Årets første sejltur


nåede vi liiiige at komme ud og teste båden af her i påsken! Det var en stor sejr at få båden så-godt-som-færdig-forårsklargjort, så den faktisk ser ud, som da vi overtog den i efteråret. Det lyder måske som en selvfølge, men det har været lidt af et projekt for os at få båden samlet i de “små-stumper”, den var blevet delt i i november, og for at hjælpe os selv mest muligt, havde vi taget billeder af hvordan masten skulle sættes på og hvilke reb, der skulle sættes på hvor, hvilke skruer som passer med hvilke dimser mv. Der mangler selvfølgelig mange ting – faktisk langt størstedelen – endnu, inden vi kan tage på langtur, men nu ligner Aura faktisk en sejlbåd igen. Og det måtte vi lige fejre i dag med en lille sejltur i Køge bugt – præcis 5 måneder før afrejse.

Langfredag i påsken nåede vi at få sat genua (forsejl) og bimini (solsejl) på Aura som det sidste, inden solen gik ned over Køge bugt.

20150403_203129
Solnedgang i Hundige havn

Aftenen blev herefter fejret med lasagne og rødvin hjemme i lejligheden. Efter 10 timers arbejde på båden sov vi begge to forbløffende godt, dejligt.

Sejlturen idag, påskesøndag, var lidt nervepirrende for os begge to, da vi jo skulle teste om sejl og mast var sat rigtigt på. Lige så snart vi kom af havnen, blev vi enige om at sætte storsejlet på rimelig hurtigt. Vi var begge to non-verbalt enige om, at  der nok var et eller andet, som ikke ville køre, så vi gik langsomt op mod vinden og Martin hev storsejlet op. Vi har lazy-jack omkring storsejlet, og i små tag blev det 35 m2 store sejl hevet op til toppen af masten.  Og sørme om det gik godt! Vi var totalt overraskede begge to – tænk, at det fungerede! Det smukke sejl stod der i fuld flor, klar til at føre os frem i bugten. Det er især Martin, som skal have ros for sin indsats omkring påmontering af sejl mv. (jeg har fortrinsvis taget mig af rengøringen på båden). Vi var begge to ret lettede, og ville derfor prøve at sætte genuaen på. Det lykkedes også, men det viste sig temmelig hurtigt, at vanterne var lidt for løse (især topvanterne), og vi besluttede os derfor at tage genuaen ind igen og bare sejle på stor’en, for ikke at ødelægge noget. 5-6 knob på en halvvind med for-lidt-spændte vanter, det er da en god start på sæsonen, trods alt:)

20150405_135750
Køge bugt for os selv, påskesøndag

Udover 4 andre sejlbåde havde vi faktisk Køge bugt for os selv. Det var noget køligt, men men men, vi havde jo vores nye sejlertøj på! Der var sågar salgsmærkat på Martins bukser og jakke endnu, så det måtte vi lige have af først. Vi havde godt med skiundertøj indenunder, men ikke helt nok, det var lidt køligt til sidst. Men så ved vi jo det til næste gang! Det var stadig en behagelig oplevelse, og efterhånden ved vi også, hvordan vi skal “pakke os ind” til sejlads.

20150405_135648
Smilende skipper bag rattet.
20150405_141725
Skipperfruen i nyt outfit med bimini i baggrunden

En god start på sæsonen med nyt sejlertøj og en fin båd! Så har vi god motivation til at fortsætte bådarbejdet. De næste par weekender byder på bundmaling og montering af holdingtank.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


+ 9 = femten