blev “spottet” som danskere. Normalt gætter folk at vi er hollændere eller tyskere, så det var dejligt at de gættede rigtigt denne gang. Synagogen var særpræget ved at der lå sand på gulvet, hvilket skulle symbolisere israelitternes flugt ud af Ægypten gennem ørkenen.

De lokale udtaler de danske gadenavne med en sjov amerikansk accent, så hvis du spørger om vej kan du ikke bare sige “Tværgade” med din gode midtsjællandske tunge. I så fald kigger de mærkeligt på dig. Fx udtales “Charlotte Amalie ” som [Sharlot Amalja].

Et andet kuriosum er 99 trins trappen, som fører op til Haagensens hus fra Kongens Gade. Trinene på trappen består af danske mursten, som blev brugt som ballast i skibene fra DK til Dansk Vestindien.

Haagesen var en dansk købmand, og dette hus er et godt eksempel på hvordan det bedrestillede borgerskab i kolonitiden boede: Velholdte mahognimøbler, store lyse rum og udsigt udover vandet.

Generelt på de caribiske øer kan man se skilte, som viser evakueringsrute ved evt. Tsunami. I Charlotte Amalie fandt vi dette fine skilt, som viser hvor man skal flygte hen, hvis der kommer en tsunami. Ovenover ses skiltet “Store Tvaer Gade”:

Efter at have gået rundt i Charlotte Amalie i nogle timer besluttede vi os for at tage bussen et sted hen og kigge. Det blev den første og bedste bus mod Red Hook, som ligger på østsiden af øen. Busturen var rigtig fin, da der var åbent på begge sider, og dermed god ventilation.

I Red Hook forsøgte vi at finde en strand, men gik en del forgæves indtil vi fandt dette smukke sted ved Saphire Bay:

Efter en tiltrængt dukkert tog vi bussen tilbage til Charlotte Amalie, og nåede akkurat færgen kl 16.
Næste dag sejlede vi til St. John i Aura. Generelt var det meget vindstille, mens Kristine besøgte os, så vi sejlede en del for motor.

St. John er nok en af de smukkeste øer vi har set. Ankerbugtene er utroligt charmerende, og vandet er utrolig klart. Strandene er picture-perfect, og næsten ubesøgte. Da størstedelen af St. John er en nationalpark, skal man ligge for moorings til 30 $ i døgnet.

Vi lå et par dage i forskellige ankerbugte bl.a. Honeymoon bay og Cinnamon Bay. Vi snorklede og svømmede med havskildpadder, hvor vi desværre ikke havde kameraet med til at fange skildpadden.

Natten til søndag d. 17. April 2016 sejlede vi 40 sømil til den største af de Amerikanske Jomfruøer: St. Croix. Martin og jeg skiftedes til at stå ved roret, og Kristine sov. Næste morgen var vi fremme ved Christianssted, som var hovedstaden i Dansk Vestindien (dvs. mens Danmark ejede øerne.)

Vi gik en tur i Christianssted, hvilket var en stor oplevelse. Generelt er byen meget rolig, og slet ikke turistet, hvorfor den står i stor kontrast til Charlotte Amalie på St. Thomas.

Chrisitansværn lå lige ud til vandet, og er det bedst bevarede danske fort i Vestindien. Ved indgangen var der sågar et vagthus, ligesom hjemme på Amalienborg :

Vi fik en stor forståelse for hvad vores forfædre har haft gang i for 300 år siden: indtil nu har vi kunne skylde skylden på briterne og franskmændene mht. Slavehandel, men danskerne har bestemt taget deres del af kagen også!. På billedet herunder ser I foto af en typisk dansk soldat i Dansk Vestindien (teksten står sågar på dansk):

Som I kan se, skulle soldaterne have meget tøj på, selvom det var tropisk klima, hvilket medførte mange “sygemeldinger” pga. overophedning.

Ligesom på St. John svajer det danske flag på regeringsbygningen, meget hjemligt:

Her ses toldhuset, hvor alle varer fra skibe blev noteret:

Customs house og Dansk vestindisk varehus viste os hvor organisereret handlen har været under kolonitiden. Meget logistik skulle til at få lasten ud og ind af skibene, vejet, fortoldet, deklareret og videre rundt på øen.  Slaverne lå ofte i bunden af skibene, og dem som overlevede efter en Atlantersejlads blev solgt her i Christianssted. Lidt nord for byen var stedet, hvor slaverne blev straffet eller dræbt, hvis de ikke opførte sig ordentligt, og området kaldes  nu Galley Bay (=galgebugten). Det var her vi lå med Aura.

Næste dag lejede vi bil og kørte rundt på øen, som i øvrigt er dobbelt så stor som St. Thomas. Mod al forventning kører man i venstre side af vejen. Først kørte vi til Estate Whim plantage, hvor vi fik en bedre forståelse for drift af en sukkerplantage i 1700-tallet. Ligeledes hvor stor forskel der var mellem slaver og koloniejeren, fx kunne man i hovedhuset se et Hornung-Møller flygel – sejlet hele vejen fra Danmark !

