DEN
ENDELIGE BESLUTNING
Vi havde aftalt med hinanden, at den endelige beslutning skulle tages inden udgangen af januar 2015. Det ville være ALLERsidste chance for stadig at kunne nå forberedelse af båd og os selv (på dette tidspunkt var Martins speedbådskørekort og sejlerfaring fra jollesejlads den eneste form for “sejleruddannelse” vi dvs. Martin havde).
Med i overvejelserne var at det nye år jo blev indledt med historisk lave renter på realkreditlån, og så tænkte vi selvfølgelig: “Jamen, vi burde jo købe et hus – det bliver aldrig billigere for os”, men vi havde jo båden i tankerne. Desuden kunne vi jo så se, at renten faldt igen i februar. Vi grublede og grublede hele januar. I den ene weekend fik vi købt (alt for dyrt) sejlertøj til Off Shore sejlads – vi fik kvitteringen med fra bådbutikken, og vi blev efter forespørgsel forsikret om, at vi til en hver tid kunne bytte det. Det var meget rart – så kunne vi jo altid aflevere det igen, hvis det ikke blev til noget. Det føltes nu alligevel meget lækkert – og rigtigt – at få sejlertøjet på hjemme i dagligstuen.
Den udløsende faktor blev Langturssejlerforeningens (FTLF)s Vintertræf den sidste weekend i januar 2015. Vi mødte en masse inspirerende sejlere, som faktisk alle i mere eller mindre grad havde besluttet sig inden de kom. I løbet af få timer fik vi mere og mere mod til at kaste os ud i det – ligesom alle de andre havde gjort eller ville gøre. Nogle ville sågar sælge virksomhed og/eller hus og havde mange flere forpligtigelser end os. I løbet af de mange foredrag udvekslede Martin og jeg mange blikke med hinanden, og efterhånden blev vi enige om, hvad dette gensidige non-verbale signal betød: vi måtte afsted. Det eneste vi ville miste, ville være vores jobs. Vi har ingen fast ejendom (boede i lejebolig), ingen børn eller gamle forældre, som kunne distrahere vores samvittighed, og derfor tænkte vi at det skulle være nu, ellers fik vi det nok ikke gjort. Som udgangspunkt er vi forholdsvis pligtopfyldende mennesker, og derfor ville vi nok aldrig få det gjort, hvis vi havde flere forpligtelser end det nuværende.
På Vintertræffet blev vi så at sige “smigret” til at kaste os ud i det, trods begge parters begrænsede viden om projektet, og i bilen på vej hjem fra Silkeborg var beslutningen taget. Nu var vi igang.
Det første vi gjorde samme aften hjemme i lejligheden var at finde opsigelseskontrakten for vores lejlighed. Vi kunne nemlig spare en måneds husleje, hvis vi fik opsagt lejligheden netop den dag. Der var baaaare lige det, at vi jo skulle skrive “kontaktadresse” på til vores nye bolig. Vi skulle jo flytte ned på båden i 3-4 måneder, men der kan kunne vi ikke have folkeregisteradresse for så kort tid, så vi var nok nødt til at have nogle forældre med i spillet her. At ringe en søndag aften kl. 22.15 efter et vildt vintertræf og lige meddele dem, at vi lige havde besluttet os for at sejle et år ud i verden, og om vi ikke lige kunne skrive deres adresse på i nogle måneder, var nok ikke lige sagen, så vi besindede os og ventede et par dage.