Vi
sendte positionsrapport hjem hver dag ved hjælp af vores satellittelefon til den nærmeste familie, hvilket blev distribueret videre til vores Facebook-gruppe “Aura sejler”, så alle kunne følge med. Dels fungerede det som information til de nærmeste, men også som en sikkerhed at familien havde vores position hvert døgn. Derudover skrev vi fortsat logbog ved hvert vagtskifte, så vi altid havde den nyeste position, også hvis det elektroniske udstyr skulle gå itu.

Et meget vigtig emne at tage fat på er vores fiskeri. Som de trofaste læsere ved, har vi indtil nu ikke fanget en eneste fisk siden vi sejlede fra Danmark i september 2015. Vi har spurgt mange andre sejlere, hvordan de fiskede, og fået en masse tips, og på vores tur over Atlanten har det ENDELIG båret frugt. Uden at overdrive vil jeg sige at den mandlige del af besætningen ombord var temmelig desperate for at fange noget til sidst, eftersom alle andre langtursbåde havde haft bid. Så da den første fisk var i hus, var drengene ikke til at få ned igen!

Vi fik en rigtig god rutine i fiskeriet: så snart vi kunne høre fiskestang hvine, blev der råbt “FISK!” og så styrtede vi ellers alle sammen op i cockpittet for at se om det var en fuser (nogle gange har vi haft bid, men så er fisken hoppet af igen, eller så var det bare tang). Når der var “rigtigt bid” på krogen fordelte vi også i følgende roller: jeg fandt kameraet og lukkede vinduerne i cockpittet, så vand ikke ville komme ind i sengene. Mai fandt spand frem og skyllede hele cockpittet med saltvand (så er det nemmere at få fiskeblod væk bagefter). Martin holdt i fiskestangen, som sidder på hækken af båden, og gik bagud og holdt fisken fast der.

Jakob tog fat i fangstkrogen, og når vores fisk havde slæbt længe nok efter båden lagde den sig om på siden, så var det nemmere at få fat i den med krogen.

Derefter “stangede” Jakob den med krogen på siden af båden, det skete ikke nødvendigvis i første forsøg, dernæst blev den hevet op i cockpittet, krogen af og hældt sprit i gællerne, og så var den død. Herefter gik filetteringen igang samt rengøringen.

Vi havde også fået et foræret et blink af en amerikaner, som vi mødte på Cap Verde. Det blev vores yndlingsblink, da vi næsten altid fik bid på den! Vores vildeste fangst var en guldmakrel på 11 kg og 105 cm – en rigtig “måler”, som man kalder en fisk, der er over 10 kg. Vi havde mad til to-tre dage, og derfor indførte jeg “fiskeforbud” dagen efter: jeg synes ikke vi skal fange flere fisk, end vi kan spise og køle ned.

En dag fangede vi 14 fisk! Det var næsten lige meget hvad vi smed ud over hækken, så var der bare bid. Vi kunne næsten ikke følge med, så der var vi nødt til at smide de fleste ud. Vi fangede mange “slum-fisk”, som vi kaldte denne type fisk I ser her:

Vi fangede også en mini-tun:

En enkelt gang oplevede vi også, at den fisk vi havde på kroget blev angrebet af en større fisk, så den havde “bidsår”, da vi fik den op i cockpittet (se forrige billede).

Siden Jakob påmønstrede på Tenerife havde Mai og jeg fundet på, at vi ville “belønne” Martin og Jakob for hver gang de fangede en fisk, da det måske kunne sætte lidt gang i fangsten. Vores forslag var, at for hver fisk de fangede, ville vi bage en kage. Indtil Atlanterhavsturen har de ingen fisk fanget, til gengæld har vi bagt en del kager. Men så på den store tur over Atlanten har de sørme fået et come-back, så Mai og jeg slet ikke har kunne følge med, og slet ikke efter at vores ovn mistede inderglaspladen!

Den sidste dag smed vi også fiskelinen ud, men så var vi så uheldig at få en fugl på krogen istedet! Vi prøvede at ryste den af, men den blev ved med at sidde der, og så til sidst måtte vi tage den op i cockpittet og efter lang tids forsøgen måtte den lade livet, da vi ikke kunne få den af krogen.

Fiskefangst ombord gav en rigtig god stemning, og på disse dage glædede vi også til at skrive positionsrapport hjem om vores fangst 🙂