Tirsdag
eftermiddag d. 20/10 var vi klar til at tage mod Madeira. Om formiddagen havde vi et vigtigt ærinde, nemlig at male logo på muren i Porto Santo. Lige siden vi kom til Porto Santo, havde vi set den meget karakteristiske mur, som er ved havnen. Muren viser nemlig skibstegninger/logoer fra alle de både, som har været på Porto Santo. Vi har kun hørt at man gjorde det på Azorerne, så vi var ikke helt forberedt på det, men fandt dog både maling og pensler (til overpris) oppe i byen. Vi har jo vores smukke skibslogo, som vi ville tegne og Iris gik fluks i gang med projektet efter at have udset sig et godt sted:

Det blev et meget flot maleri, og alle fire navne står også på!

Herefter løsnede vi fortøjningerne og drog af sted mod Madeira. Vinden skulle være i vores favør, og vi glædede os til en behagelig eftermiddagssejlads på 3-4 timer. Vi satte genuaen på, og nød udsigten til land, og kunne forhåbentlig se frem til en sejlads uden for meget vand fra oven.

Martin og jeg skulle til at se noget på søkort om læ, og da vi kom ned i salonen, så kunne vi konstatere at der til gengæld kom vand ”fra neden”: der lå vand på gulvet i agterkahytten. Vi flåede straks lugen til sumpen i salonen op, og det stod med vand i store mængder hele vejen op. Det var kun lige på grænsen til at det løb over på salongulvet! Jeg vil ikke sige, at der opstod panik på båden, men adrenalinniveauet steg i hvert fald :). Martin og Iris gik fluks i gang om læ, mens Mai stod ved roret, og holdte humøret godt oppe:

Martin og Iris gik straks i gang med at fejlsøge samt lænse vand ud. Jeg sad i cockpit og tog i mod op til flere spande med vand, som blev tømt ud i bugten foran Porto Santo. Heldigvis var vi stadig tæt på land!  Vi fandt hurtigt ud af, at vi godt kunne styre vandtilløbet, og vi havde ikke været stødt på grund eller stødt ind i nogen, så sandsynligheden for at der var et reelt hul i båden var lille. Det var da altid noget!

Martin havde en ide om, at vandet kom fra den bageste del af båden og vi løftede alt op nærmest over det hele for at finde kilden. Alle søventiler blev gennemtjekket, og dem var der ingen problemer med.

Der blev diskuteret muligheder frem og tilbage, og så foreslog Martin at det måske kunne være vandtanken under vores seng, som var problemet. Martin tjekkede og rigtig nok, en revne ca. midtvejs i samlingen i bagbord side. Så havde vi årsagen til ferskvandsproblemet. Virkelig rart. Men Martin havde smagt på vandet og syntes også, at det smagte af salt, men ikke entydigt af salt. For at få en ide om hvor stor saltkoncentrationen var, lavede jeg ”saltvandssjusser” med forskellige blandingsforhold mellem saltvand og ferskvand. Den kulinariske smagsoplevelse må næsten have været lig en whiskey-smagning;P Jeg lavede forskellige blandingsforhold, bl.a. 9:1(ferskvand:saltvand), 7:3, 5:5, 4:6 og ”feinschmeckeren” mente at det var 7(ferskvand):3(saltvand), som var mest lignende den væske, som befandt sig under motorkassen i agterkahytten. Læk fra ferskvandstanken var altså det største problem, men saltvand var der også i.

Martin havde mistanke, om at saltvandet kom fra en utæt samling ved lænsepumpens sammenføring med skroggennemføringen. Dette ville vi først kunne tjekke i morgen, når vi havde fået renset hele båden op. Vi tøffede ind til Porto Santo igen, inden det blev alt for mørkt, og fik ”stress-niveauet” ned igen med en øl og lidt aftensmad.

Næste dag stod vi op og kunne konstatere, at der ikke var så meget nyt vand sivet ind – rigtig positivt, for det bekræftede at det var vandtanken, som var problemet og ikke et hul i båden! OG at vandindtrængen primært kom under sejlads. Inden vi tre piger fik gang i morgenmaden, fik Martin hurtigt spredt rygtet om at vi havde problemer, og wupti var der to friske mænd fra havnen nede i vores båd:

De to mænd var meget forundrede over at der sad tre damer nede i salonen, da de trådte ned fra cockpittet, og kiggede derefter skeptisk på Martin uden rigtig at kommentere dette, for derefter at gå i gang med ”projekt vandtank”.

