OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Sao Antao - det hidtil smukkeste vi har set

Fredag d. 27. november 2015 tog vi en turisttur til den største af de kapverdianske øer – Santo Antao. Vi var blevet anbefalet af andre sejlere i havnen at tage derover, og en af vores pilotbøger skriver sågar at det er en af de flotteste øer man kan besøge, sammenlignet med de caribiske øer! Så den chance ville vi ikke lade passere.

Et lille opstillet foto af besætningen på en mur
Et lille opstillet foto af besætningen på en mur

Dagen før købte vi billetter, som kun købes kontant: 1600 escudos (€16) for en returbillet. På selve dagen mødte vi i afgangsportalen kl. 7.30, og kunne efterhånden komme ombord. Sejladsen varede ca. 1 time, og selvom øen ikke var længere væk, var det slet ikke muligt at se Santo Antao før helt til sidst. Det skyldes, at sand fra Saharas ørken blæser ned over Cap Verde-øerne, så de er dækket bag en silhuet. Vi har faktisk også fået lidt sand på vores tovværk på båden af den grund!

Det bedste crew-billede!
Det bedste crew-billede!

Vi ankom til Porto Novo, hovedstaden på øen, som også lægger navn til den eneste havn på øen. Da vi kom i land, var der masser af pick-up-biler lastet med alt fra bananer til poser med tøj og andet godt. Flere af bilerne havde halv-punkterede dæk, men det syntes ikke at genere ejerne af bilerne.

Biler fyldt op med gepäck
Biler fyldt op med gepäck
Der pakkes bil
Der pakkes bil

Vi gik gennem terminalen, og lige på den anden side stod der de første 20-30 lokale og ville give os et taxa-lift eller en turisttur. Fra de andre sejlere i Mindelo var vi blevet anbefalet en dagsturisttur, hvor man ville se den nordøstlige del af øen for €95. Det blev vi tilbudt, og vi sagde ja tak, da vi fik bekræftet at vores chauffør og guide kunne snakke engelsk.

Martin og Terese i bussen som vi kørte rundt i på St Antao
Martin og Terese i bussen

Vi kom alle fire ind i en Toyota-bus, og så begyndte eventyret ellers. Vi startede med at køre i selve Porto Novo by, hvor der var lavet en opstillet landsby, så man kunne se hvordan en bjerglandsby fra ”gamle dage” så ud. Husene i landsbyen bestod af en lokal beton, som var lavet af sand/sten fra vulkanerne. Vi så også en sukkerørsmaskine, hvor man har sat heste eller æsler til at trække maskinen, som kunne presse sukkersaften ud af rørene:

Martin foran sukkerrørsmaskine
Martin foran sukkerørsmaskine

Derefter kørte vi ud af byen og op i landet. Naturen her minder meget om Sao Vincente: meget gold og tørt, og nærmest savanne-agtig. Vejene var lavet af brosten, så det bumlede meget hele vejen. Da vi kom højere op kunne vi se de karakteristiske vand-kanaler, som leder vandet fra bjergene og ned til de tørre områder, så det er muligt at dyrke noget nede ved havet:

Goldt landskab
Goldt landskab

Vi fortsatte videre op, og luften blev køligere. Langsomt kunne man se små grønne planter dukke op hist og her. De små tætte planter har ikke været højere end 50 cm, men det var tydeligt at naturen ændrede sig gradvist.

Små træer begynder at skyde op
Små træer begynder at skyde op

På et tidspunkt kom der også græs, ligesom vi kender det hjemmefra, og indenfor få minutter var vi i en skov fyldt af grantræer. Vi indåndede duften og det føltes hjemligt/skandinavisk med en kølig, tæt duft af grantræer. Det var tydeligt, at vi alle fire bemærkede det samtidig.

Grantræer!!!!
Grantræer!!!!

