Martin,
Bente (Martins mor) og jeg havde to ekstra dage i Marigot Bay, St. Lucia, efter gasterne var taget hjem d. 6. januar 2016. Vi slappede af, og havde også et par interessante hændelser disse to dage: Natten til fredag d. 8. januar vågnede Martin ved 2-tiden, fordi han kunne høre en underlig pibe-lyd i salonen. Han var oppe og kigge, og kunne se silhuetten af en flagermus i cockpittet. Næste morgen kunne vi se, at en banan i vores frugtnet var blevet tværet ud og ædt lidt af. Vi konkluderede, at en flagermus måtte have været nede og spise af bananen om natten! Lidt ubehageligt, men heldigvis forsvandt den da igen.
Jeg lavede fransk løgsuppe til aftensmad en af dagene i Marigot Bay, hvilket smagte utroligt godt. Jeg havde ikke prøvet at lave det før, og Bente syntes at den smagte mere sødt end hun havde prøvet før. Da jeg får kigget efter i køleskabet, kan jeg se at jeg har hældt æblejuice frem for hvidvin i suppen! Begge dele har vi i papkartoner, så det kan være svært at skelne i et mørkt stuverum 🙂
Den sidste nat inden vi skulle til Martinique, drev vi om natten. Det var meget ubehageligt. Vi sad for så vidt fast med ankeret, men der var så meget understrøm så vi drev nogle meter ind, hvor der var lavere. Der sad vi så på grund, og drev så ikke videre (hvilket jo ikke er så tosset :)). Martin vågnede pga. den særlige vippende bevægelse i båden der opstår, når man går på grund, og så flyttede vi båden. Derefter havde Martin og jeg ankervagt på skift fra kl. 2-5 ca. Herefter syntes vi at båden lå stille, og smuttede til køjs igen. Nogle gange har man natte-sæde som bådejer 🙂
Fredag d. 8. januar 2016 tøffede Bente, Martin og jeg fra Marigot Bay på St. Lucia mod Marin, som ligger på sydvestsiden af Martinique. Det blev en dagssejlads på 6-7 timer, hvor vi måtte sejle med motor udelukkende, da vi synes vores rig (= wirer på masten) var for sårbar. Vores ene wire (topvant bagbord side) er gået i stykker, så vi har sat et stykke tov i midlertidigt. Når vi ikke sætter sejl, belaster vi ikke riggen.
Martin og jeg tilbragte ca. 2,5 uge på Martinique fra d. 8. – 25. januar 2016, Bente var med til den 15. januar 2016. Vi havde mange dejlige oplevelser på øen, selvom vi var lidt skeptiske ved, at de lokale på øen er franskmænd og øen er en del af Frankrig og dermed en del af EU. Vores fordomme blev heldigvis ikke indfriet, og vi kan kun tale positivt om blomsterøen, som er oversættelsen af Martinique af de indfødtes sprog, kreolsk.
Vi ankom fredag eftermiddag til den store bugt i Marin, hvor vi kastede anker. Jeg havde læst i pilot-bogen, at man kunne lægge sin dinghy til ved et stort supermarked, Leader Price, og købe lækre franske fødevarer. Det måtte vi bestemt prøve i dag, så vi fik hurtigt gummibåden ned fra Auras dæk, og sejlede over til ”parkeringspladsen for gummibåde ved supermarkedet” (vildt ikk?!). Og ganske rigtigt: super dinghy dock og kun 10 meter til indkøbsvognene. Vi trådte ind i et kæmpe supermarked, hvor der var flere forskellige kurve med baguettes og lækker rødvin i lange baner. Alverdens jogurter og creme fraiche samt diverse ost! Vi har ikke set et så stort udvalg af madvarer siden vi var på La Gomera i midten af november! Det var en ren fryd med alle de lækre ting. Og tænk at man kan blive så begejstret for et supermarked – det var nok det vildeste af det hele!
Martin og jeg havde ikke rigtig undersøgt så meget om Caribien på forhånd, så det er en helt ny verden at opleve og læse om i pilotbøger og turistguides. Som de fleste af jer ved, har vi ikke brugt mange måneder på at forberede turen, så vores fokus har været på gøre båden klar til langtur fremfor at læse i turistbøger. Jeg havde dog en (tilsyneladende infantil) idé om, at øerne var nogenlunde ens med hensyn til kultur og natur, og at man blot sejlede mellem Jylland og Fyn, men jeg er blevet meget klogere. Selvom der kun er 40 km mellem fx St. Lucia og Martinique er der kæmpe forskel på mentalitet, livsglæde, udbud af fødevarer i supermarkederne og levestandard!