Ikke desto mindre var Dansk Vestindien en af de første lande som ophørte med slavehandel, så det kan vi jo trøste os med!

Stenene til at bygge plantageejerens hus er danske mursten, som blev brugt som ballast i skibene herover:

St. Croix’ berømte eliksir er Cruzan Rum fra 1760, hvorfor vi besøgte det lokale romdestilleri. I modsætning til romdestilleriet på Martinique fik de sukkermassen (malassis fra sukkerrørene) fra Den Dominikanske Republik, mens Martinique brugte friskhøstede sukkerrør fra øen selv.

Vi fik lov til at se gæringsprocesserne i kæmpe kar, og hvordan de sydede og boblede:

Rommen ligger i egetræstønder indtil den er modnet, hvorefter rommen hældes på lastbiler og kommer på flaske i USA.
Herunder ses fire forskellige modninger af rom: jo ældre den er, des mørkere er den og jo mindre mængde bliver der med tiden.

Efterfølgende var der romsmagning og romindkøb 🙂 Martin skulle køre bilen, så det var primært Kristine og jeg som fik fornøjelsen af romsmagningen:)

Vi spiste vores medbragte frokost i en park i Frederikssted, som er den anden største by på St. Croix. Byen er hyggelig, og har ligesom Christianssted fine nyklassicistisk inspirerede kolonibygninger:

Vores medbragte frokost blev konsumeret i parken med udsigt til vandet og cruise-ship-broen:

St. Croix har en regnskov, som vi kørte igennem. Den var ikke lige så frodig som på Dominica, men stadig et besøg værd. Vi sluttede ved Salt River Bay, hvor Columbus kom til St. Croix for første gang:

Inden bilen skulle afleveres udnyttede i lige vores snit til lidt indkøb i et supermarked. Det er på flere måder tydeligt at vi er i USA bl.a. udvalget af fastfood kæder, store amerikanske pick-up-trucks og massiv skiltning med ting man ikke må, eller som man kan blive sagsøgt for. I supermarkedet på St. Croix blev vi lidt forargede over skiltet “TV-dinenrs” i frysedisken:

Bilen blev afleveret, og vi hev ankeret op for at sejle natsejlads tilbage til De Britiske Jomfruøer.

Vi smed et frokostanker (= anker som kun behøver at holde et par timer) ved Peter Island, hvor vi svømmede og badede et par timer indtil turen gik til Trellis Bay ved lufthavnen. Vores engelske venner Rosie og Mungo fra Morvargh kom til middag, så jeg lavede lidt guf til os. Jeg havde opfanget at de var vegetarer, og havde derfor prøvet at gøre mig umage for at imødekomme dette. Det viser sig at de sagtens spiser kød, men prøver at spise kød, så det blev lidt akavet at vi sad fem mennesker og spiste vegetarmad, når alle hellere ville have haft kød! Rosie og Mungo havde sågar set frem til at smage mit henkogte kød!!! Det grinte vi lidt af, og aftalte at røde bøffer må være på sin plads når vi skal ses igen 🙂

Næste morgen den 20.april smuttede vi op til lufthavnen (5 minutters gang fra ankerbugten) for at hente vores første gast til Atlanten, Esther.  Velkommen til Esther ombord, som skal følge os med til Azorerne:)

Vi spiste lidt morgenmad sammen, og smuttede til The Baths på Virgin Gorda.

The Baths er sten af vulkanisk lava, som har dannet nogle spændende grotter. Vi har ikke set noget mage til her i Caribien, så det var en stor oplevelse.

Herefter gik turen til Spanish Town hvor vi fik vasket tøj, fyldt gasflasker og handlet lidt ind.

Selve byen er en lang vej, og bekræfter af BVI skal opleves fra søsiden. Der var også forfærdeligt rullende i ankerbugten ude foran, så her opholdt vi os kun i de nødtørftige timer. Her mødte vi også Sif, et andet dansk skib, som skal hjem over Nordatlanten også.

Vi har sat utrolig mange smukke ankerbugte på BVI bl.a. Gorda Sound, Cane Garden Bay, hvor vi fik nogle lækre Pain Killers som sundowner. Jost van Dyke aflagde vi et visit et par dage, hvor bl.a. lotto-øen Sandy Split fik stor opmærksomhed:

Jost van Dyke er kendt for en bestemt bar, the Soggy Dollar bar. Navnet kommer af, at sejlerne svømmede fra deres både og ind til stranden for at få en drink med våde dollarsedler til følge. The Soggy Dollar Bar ligger i White Bay, og da der ligger et rev foran ankerbugten, ligger alle bådene meget tæt på stranden, Dvs. At der er få meter fra din båd ind til land.

Der bor kun 200 mennesker på Jost van Dyke, så den er temmelig øde pånær ved White Bay. Great Harbour er den største og mest charmerende by på øen, hvor vi også var lidt tid.

I Trellis Bay på Tortola deltog vi også i det meget berømte Full moon party, som afholdes en gang om måneden ved fuldmåne. Da det var meget overskyet, kunne vi ikke se månen, men festen var god alligevel.

