Den Engelske kanal: Zeebrugge - Calais

Brugge
var en virkelig smuk by (i modsætning til sin sø-liggende navnesøster Zeebrugge).  Meget romantisk, og vi kunne have brugt meget mere tid i
Brugge
, hvis det var. Og byen havde da uden tvivl set endnu smukkere ud i solskin.

Smukke Brugge
Smukke Brugge

På vej hjem fra Brugge til Zeebrugge tog skipper sig en lur, mens vi ventede på toget…. “for når en sailor går i land”…. 🙂

Når Auras skipper går i land
Når en skipper går i land

Lidt sightseeing, god morgenmad og sufficient søvnmængde var opskriften på opladning af vores fysiske og psykiske batterier i Zeebrugge, så vi var klar på sejlads igen 🙂

Vi havde en rigtig god 10 timers sejlads fra kl. fire om morgenen, så vi var fremme ved Calais om eftermiddagen. Vejrudsigten havde lovet dårligt vejr herefter, så vi ville gerne i havn for natten. Alt var timet, så vi havde medstrøm, hvilket giver to knob i vores rigtig retning.

Mogens har lavet video af os fra denne strækning, hvor man kan se at vi har det rigtig godt! Vi har vinden ind bagfra og ikke for meget, så båden er i balance og vi har energi til andet end at sove, sejle og spise.

Jeg kan ikke oploade videoen på bloggen på nuværende tidspunkt – jeg henviser til vores facebook-side: facebook.com/aura sejler. Til jer som ikke er facebook-brugere, så må I alliere jer med nogle som er på Facebook, indtil jeg får styr på video-oploadningen her på siden!

Videoen viser, når det bare går derudaf og vi har det rigtig sjovt ombord med levende musik til opvasken:)!! Hvis vi har modstrøm og alt vælter rundt i salonen, og vi er gennemblødte og man bruger 12 minutter på at finde en dåse kokosmælk, så er energiniveauet noget mindre 🙂

Vi nåede frem til Calais ca. kl. 16, hvor man skal kunne sine tidevandstabeller til fingerspidserne – samt snakke med den lokale kystvagt i Calais for at tjekke op på sluseåbningstiderne. Der er nemlig kun 6 åbningstider i dagstimerne og 6 åbningstider i nattetimerne. Vi ramte slusen 3 min. før tid, så det var jo meget heldigt, som man siger 🙂

Vi købte ind til lidt aftensmad, og spillede forskellige slags kortspil derefter. Vi smuttede i seng, sov længe og fik lækker baguette fra lokal fransk bager om morgenen samt blødkogte æg. Udover at vejrudsigten pegede i retning af Frankrig frem for England, så passede det også vores smagsløg godt at sejle langs de franske kyster frem for engelske 🙂

Lækker morgenmad i Calais
Lækker morgenmad i Calais

I løbet af dagen lavede vi forskelligt bådarbejde – jeg ved ikke, om det var Mais morgen-dobbelt-jordemoderkaffe som satte sving i løjerne, men Iris og Mogens var hurtigt i gang med at skure vores teakdæk pænt og fri for alger (det har været et længe tiltrængt projekt!) samt ordne fiskegrej og andre mindre projekter. Martin og jeg siger tak til vores flittige gaster!

Iris vasker teakdæk
Iris vasker teakdæk

Mai gik i gang med fredags-rengøringen, som udover almindelig rengøring er blevet huske-dag for flere ting på båden:

  • Vende-æg-dag (de skal vendes en gang om ugen, når de ikke står på køl, så holder de sig længe)
  • Madolie i wc
  • Stillingtagen til hvilken dessert vi skal have i weekenden 🙂
Mai ordner komfur
Mai ordner komfur

Martin og jeg betalte havnepenge, hvilket var en meget officiel oplevelse: vi blev ført ind i et fint lokale med læderstole og fint mahognibord, hvor vi kunne sætte os og udfylde diverse papirer. De ville kun se ét pas, selvom jeg havde taget alle fem med. Jeg havde mit lettere svedige sejlertøj på, så jeg følte mig nærmest helt ved siden af, så jeg må prøve at tage lidt pænere påklædning på ved næste indklarering!. Efter at have udfyldt diverse papirer fik jeg brugt vores skibsstempel for første gang (juhu!), og så kunne vi få kode til toilet og udgang. Havnen i Calais er ligesom i Zeebrugge aflåst for offentligheden – det føles lidt underligt sådan at være ”buret inde” eller ”ude” fra resten af byen, afhængig hvordan man ser på det. Som udefrakommende ikke-bådejer kan man altså ikke tage en spadseretur ned på bådbroen og kigge på bådene ligesom hjemme i Køge bugt, hvilket skaber en anderledes stemning på havnen.

Om eftermiddagen var vi på lidt sightseeing i byen. Da vi kom til det meget smukke rådhus kunne Mogens også konstatere, at han været på ferie her sidste sommer. Vi andre synes det var ret morsomt, at der skulle 24 timers ophold i byen til at erindre dette ;P Nuvel, vi fik set den flotte rådhussal, den smukke bryllupssal og tårnet på afstand.

Rådhus i Calais
Rådhus i Calais

Derefter gik vi på byvandring og købte ind i en lokal butik (det er virkelig flot udvalg af oste, skinke, frugt og grønt i forhold til et dansk supermarked!), og spiste en lækker hjemmelavet frokost i den lokale park. Vi havde rigtig godt vejr denne dag også.

Frokost i park i Calais
Frokost i park i Calais

På den flydebro vi lå på i Calais, lå der en tysk langtursbåd lige ved siden af os. Efterhånden kan man hurtigt spotte langturssejlerbådene på afstand: vindmølle, solceller, redningsflåde, tagabøjle og stærk rig (”kardinalsymptomerne” på en langturssejler efter min meningJ) Mogens og Iris faldt hurtigt i snak med det tyske ægtepar, som ejede båden, og det viste sig at de også skulle til Caribien via de canariske øer og Cap Verde. De skal sågar med ARC’en (en karavane af både som følges over Atlanten sammen). Vi inviterede dem over til en øl i vores båd, og vi fik en hyggelig tysk-engelsk snak i salonen. Det viser sig at han, Konrad, har sejlet det meste af sit liv og hans kone, Lonni, er novice i faget ligesom os unge piger.

Tysk ægtepar til øl
Tysk ægtepar til øl

Mægtig flinke og snaksagelig. Kl. 23.00 lukkede vi ”festen” i Auras salon og smuttede i seng: de første skulle allerede på vagt kl. 02 få timer efter.

En tanke om “Den Engelske kanal: Zeebrugge - Calais”

  1. Hej auracrew.
    Det lyder til I hygger jer og får oplevet andet end hav og vand.
    Ja, godt I nyder den franske mad, den er i særklasse. Sikke en dejlig frugt- og grøntkurv i har fået i loftet 🙂
    Kan I give mig lidt info om hvordan jeg kan lægge billeder op til jer – fra jeres afgang fra DK. Måske vha. dropbox?
    Kærlige hilsner Bente

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


+ otte = 15