Lissabon - Porto Santo: Nordatlanten på godt og ondt

Denne
tur blev vores første tur i det Atlantiske ocean og tog 4,5 dage.

Vi sagde pænt farvel til Lissabon ved at tage et smukt billede af det flotte monument, som ligger ud til søsiden:

martin+tes monument
Terese og Martin ved monument
søfarer monument godt
Selve monumentet

Vi sendte også lidt tanker hjem til det kære kongerige, da vi så disse mærsk-containere på vej ud af havnen:

Iris peger på mærsk-containere
Iris peger på mærsk-containere

Vi startede for motor det første stykke tid, og ca. seks timer senere måtte jeg starte med den første ofring. Og så tog jeg to ofringer til senere på aftenen også… puha. Så jeg har taget førertrøjen på den front igen med 5:3 (Terese:Mai). Til gengæld hjælper det bagefter!

Strømper hænger til tørre  - med udsigt til Lissabon
Strømper hænger til tørre – med udsigt til Lissabon

Jeg har scopoderm-plastre med fra egen læge, som er 1*1 cm runde søsygeplastre, man kan applicere bag øret. Vi havde ikke prøvet dem før nu, men Mai og jeg blev hurtigt enige om, at det måtte være på sin plads nu. De hjalp rigtig godt, og virker 72 timer. Iris tog sig af madlavningen i starten, og efter et par dage, var jeg så klar igen. Mai var lidt dvasket i starten, men livede hurtigt op med plastrene – ingen ofringer på overfarten fra hendes side.

Iris laver mad
Iris laver mad

Jeg vil også lige vise foto af et sjældent syn – nemlig en opryddet salon! Martin og jeg havde fået ryddet op i mange af vores papirer i Lissabon, hvilket betød at det nu bl.a. var muligt at nærme sig navigationsbordet uden at man ville blive overfaldet af en kæmpe bunke søkort eller vejledninger!

Cockpit INDEN vi tager afsted
Cockpit INDEN vi tager afsted

Dejlig, opryddet båd 🙂 Så længe det varer:)

Der var gode bølger de første to døgn, men med solskin og så var det faktisk fint at klare. Vi kører tre timers vagter, en person ad gangen, så det er faktisk muligt at få hen af en sammenfattende søvn, men det kan dog være forskudt på døgnet. Vi kan generelt mærke, at det er blevet varmere, så vi behøver ikke to lag uld, langt undertøj og fleece mere, hvilket alle sætter stor pris på!

Vi fører også logbog ved hvert vagtskifte, for at have noget at holde os til, hvis strømmen eller plotteren går ud, så kan vi finde en position og kurs.

Logbog som føres hver tredje time
Logbog som føres hver tredje time

Delfinspringene var utrolig flotte på denne tur, vi har endnu ikke formået at tage gode billeder af det, men det er virkelig sjovt, og man bliver i godt humør af det 🙂 Vi havde (igen) ingen held med fiskefangst på denne tur, så det bliver mine kødgryder som kommer på bordet. ”På bordet” er nok så meget sagt: maden bliver serveret i en dyb skål med ske, som kan blive fyldt op igen fra køkkenet. Det passer også godt med to blus: en gryde med ris/pasta/kartofler og en gryde til selve gryderetten. Mad der kræver kniv og gaffel fx koteletter eller bøf er ”havnemad”, som jeg kalder det, eller så skal der være stille vejr på søen! Eller man skal være meget villig til at bruge spand og vand!

Iris og Mai i cockpit med vindror
Iris og Mai i cockpit med vindror

Det var rigtig dejligt vejr, de første par dage, med stille vejr og med sol, så når man var på vagt i dagtimerne, kunne det godt se sådan ud i cockpittet:

De tre læseheste
De tre læseheste

Da vi havde godt med sol, eksperimenterede Martin meget med solcellerne, som vi kunne få til at give 6-8 ampere. Vindmøllen virkede stadig ikke, så det måtte fikses når vi kom i havn igen. Vi var nødt til at tænde for motoren en gang i mellem i en times tid, for at genere nok strøm.

