Fredag
d. 27. november 2015 tog vi en turisttur til den største af de kapverdianske øer – Santo Antao. Vi var blevet anbefalet af andre sejlere i havnen at tage derover, og en af vores pilotbøger skriver sågar at det er en af de flotteste øer man kan besøge, sammenlignet med de caribiske øer! Så den chance ville vi ikke lade passere.

Dagen før købte vi billetter, som kun købes kontant: 1600 escudos (€16) for en returbillet. På selve dagen mødte vi i afgangsportalen kl. 7.30, og kunne efterhånden komme ombord. Sejladsen varede ca. 1 time, og selvom øen ikke var længere væk, var det slet ikke muligt at se Santo Antao før helt til sidst. Det skyldes, at sand fra Saharas ørken blæser ned over Cap Verde-øerne, så de er dækket bag en silhuet. Vi har faktisk også fået lidt sand på vores tovværk på båden af den grund!

Vi ankom til Porto Novo, hovedstaden på øen, som også lægger navn til den eneste havn på øen. Da vi kom i land, var der masser af pick-up-biler lastet med alt fra bananer til poser med tøj og andet godt. Flere af bilerne havde halv-punkterede dæk, men det syntes ikke at genere ejerne af bilerne.

Vi gik gennem terminalen, og lige på den anden side stod der de første 20-30 lokale og ville give os et taxa-lift eller en turisttur. Fra de andre sejlere i Mindelo var vi blevet anbefalet en dagsturisttur, hvor man ville se den nordøstlige del af øen for €95. Det blev vi tilbudt, og vi sagde ja tak, da vi fik bekræftet at vores chauffør og guide kunne snakke engelsk.

Vi kom alle fire ind i en Toyota-bus, og så begyndte eventyret ellers. Vi startede med at køre i selve Porto Novo by, hvor der var lavet en opstillet landsby, så man kunne se hvordan en bjerglandsby fra ”gamle dage” så ud. Husene i landsbyen bestod af en lokal beton, som var lavet af sand/sten fra vulkanerne. Vi så også en sukkerørsmaskine, hvor man har sat heste eller æsler til at trække maskinen, som kunne presse sukkersaften ud af rørene:

Derefter kørte vi ud af byen og op i landet. Naturen her minder meget om Sao Vincente: meget gold og tørt, og nærmest savanne-agtig. Vejene var lavet af brosten, så det bumlede meget hele vejen. Da vi kom højere op kunne vi se de karakteristiske vand-kanaler, som leder vandet fra bjergene og ned til de tørre områder, så det er muligt at dyrke noget nede ved havet:

Vi fortsatte videre op, og luften blev køligere. Langsomt kunne man se små grønne planter dukke op hist og her. De små tætte planter har ikke været højere end 50 cm, men det var tydeligt at naturen ændrede sig gradvist.

På et tidspunkt kom der også græs, ligesom vi kender det hjemmefra, og indenfor få minutter var vi i en skov fyldt af grantræer. Vi indåndede duften og det føltes hjemligt/skandinavisk med en kølig, tæt duft af grantræer. Det var tydeligt, at vi alle fire bemærkede det samtidig.

Nu var vi også så højt oppe, at vi var i niveau med skyerne eller højere. Chaufføren kørte os videre til det højeste sted på øen, Pico da Cruz, men pga. tåge var det ikke muligt at se mere end en meter foran os, så det blev der ikke så meget udsigt ud af.

Den lille bus fortsatte omkring i bjergene, og vi så endnu smukkere natur med kæmpe klipper og kløfter, stadig utroligt frodigt.

Små huse/hytter op i bjergene var muligt at finde.

På den anden side af øen ankom til til Ribeira Grande, som man ud fra navnet skulle mene var en storby, men dette var ikke tilfældet. I modsætning til nogle af de små landsbyer som vi har set, var der dog både brostensbelagte veje og en enkelt turistshop og ét sted at spise, hvor alle turisterne (dvs. ca. 15 i alt) blev transporteret hen.

Vi fik en god, lokal og billig frokost: drengene en kyllingeret og pigerne suppe. Der var plads til ca. 15 mennesker i den lille cafe, og helt tilfældigt viser det sig at der sidder tre danskere ved siden af os! Hvor sandsynligt er det lige? Det var tre herrer, som var på en tre ugers rejse her på Cap Verde-øerne og nogle eksotiske øer, som ligger endnu sydligere for Cap Verde. De var medlemmer af ”De berejstes klub”, som hører til i centrum af København. Vi fik en hyggelig snak med dem, og de synes at vores Aura-tur lød rigtig spændende.

Herefter gik vi en tur i byen, hvor vi også betragtede capverdianernes fiskebåde.

Og vi kiggede selvfølgelig også på capverdianerne … men de kiggede også på os, og det var tydeligt at der i visse situationer var tvivl om, hvem der egentlig var aberne i buret. Men som vi blev enige om, var det vel til gensidig fornøjelse, at vi kunne kigge på hinanden 🙂

Det var meget almindeligt, at folk sidder på vejen, gaden eller foran deres huse. Vi kunne ikke rigtig gennemskue, hvad de lavede, andet end hygge og snak. Når man kørte gennem landsbyerne, stod eller sad folk i alle aldre ligeså uden for deres huse.

Vores chauffør, som i øvrigt hed Adelino og havde 6 børn, var meget fornøjelig, og mestrede engelsk til turistbehov. Han fortalte os meget om det vi oplevede på vejen, og vi kunne spørge ind til fx skolegang, som er obligatorisk til og med 7. klasse.

Han kørte os til ind i en dyb dal, hvor der var utrolig grønt i alle mulige nuancer og så frodigt i mange forskellige niveauer. Vi var rimeligt målløse over denne naturrigdom, som stod i så skarp kontrast til øens sydside, hvor vi kom fra med færgen.

Herefter kørte vi langs østkysten tilbage til Porto Novo. Det var karakteristisk, som naturen forandrede sig tilbage til det golde landskab med begrænset bevoksning. Det havde gjort meget stort indtryk på os.

Kl. 17 tog vi færgen tilbage fra Porto Novo, og landede i Mindelo efter 1 times sejltur. Vi var allerede sammen rimelig trætte, men var meget begejstrede for vores turisttur.