Alle
var meget glade og trætte, da vi vågnede til en smuk solskinsdag for anker ved Porto Santo lørdag d.  17/10 – den allerførste ø, vi skulle besøge på turen. Vi spiste en dejlig rolig morgenmad, og glædede os virkelig meget til at komme i land og få et bad!  Når der er under 100 sømil til næste havn,så begynder snakken om et varmt brusebad ganske langsomt at blive et almindeligt emne at snakke om på sejladsen 🙂

Vi tog ankeret op, og gjorde klar med fendere,  Martin tænder for motoren – og der sker absolut ingenting andet end et enkelt ‘host’. Martin prøver igen,tjekker at startbatteriet er sat til og alle de umiddelbare fejlkilder er fjernet. Men motoren siger stadig kun ‘host’, og vil bare ikke starte. Suk. Jamen, så ligger vi jo godt her for anker – vi kan i hvert fald ikke komme nogen steder foreløbig !! …. Og udsigten til et brusebad ser også lidt længere ud nu 🙂

Nå, men der er jo ikke så meget andet at gøre end at få fjernet Iris’ og Mais ting samt ‘motorhjelm’ fra agterkahytten, således at agterkahytten kan forvandles til vores udsøgte motorrum med særdeles gode adgangsforhold for ikke at tale om lysforhold 🙂 for det roder jo ikke i båden i øvrigt ovenpå en hårdtvejrssejlads 🙂 

Martins værktøjskasser bliver fundet frem, og jeg fandt en lille håndbog frem fra skibsbiblioteket: ”Dieselmotorer”, som vi havde købt på bådmessen i Fredericia i februar. Ikke fordi det er en bog, jeg har underholdt mig meget med, vil jeg gerne indrømme, men den var nok meget aktuel at finde frem nu! Jeg slog op under ”motor vil ikke starte”, og så kørte forløbsdiagrammet ellers derudaf… mange forskellige muligheder, men Martin havde for starten en ide om en af de muligheder jeg nævnte: vand i stemplerne eller problem med starterne. Skiftning af toppakning på motoren var hovedårsagen til vores ekstra ”weekendophold” i Vordingborg i starten af september, hvor vi i øvrigt fik gennemtjekket alt på motoren. Martin havde spurgt ind til, om der kunne komme vand i udstødningsrøret under sejlads (med vand i stemplerne til følge), og det var ikke en option lige umiddelbart. Men det kunne der så alligevel. Det skal jo så også siges, at vi havde været ude i meget hård sø mellem Lissabon og Porto Santo – virkelig store bølger. Mens vi fejlsøger på problemet, kommer franskmanden (som vi mødte ud på Atlanterhavet) forbi i dingby (gummibåd). Vi har lagt os for anker ved siden af ham. Han spørger om vi vil med ind til land – vi fortæller ham, at vi har motorproblemer og må prøve at få det løst, og ellers har vi vores egen dinghy med. Han kommenterer dette med ”Bullshit”. Tak for den opbakning siger jeg bare! Nå, men han kendte måske nogle på land som kan hjælpe, fordi der er en anden franskmand, som også har haft problemer – han måtte få fløjet en fransk mekaniker fra fastlandet ud til Porto Santo. Jeg så straks en ”video” for mine øjne, da han sagde det – kunne I lige se, hvis vi skulle have fløjet en bådmekaniker fra Vordingborg ud til Porto Santo, og dernæst skulle han sejles ud til os i gummibåd med en værktøjskasse ved siden af?? Vi kunne i hvert fald ikke komme i havn foreløbig. Franskmanden sejlede videre i sin gummibåd, og vi prøvede nu at finde telefonnummeret til den mekaniker, som havde hjulpet os i Vordingborg. Martin ringede op, og vi var heldige at han tog den, og gerne ville give telefonisk bistand. Det var lørdag, så det var helt utroligt at mekanikeren fra Sydsjællands Shipservice overhovedet svarede os. De snakkede et stykke tid, og prøvede forskellige fejlsøgninger igennem, og til sidst nåede de frem til det højst sandsynlige problem: vand i stemplerne. Dejligt.