Nu var vi også så højt oppe, at vi var i niveau med skyerne eller højere. Chaufføren kørte os videre til det højeste sted på øen, Pico da Cruz, men pga. tåge var det ikke muligt at se mere end en meter foran os, så det blev der ikke så meget udsigt ud af.

Smuk udsigt
Smuk udsigt

Den lille bus fortsatte omkring i bjergene, og vi så endnu smukkere natur med kæmpe klipper og kløfter, stadig utroligt frodigt.

Vandkanaler - vildt foto!
Vandkanaler – vildt foto!
Grantræer - med dramatic mood
Vild natur – dramatic mood

Små huse/hytter op i bjergene var muligt at finde.

Massevis af sukkerrør
Massevis af sukkerrør

På den anden side af øen ankom til til Ribeira Grande, som man ud fra navnet skulle mene var en storby, men dette var ikke tilfældet. I modsætning til nogle af de små landsbyer som vi har set, var der dog både brostensbelagte veje og en enkelt turistshop og ét sted at spise, hvor alle turisterne (dvs. ca. 15 i alt) blev transporteret hen.

Disken i cafeen udformet som et skib
Disken i cafeen udformet som et skib

Vi fik en god, lokal og billig frokost: drengene en kyllingeret og pigerne suppe. Der var plads til ca. 15 mennesker i den lille cafe, og helt tilfældigt viser det sig at der sidder tre danskere ved siden af os! Hvor sandsynligt er det lige? Det var tre herrer, som var på en tre ugers rejse her på Cap Verde-øerne og nogle eksotiske øer, som ligger endnu sydligere for Cap Verde. De var medlemmer af ”De berejstes klub”, som hører til i centrum af København. Vi fik en hyggelig snak med dem, og de synes at vores Aura-tur lød rigtig spændende.

Herefter gik vi en tur i byen, hvor vi også betragtede capverdianernes fiskebåde.

En tur gennem byen hvor vi spiste
En tur gennem byen hvor vi spiste

Og vi kiggede selvfølgelig også på capverdianerne … men de kiggede også på os, og det var tydeligt at der i visse situationer var tvivl om, hvem der egentlig var aberne i buret. Men som vi blev enige om, var det vel til gensidig fornøjelse, at vi kunne kigge på hinanden :)

Afrikanere på mur
Afrikanere på mur

Det var meget almindeligt, at folk sidder på vejen, gaden eller foran deres huse. Vi kunne ikke rigtig gennemskue, hvad de lavede, andet end hygge og snak. Når man kørte gennem landsbyerne, stod eller sad folk i alle aldre ligeså uden for deres huse.

Strand hvor der snakkes og hygges
Strand hvor der snakkes og hygges

Vores chauffør, som i øvrigt hed Adelino og havde 6 børn, var meget fornøjelig, og mestrede engelsk til turistbehov. Han fortalte os meget om det vi oplevede på vejen, og vi kunne spørge ind til fx skolegang, som er obligatorisk til og med 7. klasse.

Martin, vores flinke chauffør, Jakob og Mai
Martin, vores flinke chauffør, Jakob og Mai

Han kørte os til ind i en dyb dal, hvor der var utrolig grønt i alle mulige nuancer og så frodigt i mange forskellige niveauer. Vi var rimeligt målløse over denne naturrigdom, som stod i så skarp kontrast til øens sydside, hvor vi kom fra med færgen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Sukkerrør stikker op til højre

Herefter kørte vi langs østkysten tilbage til Porto Novo. Det var karakteristisk, som naturen forandrede sig tilbage til det golde landskab med begrænset bevoksning. Det havde gjort meget stort indtryk på os.

Hammerhus på Cap Verde?
Hammerhus på Cap Verde? Ruin på nordøstkysten

Kl. 17 tog vi færgen tilbage fra Porto Novo, og landede i Mindelo efter 1 times sejltur. Vi var allerede sammen rimelig trætte, men var meget begejstrede for vores turisttur.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Lille vandfald i den smukke grønne dal. Terese, Martin og Jakob

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *