Vil
lige starte dette indlæg med at sige mange tak for alle de søde hilsener og kommentarer vi får fra familie og venner – det varmer rigtig meget! Også mange tak til jer, som har valgt at give os lidt søde sager eller andre gode ting med fra Danmark, vi tænker på jer, når vi nyder de danske specialiteter 🙂

Vi tog af sted fra Calais, Frankrig, natten til fredag d. 19.september kl. 02. Det var Mai og Martin som startede med den vagt, så resten af besætningen kunne heldigvis sove videre 🙂 Vores tyske ægtepar fra i går havde besluttet at følge med os, de skulle jo også sydpå, og vi tænkte at det kunne være hyggeligt at følges ad. Vi havde aftalt at være på dual-call på VHF’en, så vi kunne ringe til hinanden på kanal 22 (den kanal havde vi besluttet os for) men samtidig også være på kanal 66 (den kanal, hvor man kalder alle både indenfor 30 sømil).

Den tur tog to døgn og man kan dele den op i to dele: første del var bogstaveligt en rigtig ”møg”-sejlads med dårligt vejr, den anden var super god med magsvejr.

”Møg”-sejladsen blev indledt med Mogens og jeg. Vi havde en formiddagsvagt sammen, bølgerne kastede os frem og tilbage, hvilket også gjorde det ret svært at styre. Vi havde vinden lige imod os, så vi skulle sejle krydskurs i en hård bidevind. Det betyder at båden ligger ustabilt i vandet og at det krænger rigtig meget. Vi er alle sammen blevet meget overrasket over hvor store bølgerne er i den Engelske Kanal (noget helt andet end Køge bugt!), og at det er meget sværere at styre både Aura samt ens eget corpus. Derudover er det meget anderledes at sejle i de store farvande, da tidevandet har så meget betydning. Vi kan have op til 2-3 knobs modstrøm, så vores reelle fart bliver ned til 0-1knob, hvorfor vi bliver nødt til at sætte motoren (aka. Jerngenuaen) i omdrejninger for overhovedet at komme nogle vegne. Omvendt medfører 2-3 knobs medstrøm at vi kommer hurtigt derudaf 🙂 Alt dette prøver vi at blive klogere på ved at læse diverse tidevandstabeller samt vejrudsigter, og spørge de lokale som har mere erfaring. Mht. tidevand er vi jo ret forkælede i Danmark 🙂 – man sejler bare ud af havnen når man vil, der er ikke så meget at tage hensyn til!. Apropros tidevand, så havde vi snakket om at taget til de Engelske Kanaløer, men vi fandt ud af, at det er ret svært at ankomme der. Dels er sejlrenden meget smal og man har kun få timer hvert døgn at anløbe havnen på, da man skal ramme 4 timer efter tidevandet i Cherbourg/Dover eller noget i den dur. Så det synes vi var lidt var udfordrende, da vi også skulle ankomme om natten. Desuden har vi hørt fra andre, at det koster 42€ i døgnet at ligge der.

I slutningen af Mogens’ og min vagt (ca. kl. 12) måtte jeg for første gang nogensinde ”ofre” til Kong Neptun i den Engelske kanal… på trods af ubehaget, så hjalp det faktisk bagefter. Mai kom i kølvandet på mig med samme ”ofring”, og blev ligeledes lagt i seng. Martin mente, at vores to ofringer måtte medføre bedre vejr. Det kom der også – men først 12 timer senere 🙂 Det var faktisk så dårligt vejr på dette tidspunkt, at det tyske ægtepar i den anden båd opgav videre sejlads sydpå, og vendte om mod Calais igen!

I hårdt vejr er det en udfordring at få lavet mad/gjort mad klar. Det kan I se af følgende billede, hvor jeg har spændt mig fast i vores livline fra cockpittet, således at den fungerer som “køkkensele” om læ:

Morgenmadsskålene spænder man op i komfuret, hvor vi har nogle “metalarme”, som kan sættes fast på komfuret. Så kan man holde styr på tre skåle ad gangen, uden at de vælter:)

Udover at der var bølger konstant som sprøjter fra højre og venstre havde vi også konstant regn, så alle var gennemblødte konstant, og det var endda så vådt at det ikke kunne nå at tørre imellem vagterne, så man kunne på sin sovevagt se frem til dejlig vådt sejlertøj igen allerede ved påklædningen 🙂 Vi prøver at hænge det op i loftet i salonen, men det er fugtigt überalles. Martin havde heller ikke gummistøvler på dette tidspunkt så den stod på sejlersko med fryseposer i, jeg tror dog ikke det havde den største vandafvisende effekt, men var nok bedre end ingenting!

Martin og jeg havde fælles vagt fra 14-18 og det viste sig at være totalt håbløst med vind og vejr, men det har dog haft den fordel at vække opsigt på marinetraffic.com og medføre en spændende diskussion på facebook omkring vores sejlads i disse timer 🙂

Jeg vil nu røbe hvad der skete: og nej, vi var ikke fulde eller noget som helst!. Det var egentlig bare mærkeligt vejrvindue, hvor vi havde skiftende vindretninger konstant. Så var der ikke rigtig noget vind (som vi ellers var blevet lovet på vejrudsigten). På et tidspunkt var Calais det eneste punkt vi kunne holde oppe med sejlføringen og vi overvejede kort om vi skulle sejle tilbage (ligesom tyskerne havde gjort). Mai og jeg var lidt utilpasse, men dog i bedring, og var klar på at fortsætte turen med håb om bedre vejr snart. Jævnfør prognosen skulle der komme en rigtig god vind i vores favør snarligt og derfor blev vi ved med at vente på den. Og så lykkedes det til sidst (12 timer forsinket i forhold til prognosen!), så fik vi rigtig strøm- og vindretning så vi kunne komme videre 🙂 Da Martin og jeg overleverede logbogen til det nye sejlerteam kunne vi ”glædeligt” konstatere på plotteren, at vi akkurat var tilbage på samme sted, som da vi startede på vagten fire timer forinden 🙂 Til gengæld fik vi set Frankrig fra både styrbord og bagbord side!

Iris og Mai havde fælles vagt hen på aftenen og for at holde humøret oppe i det silende regnvejr sang de ”It’s raining men” – det var lårtykke stråler, som stod ned i cockpittet. Men det viste sig at det ikke kun var fra oven at det var ”it’s raining men”, for pludselig blev vi kaldt op på kystvagten på VHF’en. Det var Mogens, som besvarede VHF’en og vi blev udspurgt til højre og til venstre: hvor mange vi var, hvor vi kom fra, nationalitet af besætningsmedlemmerne, destination, om vi havde noget at tolde mv. Efter ”afhøringen” over VHF’en meddelte kystvagten at de ville komme ombord og tjekke båden! Vi sagde selvfølgelig at de var velkommen, og wupti wupti drønede en stor gummibåd med seks fuldvoksne franske mænd hen til os. Én blev i gummibåden, to af dem tjekkede hele båden udefra og de sidste tre ville ned om læ sammen med Martin og jeg. To af dem nede i om læ tog gummihandsker på og startede ellers i hver deres ende af båden med at gennemrode alt. Den ene vagt undrede sig meget over min tværfløjte samt nogle forskansningspladser vi har med til vinduerne (hvis et vindue sprækker), men de gik dog fri for yderligere undersøgelse! Martin og jeg blev udspurgt meget nøje omkring vores samt gasternes uddannelse og jobsituation, hvorfra vi kendte dem, hvilket slags navigations- og redningsudstyr vi havde ombord og meget mere. Tre erklæringer blev udfyldt med navn, pasnummer og praktiske informationer vedr. Aura – alt fra MMSI-nummer til længde. Udover de tre skriftlige dokumenter formoder vi at det hele blev sagt på fransk over walkie talkie også, da vi kunne nogle høre nogle gloser som ”Calais, dentiste, ingenieur, danoir, satelit-telephone”. Alt i alt var de i ombord i en hel time! Til sidst brugte jeg vores skibsstempel og stemplede på alle tre erklæringer. Det viste sig så, at kystvagten havde glemt deres skibsstempel, så der blev lige sendt bud efter deres stempel (det ventede vi da gerne yderligere 5-10 minutter på:) ) og så fik de også stemplet af! Efter de var taget af sted var vi rimelig ”høje” af adrenalin alle sammen, og synes faktisk at det havde været ret morsomt.   Det var en noget kaotisk sejlads også her, så vi har ikke nogle rigtig gode billeder herfra desværre.

Den anden halvdel var med perfekt vejr, og til sidst ingen vind, så det blev motorsejlads. Alle besætningsmedlemmer var glade og fuld af energi på denne sejlads, og Mai fik sågar lyst til at lave lækker æggekage til os med forårsløg og tørret bacon. Det medførte gevaldig god stemning til frokost 🙂

Der blev også overskud til at se på vores fiskegrej og sat nogle liner ud i havet. Vi har dog ikke fanget noget på havet endnu – det kommer!

Sejladsen i “anden halvleg” stille og rolig, og det sidste stykke var der slet ingen vind, et par fiskerbåde tog af sted på deres ”nattetjans” og vi kunne nyde en unik solnedgang.

Så mange farver på både himlen, i og mellem skyerne, samt spejlinger af solens mange-farverige stråler i det blanke hav. På den anden side af båden tittede halvmånen frem, og overtog stille og roligt opmærksomheden fra solen sammen med himmeltæppet af stjerner. Dette syn oplevede i ca. en halv times tid, selvom det kun føltes som få minutter.

Efterhånden nærmede vi os den franske nordkyst, og det naturlige lys fra himlen blev gradvist overskygget af Cherbourgs multiple lamper på land samt den traditionelle rød-grøn belysning, indikerende indsejlingen til havnen.