Det skal siges, at vores vandtank ligger under sengene i forkakytten (altså Martins og min ”havnesuite”), så jeg måtte hurtigt lige få flyttet vores sengetøj og vasketøj for at gøre plads, hvorefter Iris humoristisk tilføjede: ” Det er jo ikke hver dag, man har tre mænd i sit soveværelse, Terese!” Og det måtte jeg give hende ret i. Den ene mand var en flink portugiser, Edoado, som vi har snakket med før på havnen, som også har været meget hjælpsom med søkort og andet praktisk. Han kender den anden mand, Jean Vincent, og det viser sig at han er mekaniker på Porto Santo, oprindeligt franskmand.

Han ville snildt kunne svejse vores tank sammen. For at få tanken ud måtte de også lige skrue vores toiletdør af, ellers ville tanken støde på. Skruetrækkere skal man have rigtig mange af over det hele på en båd, har jeg fundet ud af efterhånden:

Heldigvis kunne den komme forbi masten i salonen, ellers havde vi da først haft vores udfordringer!

Vandtanken kom forbi mast og køkken uden problemer og kunne til sidst komme ud af lugen til cockpit – meget mærkelig fornemmelse:

Da Jean Vincent (mekanikeren) havde igangsat ”projekt vandtank” vendte han tilbage og ville se på vores motorproblem. Alle de ting, som vi havde i forkahytten om morgenen var flyttet ud i agterkahytten, for at give arbejdsplads i forkahytten. Nu skulle nu alle tingene fra agterkahytten ud i salonen for at gøre plads til ”motorrummet” i agterkahytten. Så nu var alle tingene fra for- OG bagende af båden nu samlet i den midterste tredjedel. Helt lavpraktisk er det lig med ting over alt i salonen.

Til gengæld havde vi regn det meste af tiden, så tanker omkring at flytte noget udendørs var ikke rigtig på tale. Man finder hurtigt ud af at bevæge sige på lidt plads med mange ting omkring én 🙂

Efter forskellige overvejelser i ”motorrummet”, blev Martin og mekanikeren enige om at en forlængelse af rørbøjningen på vores udstødningsrør ville være en god ide, så det ville komme højere op. Det ville mindske risikoen for saltvandindstrængen ved de store bølger.

Vantanken var klar næste dag og blev sat ordentligt på plads og afprøvet. Og den holder tæt (so far)! Rørbøjningen viste sig at være 1,5 cm for stor i diameter, så den måtte lige have en tur på mekanikerens værksted en gang til. Til sidst lykkedes det!

Edoado, som havde hjulpet os ret meget, kom forbi og spiste med en af aftenerne, hvor vi fik en hyggelig snak om sejlads, og hans liv som ungkarl uden fast bolig og job. Hans båd ligger normalt i Lissabon, og han har ventet hel måned for at kunne sejle tilbage til Lissabon fra Porto Santo, men pga. de omtale multiple lavtryk har han været nødt til at lade sin båd overvintre på Porto Santo, og så flyve hjem selv.

Vi mødte også en norsk familie: far, mor og to piger på 10 og 12 år på deres 50 fods sejlbåd Grace, som skal sejle den samme tur som os mere eller mindre. Generelt er de norske både meget veludstyrede med dobbelt mængde udstyr (bl.a. to AIS’er), samt hyret professionel meteorolog hjemme i Norge, som kan vejlede dem i forhold til vejret. Fx havde de sejlet mange sømil længere sydpå fra Lissabon, for at undgå det lavtryk som vi oplevede på Aura på vej mod Porto Santo. Til gengæld tog deres tur 1-2 dag længere. De havde en ubehagelig nat i Porto Santo, fordi den flydebro de lå på pludselig brækkede af (de lå yderst, og det blæste en del). Meget ubehageligt, men heldigvis vågnede skipperen ombord, og de fik en havneplads længere inde i bassinet inden de drev ind i klipperne! Ikke så rart. De var meget søde og vi håber vi kommer til at møde dem igen!

Lørdag morgen d. 24/10 var vi klar til atter at tøffe af sted fra Porto Santo. Vi besluttede at springe Madeira over, da tidsplanen ville blive for stram i forhold til at nå Iris’ flybillet fra Tenerife d. 29/10. Vi afsluttede besøget på Porto Santo med at ”pifte” vores fine logo på muren op og sige tak for denne gang og krydsede fingre for at vi her i anden omgang kunne komme længere end 3 sømil fra Porto Santos kyst.