Søndag
d. 8. november tog vi endnu en natsejlads med kurs mod Las Palmas, den største by på Gran Canaria. Vi fordelte os således, at Martin og Jakob havde vagt sammen her første gang, så Jakob kunne lære båden at kende (han har aldrig sejlet i den før, så en lidt frisk start med natsejlads), og så tog Mai og jeg hver vores vagt. Jakob klarede det super godt, og har nu vagter alene fremover. Dejligt!

Santa Cruz var en stor havn synes vi, men intet sammenlignet med Las Palmas. Det tog en hel time at sejle forbi industriområdet, og en halv time at sejle ind i selve lystbådehavnen! Vi havde haft rigtig god vind, så vi ankom inden solen stod op og måtte tage en lille omvej for at anduve i dagslys. Vi kaldte op på VHF’en for at bede om en havneplads, og vi blev straks anvist en ankerplads lige ude foran havnen, da havnen var propfyldt. Havnen i Las Palmas er nemlig samlingssted for ARC’en, som er en organiseret karavane af sejlbåde som krydser Atlanten sammen. Der er tale om flere hundrede både, så det er en meget stor havn. Det koster ca. kr. 20.000 at være med, og man mødes flere uger før oceankrydset for få forskellige kurser i bl.a. sikkerhed og nødudstyr.

Vi lagde os for anker ude foran havnen, og kaldte marinaen op hver time med ønske om at komme ind, selvom det var svært. Vi blev henvist til at ringe igen kl. 14, så vi ventede. Mens vi lå for anker blev der foretaget forskellige aktiviteter herunder badning, oprydning, blogskrivning samt smøring af ankerspil som ikke rigtig fungerede: Martin konstaterede efter to timers studering af vejledningen at WD40 (”mirakelcreme” til både) var vejen frem :). Derudover bagning af Mais lækre kardemommeboller – vi skulle nemlig have danske gæster til eftermiddagskaffe. Det var nogle af Tereses forældres venner, Henning og Iben, som var på ferie på Gran Canaria og de ville gerne lægge et visit forbi. Da vi lå for anker, blev de hentet i vores gummibåd inde på stranden. Vi nød Mais boller og en dejlig chokoladekage fra Iben og Henning, mens vi snakkede.

Senere på eftermiddagen opfordrede havnefogeden os på telefon at komme ind i marinaen og få en plads. Vi lagde gummibåden på fordækket, og tøffede ind i marinaen for motor, hvor vi satte Iben og Henning af og sagde pænt tak for denne gang 🙂 Altid dejligt med besøg hjemmefra 🙂

Jeg trak et nummer på havnekontoret, ligesom hvis jeg skulle i kø på postkontoret eller lignende, og efter ca. en times vente- og ekspeditionstid lykkedes det os at få en i øvrigt rigtig god plads i denne gigantiske havn. På billedet kan I se hvor officielt det er med udfyldelse af diverse papirer, Martin ”slapper” lidt af foran det canariske kort:

Det passede fint med at vi akkurat kom ind i vores havneplads, da jeg gik i gang med ”trykkogerkylling” (dvs. en hel kylling i trykkogeren) på 25 min. og lavede aspargessovs til. Vi skulle nemlig have flere danske gæster: Martins søster Kristine kom med flyveren hertil, og ville holde lidt ferie her de næste fem dage. Vi nød alle sammen måltidet udendørs, selvom mørket allerede var faldet på.

De næste par dage stod i bådarbejdets tegn. Vi nærmer os dato for afrejse fra de canariske øer ud i det store oceankryds, og derfor var der en masse forberedelser som skulle eksekveres. Store som små opgaver. Af mindre opgaver fik vi ordnet vores frugtnet både om læ og på vindmøllen, så vi kan transportere alt vores frugt og grønt i båden uden at det får for meget tryk. Bemærk den røde julestrømpe ved siden af: deri ligger fire adventsgaver fra Kristine til os – dem ser vi frem til 🙂

Af større ting kunne nævnes at Kristine havde nogle reservedele med til vindmøllen, som Martin var MEGET ivrig at få afprøvet. Et par ”dimser” skulle udskiftes og til alles store tilfredsstillelse (ikke mindst skipper) virker vores primære energikilde nu til et 12-tal efter den nye karakterskala.