Barbecue, live musik, kunstnere og bål på havet satte rammerne for aftenen. Både børn og voksne hyggede sig, og vi nød at danse til live musik.

Tirsdag d. 26. April 2016 sagde vi farvel til Kristine – dejligt med besøg fra DK 🙂 og vi gik for alvor igang med at klargøre Aura til oceansejlads igen. Det blev også dagen hvor vi satte Aura til salg. Vi har snakket frem og tilbage, hvad vi vil når vi kommer hjem, og til sidste taget den hårde beslutning om at sælge hende. Du kan læse salgsopstillingen her: Aura til salg.  Del gerne budskabet, hvis du kender nogen som vil have en stærk båd til weekendtur eller jorden rundt.

Martin og jeg var nødt til at bruge en formiddag på immigrationskontoret i Road Town, da vi skulle have forlængelse i passet fordi vi havde opgivet den forkerte dato til myndighederne, da vi ankom til landet første gang. Det tog os 3,5 time i kø og administration for to krusseduller i passet. Europæisk effektivitet finder man ikke meget af på disse breddegrader….

Esther, Martin og jeg fik lavet nogle gode ting på Aura de efterfølgende dage, bl.a. tjekket og repareret tovværk, poleret rust væk, lavet olieklude, skiftet diverse filtre på motoren, skiftet olie på dinghy-motoren, repareret dørk, gennemgået medicinkassen og meget mere.

Torsdag d. 28. April 2016 skulle vi hente vores sidste gast, Christian. Vi fik at vide, at Christian ikke kunne komme ind i landet, fordi han ikke havde nogen returbillet. Vi undrede os, og fik besked på at lave et brev hvorpå der stod, at kaptajnen på Aura var ansvarlig for Christians afgang fra landet. Vi tog tilbage til Aura for at udforme dette brev samt hente skibspapirer. Efter lidt tid fik vi Christian gennem immigration, og med ud på båden til lasagne og et glas rødvin. Dejligt at det lykkedes! Vi har ikke haft disse immigrations-udfordringer med vores gaster før, men har hørt at det kan ske.

Det regnede mere eller mindre hele tiden de næste par dage, ellers var det overskyet, så Christian nåede ikke at se Caribien i solskin. Dagene gik med bådarbejde, bl.a. polere hele båden, rense bunden fri for begroninger (med Martins hjemmelavede dykkerudstyr, som Esther var super til at bruge). Hvis du vil vide nærmere hvordan dykkerudstyret virkede, henviser jeg til forrige blogindlæg, klik her Læs om Martins dykkerudstyr.

Vi besluttede også at skifte olien på Volvo Penta-motoren i Aura, men vi havde åbenbart mistet vores olielænsepumpe. Vi spurgte derfor nogle af de andre sejlere, og en venlig canadier lånte det til os. Vi havde også erfaret Martins og mit sejlertøj ikke holdt tæt, hvilket vi faktisk er ret skuffede over, da vi har betalt en mindre formue for det. Vi fik nogle gode tips, hvorfor jeg vaskede det ved lav varme, tørrede det, og til sidst fik vi det imprægneret med en spray, som vi fik af den samme canadier, som havde hjulpet os med olielænsepumpen. Vi håber det hjælper til Atlanten 🙂

Vores sejlertøj hedder noget i retning af “Extreme goretex offshore”-tøj, men vi overvejer om det skal omdøbes til “extreme goretex indoor“??

Vi kiggede hele tiden på vejrudsigter; hvornår er der et godt vejrvindue til Bermuda. Det tydede på 2. Maj ellers 7.maj, men vi ville gerne afsted, så vi har lidt tid på Azorerne.

For Martin og jeg var det lidt underligt at Caribien var slut for denne gang. Tiden er gået vildt hurtigt, og vi kan slet ikke forstå at det er ved at være slut.  Vi har stadig mange måneder hvor vi skal se en masse, selvom turen primært byder på søgnsejladser. For Christian og Esther var eventyret kun lige begyndt, så det giver en god dynamik.

Dagen efter Christian var ankommet kom en midaldrende mand ved navn Walter hen til vores båd for at snakke. Det viser sig at han er svensker, men amerikansk gift og bor i USA. Vi snakker lidt over rælingen og efter lidt tid bliver vi inviteret over til middag på hans katamaran. Vi siger selvfølgelig ja, og vi har en dejlig aften med ham og hans ven Gary. Næste dag kom vi forbi igen, og Walter forærede os en masse mad bl.a. bacon, kylling og hakket oksekød samt masser af dåser. Walter havde nemlig købt alt for meget, og skulle snart med flyet hjem, så derfor forærede han os alt det. Super lækkert ! Vi lavede bl.a. en lækker brunch med æg, bacon, pølser og pandekager, mums:

En lille træningssejlads sammen med Christian blev det også til: Fire timer i stiv modvind og konstant regn til Leverick Bay på Virgin Gorda. Her tankede vi vand og diesel, og sejlede til Spanish Town for at udklarere og gøre de sidste indkøb. Samt sætte banakage i ovnen 🙂 så var vi klar til en uge på åbent hav mod Bermuda! Vi ses!