Martin i gang med solpanelerne
Martin i gang med solpanelerne

Vi spillede også et slag kort på et tidspunkt, rigtig hyggeligt, og ingen blev søsyge af det. Vi nåede dog kun halvvejs, fordi vi kunne spotte et andet sejlskib! Det var helt uvant, når man er vant til at se vand, vand og lidt mere vand og ikke så meget andet. På dette tidspunkt har vi sejlet 2,5 dage. I starten var der en del trafik på havet, bl.a. krydsede vi en trafikrute, hvor kæmpe skibe på flere hundrede meter skulle forbi os, men der havde ingen sejlskibe været siden havnen i Lissabon. Kortspillet blev afbrudt, og vi nærmede os sejlbåden stille og roligt. Vi kunne se, at sejlene var taget ned og båden skiftede retninger, så vi var lidt i tvivl om de havde brug for hjælp ombord. En mand gik på fordækket og ordnede nogle ting, kunne vi se. Vi prøvede at kalde op på VHF’en men uden held. Vi kom tæt på, og til sidst var vi så tæt på at vi kunne råbe derover (vi holdt selvfølgelig afstand, så vi kunne komme hurtigt væk, hvis det var nogle typer, vi ikke så gerne skulle i kontakt med :)).  En Bob Marley-lignende franskmand med dreadlocks kom til syne. Vi råbte til ham om alt var okay, og han råbte tilbage ”Do you have a weather forecast?”, og det kunne vi jo sige til ham, at vi havde. Vi gav ham vores data, og han råbte tilbage at han skulle til Porto Santo og at alt var okay. Der vare bare ikke så meget vind, så han ville vente til der kom mere vind. Vi sejlede for motor i stedet for at komme derudaf. Franskmanden var alene, en såkaldt ”single-hand”, og vi fandt senere ud af at han ville sejle jorden rundt alene i seks år. Respekt siger jeg bare.

Franskmand på Atlanten
Franskmand på Atlanten

Apropos vejrdata så fik Martin og jeg prøvet at hente vejrdata ned via satellittelefonen for første gang. Virkelig sejt. Vi har et computerprogram, Open CPN, hvor vi kan lægge ruter samt hente vejrdata ned. Man skriver en kode i dette program med de data man ønsker fx vindstyrke, vindretning, bølger mv.,  som man sender til en satellit på mail ”query@sailmail.com”, som bliver sendt via satellittelefonen. I løbet af nogle minutter sender satellitten gribfiler (vejrfiler) tilbage til satellittelefonen, og så kan vi gemme disse data på computeren og hente det ind i programmet. Det er virkelig smart, og vi var glade/lidt lettede over at vi faktisk kunne få det til at virke.

Terese bager brunsviger
Terese bager brunsviger

Onsdag d. 14. oktober var det Mogens’ (vores tidligere gast) fødselsdag, og på Aura vil vi meget gerne have en undskyldning for at spise kage 🙂 Derfor bagte jeg kage efter Mogens’ ønske: jeg havde spurgt ham på mail, da vi var i havn, og det var brunsviger, som var ønsket. Vi sang fødselsdagssang for Mogens og forsøgte at sende en fødselsdagshilsen fra satellittelefonen, mens vi nød kagen:

Der spises brunsviger
Der spises brunsviger

Vi sejler altid med ”preventer”, dvs. en snor monteret på bommen til storsejlet, så vi er sikre på at vi ikke laver en ufrivillig bomning. Så slipper vi også for at høre på at storsejlet blafrer fx hvis vinden skifter retning eller hvis man kommer til at styre lidt i forkert retning:

Preventer (det grønne reb)
Preventer (det grønne reb)

En lille sjov bemærkning omkring Martins oplæring i søvejsregler: vi lærer rigtig meget, både praksis og teori og en regel er, at man skal hejse en sort motortrekant på en sejlbåd, når man sejler for motor OG sejl (da vigereglerne skifter). I praksis er der ikke rigtig nogle der bruger den,  og slet ikke midt ude på Atlanten, men Mai synes alligevel at vi skal være regelrette, så derfor bliver den hejst her. Til gengæld så vi ikke en eneste sejlbåd udover franskmanden 🙂

Der hejses motortrekant
Der hejses motortrekant

For lige at vende kortvarigt tilbage til kage (igen:)), så var alle ombord meget glade for cheesecaken til Iris’ fødselsdag, og derfor var der generel konsensus om at vi skulle have denne kage igen… godt nok havde vi fået brunsviger om onsdagen til Mogens’ fødselsdag, men vi mente at det gode solskinsvejr var god grund nok til at lave cheese cake om torsdagen :). Det gik jeg fluks i gang med. Det viste sig at være lidt udfordrende, da vinden var meget tiltagende, og vi sejlede krydskurs. Det betyder, at båden krænger rigtig meget til den ene side, altså så meget at man er nødt til at holde fast med begge hænder et eller andet sted i båden for at holde sig ” i vatter”. Når man laver mad/kage er montering af sikkerhedsline i køkken til ”køkkenline” strengt nødvendigt, for at ikke at blive smidt gennem salonen.