Jakob blev hejst op i masten for at tjekke vores vindpil, som viste sig at være løs. Den blev derfor taget ned for at blive fikseret, og igen hejst op i masten sammen med Jakob for at blive sat fast igen. Desuden fandt Jakob at strømpen på vores storfald var slidt ret meget, så derfor blev det også taget ned og repareret.

Stængerne på vores bimini (solsejl) blev forkortet, så den bedre skygger i cockpittet, hvilket vi tænker bliver meget vigtigt på de endnu sydligere himmelstrøg. Diverse mindre syprojekter tog Kristine sig af, bl.a. hylsteret til vores solsejl samt en strop til min nyindkøbte stråhat.

På selve havnepromenaden ligger den ene bådbutik efter den anden bl.a. Volvo Penta-butik, hvor vi kunne købe nogle reservedele til vores motor (hvis vi skulle få brug for det). Derudover også en sejlmager, hvor vi fik lavet en wire til at låse vores gummibåd fast, så det ikke er lige så nemt at stjæle den. På billedet herunder kan I se et overordnet foto af sejlmagerens værksted, hvor symaskinen sidder i selve gulvet for at udnytte den gode gulvplads til sejldugen frem for et alt for lille bord! Det synes jeg er ret cool:

Ekstra vanddunke og dieseldunke blev også indkøbt, så vi har forsyninger nok. Vi har lavet et excelark hvor vi har beregnet vores forventede vandforbrug pr. dag, og ud fra det ganget op hvor mange dunke vi skal have med. Vi har diesel til ca. 2,5 døgns sejlads, så det skal kun være i nødstilfælde at det skal bruges. Hvis det bliver vindstille derudover på vandet, så må vi vente på vind 🙂

Lidt almindeligt indkøb kan man jo heller ikke klare sig uden. Mai og jeg smuttede op i et af Spaniens velkendte supermarkeder, Superdino/Hyperdino, og lige som vi havde taget indkøbskurve blev vi straks mødt med følgende brochure, hvor vi kunne få gratis fragt af vores varer til bådbroen hvis vi købte over 60 euro. Endvidere ville vi få rabat hvis vi købte over så og så mange euro. Det fortæller lidt om, hvor mange både der skal proviantere til dette Atlantenprojekt!

Mai og jeg så straks muligheden for at slippe for at slæbe varer, og byttede kurvene ud med en indkøbsvogn og fyldte den godt op. Udbringningssystemet fungerede rigtig godt, bortset fra at jeg havde oplyst den forkerte bådplads, så jeg måtte ændre bestillingen senere 🙂

Vi brugte gummibåden en del i Las Palmas, da marinaen var så stor. Det tager ca. 25 min at gå fra den ene ende til den anden, så man kan spare ret meget tid ved at tøffe tværs over havnebassinet i gummibåden. Vi har heller ikke brugt gummibåden så meget, hvilket betød at alle synes det var lidt hyggeligt at bruge gummibåden også.

Las Palmas er en kanon havn og by, hvis man skal klargøre sin båd. Vi kunne få alle de dimser og dingenoter vi skulle bruge – lige fra en lille kedel til gaskomfuret (til saltvand) hos en lokal isenkræmmer til en antihævert til motoren. Vi brugte virkelig dagene optimalt her til bådarbejde! Der var også en rigtig god stemning i havnen, fordi alle gik og gjorde deres både klar til den store ”overfart”.

Efter to dages intensive arbejdsdage var det tid til lidt afslapning, så vi tøffede syd på og lå for anker en nat ved sydspidsen af Gran Canaria. Kristine styrede båden, og havde en god fornemmelse for Aura.

Bølgerne var ret massive denne dag og nat, så vi tre piger var generelt enige om at sejle videre og finde et nyt sted at ligge for anker. Vi passerede et militært område, hvor vi forsøgte at lægge os ind (vi vidste ikke det var militært på dette tidspunkt), men vi blev hurtigt jaget ud, da tre spanske mænd i høj fart kom hen til os i gummibåd. Vi fortsatte videre sydpå og fandt en bugt med en del andre sejlbåde også, hvor vi badede og snorklede:

Dette var også dagen for Jakobs fødselsdag. Vi havde siden Jakobs ankomstdag spurgt Jakob hvilken kage han ville have på sin fødselsdag, og svaret var en lagkage med fyld efter frit valg. Det havde Mai og jeg brugt meget tankekapacitet på, og jeg erindrede pludselig en opskrift om en avocado-lagkage, som var fantastisk, når det var varmt. Den opskrift fandt jeg hurtigt, og Mais hjemmebage lagkagebunde blev fyldt med min avocado-creme samt pyntet med kiwi samt lys:

Vi nød den alle fem til fulde – det er bestemt ikke sidste gang, den bliver lavet ombord 🙂 Vi vækkede også Jakob om morgenen med tværfløjte, sang og flag på sengen til hans store overraskelse.