Martin fik instruktion i, hvordan han skulle få tænd/gløderørene af og få tømt stemplerne ved at dreje på akslet. Jeg vil næsten sige, at det er et held, at vi havde motoren splittet til halve atomer i Vordingborg, fordi Martin fik et to-tre dages kursus i vores motor i de dage. Det havde vi godt brug for nu – jeg kunne se, at Martin tog bedre ”fat” på motoren nu end førhen, og havde en rigtig god forståelse for, hvad der skulle ske. Jeg blev ”mekanikerassistent” i form at holde lys (vores motor ligger gemt under cockpit mellem de to køjer i agterkahytten), finde bøtter frem til midlertidig opbevaring af diverse skruer og dimser, så vi ikke mister dem samt finde forskellige typer værktøj frem. Martin talte antal omdrejninger på tændrørene, jeg skrev ned ved siden af. I mellemtiden gik Iris i gang med at rengøre WC, samt fjerne vand fra nogle af stuverummene under dørken (på dette tidspunkt vidste vi ikke, at vi havde et reelt problem med vandindtrængen, det kommer senere i blogindlæggetJ). Mai lufter tøj, hvilket består i at få tøjet ud og ind af båden hele tiden, da der konstant kommer regnbyger.

Vi ligger stadig for anker ude foran marinaen, mens vi prøver at få ordnet motoren. Imidlertid opstår et lille intermezzo ude i havnebassinet: der er nemlig en norsk båd, som nærmer sig vores båd. Det er der for så vidt ingen problemer i, bortset fra manden kaster anker ca. 5 meter fra os. Det betyder, at hvis hans eller vores anker river sig løs, så rammer vi ind i hinanden med stor sandsynlighed. Derudover har manden kastet sit anker oveni vores anker, hvilket betyder at vores anker kan blive revet løs. Vi prøvede at forklare ham på norsk-dansk samt engelsk, at vi er uden nogen form for manøvredygtighed, fordi vores motor er i stykker, så vi skal helst ligge temmelig fast, indtil det er i orden! Hvis ankeret rev sig løs, ville vi ikke have andre muligheder end at drive eller prøve at sætte sejl – ikke super optimalt med både for anker lige ved siden af.  Han tog ankeret op, og kastede det lidt længere frem – det ville stadig være for tæt på, så Iris måtte ”skrue bissen” på, og til sidst forstod han at han måtte flytte sig. Det gjorde han så og lagde sig langt bag os nu. Tak for det!

Vi fortsætter med motoren igen, og kommer ind til ”kernen” af problemet. Der er virkelig vand i stemplerne. Og i store mængder. Jeg ved ikke hvor mange af jer, der har haft fornøjelsen af at overvære udtømning af saltvand fra stemplerne på en Volvo Penta motor, men den bedste måde hvorpå jeg kan beskrive det er, at det er som en geiser på Island. Tre små geisere ved siden af hinanden sv.t. gløderørenes placering på topstykket: strålerne er ca. 1 centimeter tykke og i ca. 10 centimeters højde med godt tryk på og varer ca. et par sekunder, når Martin drejer på akslet. Efterhånden som der blev tømt mere og mere ud, blev ”geisernes” stråle mindre og mindre, og til sidst var der ikke mere vand fra gløderørene. Martin skruede motoren sammen igen, og alle var meget spændte på om motoren ville tænde nu. Der var rungede tavshed på båden, Mai trykkede på de tre knapper der skal til for at tænde motoren – og den virkede!! Stor jubel blandt alle besætningsmedlemmerne! Og lettelse hos vores ”bådmekaniker” J

Herefter kan vi endelig komme i havn, det er en gang om eftermiddagen, og havnefoged er netop gået, så vi ikke kan få nøgler til toilet og bad. MEN havnefogeden havde åbenbart set os lægge til i marinaen, og vendte om og kørte tilbage til havnekontoret. Det satte vi stor pris på J NU var det muligt at få det længe ventede bad. Derefter en stille og rolig aften, hvor vi alle slappede af ovenpå de sidste par dages udfordringer.