Terese med sikkerhedsline EFTER faldet
Terese med den gule sikkerhedsline EFTER faldet

Jeg havde dog ikke fået monteret køkkenline, INDEN jeg gik i gang med at håndpiske flødeskummen, så en af de store, ukontrollable bølger medførte at jeg faldt fra køkkenet over i navigationsbordet, mens jeg havde skålen med fløde i hånden… dette medførte en særegen stor adspredelse af fløde ud på gulv og navigationsbord samt (yderligere) multiple blå mærker på mit corpus. Mine sejlersko fik også æren af denne ”konserveringsform” med fløde:

Fløde overalt
Fløde overalt

Måske er dette årsagen til, at kogebogen fra Langturssejlerforeningen kun indeholder opskrifter på simplere rørdejskager, som ikke kræver brug af hverken pisket fløde eller husblas?? Som nævnt i tidligere blogindlæg, har vores elektroniske OBH-vægt en hvis form for søsyge, når vi sejler, og derfor bliver målene på opskriften på slum. Resultatet blev følgende:

Cheese cake - på hvilken halse?
Cheese cake – på hvilken halse?

Er der nogle, som ud fra kagens udseende kan gætte hvilken halse vi sejler på (dvs. om vinden kommer fra styrbord eller bagbord side)??? Bemærk hældningen på komfuret også. Cheesecaken blev fremstillet i 12-15 m/s, men da det senere tiltog til 20-29 m/s, så var der ikke rigtig nogle, som var interesserede i at spise den, så den blev lige gemt i køleskabet et par dage.

“Køkkenassistensarbejde” er en god ting, når der skal laves mad, her ses Mai igang med skærebræt på cockpittet i godt vejr:

Mai hakker i cockpit
Mai hakker i cockpit

Jeg ved godt, jeg lige hopper i billederne lidt, men det er for at få dem lidt fordelt i teksten:)

På det tidspunkt hvor cheesecaken blev fremstillet, var det faktisk ret vildt med vejret. Vinden tiltog virkelig hurtigt, og vi måtte tage storsejlet ned og kun sejle for rebet genua (se desuden video på Facebook, man kan vist også se den, selvom man ikke er logget ind). Udover at vinden var tiltaget så meget, så lynede og tordnede det i vilden sky. Vi besluttede hurtigt, at lave vagtplanen om, så vi var to personer på vagt nu. Vores selvstyrer Yrsa kunne ikke være med til de bølger, der kom på dette tidspunkt, så vi var nødt til at håndstyre. Derfor fordelte vi os, så én person styrede, og den anden holdt øje med vindstyrke, bølger samt hvor lynene kom fra. Vi forsøgte ca. 4-6 timer på at komme væk fra lynene uden så meget held – det var temmelig skræmmende når det lynede lige over os. Vi slukkede for strømmen ombord, og repeterede hvor brandudstyret var og hvordan det virkede, hvis der skulle gå ild i VHF-antennen, som var det mest sandsynlige. Bare så vi var klar, hvis det skulle ende i den boldgade…. Adrenalinen havde bestemt taget sit indtog på besætningen, men alle holdt god ro, og vi sørgede for at overholde vagterne, så vi kunne hvile på skift. Det varede ca. 12 timer med lyn og torden, hvor vi skiftede sejlretning frem og tilbage, prøvede at finde stjerner over os (for så er der jo ikke skyer), og prøvede at sejle mod stjernerne. Til sidst var der bare skyer over det hele, og vi besluttede at det var endeløst det her, så vi kunne lige så godt holde kursen mod Porto Santo oppe.

Vindmåleren
Vindmåleren

Det var også alternativt at lave aftensmad i så hårdt vejr. Pga. den heftige regnmængde var vi nødt til at lukke alle luger og vinduer i, og ved at tænde for gaskomfuret kunne jeg se temperaturen i båden snige sig op på 28-30 grader… og luftfugtigheden var bestemt højere end det danske arbejdstilsyn tillader. Det var på ingen måde muligt at se ud af vinduerne, alt var fuldstændigt dugget til og kondensen samlede sig ved fugerne. Jeg spændte mig fast med ”køkkenselen” ved komfuret og spændte op i lårene for at holde mig nogenlunde i balance, satte risene over og gik i gang med gryderetten. Der trillede små dråber af kondens fra vinduet ned i min gryde, medmindre der var en stor bølge fra bagbord, så ramte dråberne mit ansigt i stedet… som så kunne øge fugtigheden i kap med svedperlerne, der nu fandt sted i både ansigt og på ryg. Sansereceptorerne er i hvert fald fuldt funktionsduelige! Jeg behøvede ej heller at salte maden for meget eller lave sovsen alt for tynd, fordi naturens kræfter ville sørge for dette: jeg fylder madskåle op nede i køkkenet, og leverer disse op i cockpittet sammen med en ske, Martin starter med at spise, mens Mai styrer. Der kommer en kæmpe bølge, som gør at Martin får en ordentlig skylle ind over sig. Udover at det løber med dejlig 23 grader varmt saltvand ned af hans ryg, så bliver min gryderet i skålen også tilpas saltet og fortyndet :)! I denne omgang lykkedes det faktisk maden at blive i skålen, hvilket er et succeskriterium i sig selv!