En lille gave skulle der også til, og vi havde fundet en fiskevægt til ham, så vi kan veje ALLE de mange fisk, vi kommer til at fange i fremtiden. Vi mener, at vi har mange til gode, nu hvor vi intet har fanget i 2,5 måned! Den faldt tilsyneladende i god jord, og jeg glæder mig til at vise et billede af den her på bloggen MED fangst!

Om eftermiddagen sang og spillede vi også med klaveret i cockpittet. Endnu en fødselsdagssang blev sunget, og der blev taget hul på de julesange, som jeg havde fået sendt med hjemmefra 🙂 Lidt julestemning har vi ombord, selvom det føles meget akavet og uvirkeligt at sidde i badetøj med 28 grader i skyggen og synge ”Sneflokke komme vrimlende” eller ”Dashing through the snow”, men det er nok bare en tilvænningssag :)!

Fredag d. 13. november anløb vi Mogan marina i det sydlige Gran Canaria og efter mange konversationer med marinaen over VHF’en lykkedes det os at få en havneplads. På dette tidspunkt skal man helst reservere havnepladser, dels pga. ARC’en som tidligere nævnt, men også fordi canariernes egne både kommer i havn nu.

Mogan er meget charmerende og helt anderledes i forhold til andre havne vi har været i. Husene er flot vedligeholdt i idyllisk stil med små gårdhaver. Der er masser af restauranter langs kajen, men husenes udsmykning gør det til et hyggeligt sted at være.

Vi mødte også andre danskere i havnen – sågar unge danskere! Da vi anløb havnen havde vi hurtigt set Njord med skipperparret Ruben og Signe, som Martin og jeg har mødt på Langturssejlerforeningens vintertræf her i 2015. Det var rigtig sjovt at se dem igen efter et halvt år, og så her sydpå. De havde forskellige udfordringer med motor, sejl og elsystem, så de arbejdede ihærdigt med at få lavet disse reparationer, så de kunne krydse Atlanten. De vil gerne til Brasilien, så måske ser vi dem i Caribien, inden de smutter videre.

Den anden danske båd har jeg snakket om før, nemlig Bellona, som vi også så i La Coruna. Det er fire gutter, hvor skipper har lånt båden af sin far til at sejle til Caribien og retur ligesom Aura.  Det er en meget smuk og velholdt to-mastet træbåd med flot guldmalet ”Kerteminde” på siden af båden bagtil.

Vi fik snakket lidt mere med gutterne denne gang, rigtig hyggeligt, og efter rundvisning på det fine skib fra 1925, fik vi også en lille gave fra dem. De havde nemlig søgt sponsorer lokalt, og havde haft succes: et af sponsoraterne var levering af en hel palle (!) med dåsemad på havnen fra en lokal fabrik i Kerteminde. Derudover havde de fået sponseret solcreme, Stimorol tyggegummi samt Faxe kondi sodavand. De havde kun taget 20 % af dåsemaden med fra pallen, fordi der var så meget, og var på nuværende tidspunkt ret trætte af det, så de gav os en lille doggy bag (eller boaty bag?) med ”makrelræs”, torskerogn samt makrel i citron. Vi var ret begrænsede for at se de danske varer, som vi ikke har så mange tilbage af mere.

Lysten til at bruge snorkler og badetøj kunne man få lige uden for marinaen, hvor der både var grotter og flotte fisk at svømme efter:

Lørdag aften sagde vi pænt farvel og måske på gensyn til Kristine.

Søndag gik med hovedrengøring, isspiseri og bådarbejde. Martin og Jakob var også i vandet for at skifte vores zink-anode under kølen. De tog snorkeludstyr på, brugte en gummislange som forlænger til at få vejret, og ved fælles hjælp lykkedes det dem at få den lille dims skiftet uden at tabe hverken pusten eller værktøjet 🙂 Seje gutter!

Søndag aften besluttede vi at tage mod La Gomera – igen. Vi havde været meget positive for øen, og ville gerne dertil som vores sidste havn og ø i Europa. For Martins og mit vedkommende  ville det ydermere blive den sidste havn og ø i Europa det næste halve år…