Skipper styrer i godt vejr
Skipper styrer i godt vejr
Iris og Mai med regnbue
Iris og Mai med regnbue

I dagstimerne om fredagen d. 16/10 var det egentlig ok vejr igen, men om aftenen så startede hele møllen med lyn og torden igen. Til gengæld regnede det simpelthen så meget, at vi ikke kunne snakke med hinanden i cockpittet, og det var på ingen måde muligt at høre hinanden mellem cockpit og salon. Det stod ned i lårtykke stråler. Derfor måtte vi tage walkie talkies i brug her, én i cockpit og én i salon – så kunne vi snakke sammen!!!! Vi havde ca. 50-60 sømil tilbage til Porto Santo på dette tidspunkt, men problemet var at regnbygerne havde givet så meget tåge, at vi ikke kunne se så meget længere frem end til 5-10 meter foran stævnen!! Derfor begyndte vi at overveje, om vi skulle sejle til Funchal på Madeira, hvor de har en større havn og så ville vi ankomme i dagslys. Som det så ud nu, ville vi ankomme omkring midnat i Porto Santo – ikke super optimalt. Vi holder kursen oppe, så vi i sidste øjeblik kan beslutte os, om vi ville til Porto Santo eller Madeira. Heldigvis aftager regnen, så vi for det første kan snakke sammen uden at råbe og se længere end ti meter. Vi beslutter nu Porto Santo som destination – det var også svært at overskue 10 timers mere sejlads på dette tidspunkt.

Vi skimter lys fra den større by på Porto Santo, hvilket vækker en hvis lettelse (i hvert fald hos mig). Vi anløber Porto Santo havn i total mørke, og kan straks se, at havnen er fuldstændig prop fyldt. Vi kan se at andre ligger for anker ved siden af lystbådehavnen, og vi beslutter os for at gøre dette også (eller rettere sagt, vi har ikke andre muligheder medmindre vi skal sejle til Madeira!) Vi glæder os alle til en gennemgående søvn, men så er det skipper siger, vi er nødt til at lave ankeralarm-vagt, fordi det blæser for meget og der kan være risiko for at ankeret river sig løs. Det var jo lige det, man havde brug for, så jeg starter med første ankervagt fra kl. 00.30-03.30 og holder mig vågen ved at gumle på Snickers og kigge på lysene på øen.  Derefter tager Iris over og så Mai, hvorefter det bliver lyst og vi kan nyde en stille og rolig morgenmad, mens vi nyder udsigten til øen.

8 tanker om “Lissabon - Porto Santo: Nordatlanten på godt og ondt ”

  1. Hej Aura.
    Hvor er det dejligt at høre, at I har fået satelittelefonen til at virke, så I kan tage Gribfiles ned.
    Vi følger jeres tur her på nettet, det er spændende.
    Vi har lige opdaget i vores gemmer, at vi har en 12 v oplader til satelittelefonen (cigaretstik) som I ikke fik med.
    Vi vil meget gerne sende den til jer eller evt. en kommende gast.
    Bare send en adresse til os!
    God vind
    Marianne og Carlo

  2. Kære Terese, Martin, Mai og Iris!
    Det er spændende at følge jer på jeres blog.
    I er godt nok seje.
    At bage kage ombord på en sejlbåd er “stort”. I har vores dybeste respekt – og så på Atlandehavet.
    Ikke engang på Horsens Fjord er vi kommet i tanke om at bage kage.
    Fortsat god vind
    Peter og Birthe

    1. Hej Birthe og Peter. Tusinde tak for jeres hilsener her på bloggen, det er SÅ hyggeligt 🙂 Dejligt at I følger med, det er hyggeligt at vide 🙂 Vi skrives ved! hilsen Terese

    1. Hej Mark. Vi har fået nogle kort fra Langturssejlerforeningen, da jeg var på kursus i Open CPN 🙂 hilsen Terese

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


en × 6 =