På Martinique fik vi også den sædvanlige SMS fra telefonselskabet, når man træder ind i et nyt land. Der var dog den store forskel, at SMS’en lød: ”Velkommen til Europa. SMS koster 1,74 kr….”. Vi var simpelthen i Europa – herovre på den anden side af Atlanterhavet!! Martinique er fransk, og også en del af EU. Vi hejste derfor det franske flag, og fandt vores Euro-sedler frem, som ikke har været i brug siden Cape Verde. På en eller anden måde følte vi os lidt ”hjemme” her.
Om lørdagen d. 9/1-16 sejlede vi ind til selve byen Marin, og her blev vi meget positivt overraskede. For det første var der et patisserie (bager), hvor man for 1 Euro kan købe en lækker baguette eller pain. De havde også croissanter og pain au chocolat, som vi også fik prøvet et par gange 🙂 mums 🙂
Vi gik i marinaområdet, og der er både en ny og en gammel marina. Og de har simpelthen ALT til både! Nye motorer står klar til at sætte ind med det samme, ti forskellige slags satellittelefoner, 4 forskellige sejlmagere, op til flere bådmekanikere. På dette lille sted midt i det Caribiske Hav kan man få gjort sin båd klar til langtur ved blot det ene sted – hjemme i Danmark måtte Martin og jeg i mange forskellige butikker og byer i hele Københavnsområdet for at skaffe alle enkeltdelene til projektet.
Vi var også heldige at falde i snak med riggeren i butikken Caraibe Greement, som så fotos af vores rig. Han ville gerne se flere fotos, og vi skulle komme igen mandag, så det gjorde vi så. Bente har lært fransk i skolen (i modsætning til Martin og jeg), så hun kunne snildt klare de fleste vendinger i supermarkedet mv., så det var rigtig rart.
Hen på eftermiddagen fik jeg også vasket tøj i det lokale laundry, og så stødte vi på en anden dansk båd: ”Havhunden” fra Middelfart. Vi falder i snak med dem, og det viser sig at jeg kender skipperkonen perifert gennem mit job, så det var jo ret morsomt.
Selve byen Marin var også hyggelig at gå rundt i. Skilte og snakken på gaden var fransk nu, og det skulle vi lige vænne os til efter at have været på to engelsktalende øer. Kirken i byen lå på det højeste punkt, og vi så de meget karakteristiske gravsteder. Meget specielt i vores øjne at bygge et hus af badeværelsesfliser, hvori du lægger kisten, og inderst ind i ”hytten” står rengøringsartiklerne og gulvskrubben!
Om mandagen gik bådarbejdet for alvor i gang. Vi fandt ud af, at vi var nødt til at skaffe nogle reservedele (nogle små plader til masten) fra Danmark, da man ikke har disse typer på Martinique. Typisk. Martin fik derfor fat i John Mast hjemme i DK (det er heldigvis billigt at ringe hjem, da vi er i EU :)), og han ville gerne skaffe pladerne og sende dem over til os. Så langt så godt. Riggeren ville også gerne have nogle mere præcise mål for at kunne give os et overslag, så det betød at jeg måtte i masten for tage fotos og have målebånd med.
Jeg har vænnet mig til at komme 17 meter over havoverfladen efterhånden, og nu nyder jeg udsigten fra toppen! Vi måtte også bruge vores gamle lærdom om Pythagoras for at få målt mellemvanterne, så vi havde en god eftermiddag ud af det 🙂
Derudover fik vi fundet og købt den længe ventede glasplade til vores ovn – de havde vores model liggende inde i en af butikkerne, så det var rigtig skønt 🙂 Så bliver køkkenet ikke lige så varmt nu J Martin fik også skiftet vores saltvandspumpe, som var begyndt at lække i St. Lucia. Pumpen havde de også liggende – vi havde frygtet, at det var noget som skulle bestilles hjem.
En af eftermiddagene tog vi dinghyen til St. Anne, som er en by som ligger lidt ude for Marin. Det var en dejlig oplevelse at være her: smukke sandstrande, ro og næsten ingen mennesker. Generelt er der meget lidt turistet herovre, selvom det er højsæson, så det nyder vi meget. Vi slentrede gennem byen og nød den dejlige varme og brise.
En af de andre dage besluttede vi os også for at tage på tur til et romdestilleri. Bente havde på sit gode fransk undersøgt transportmulighederne for at komme rundt på øen, og de er ret begrænsede, men det skulle dog være muligt at komme af sted med bus. Vi går op på hovedgaden i Marin for at finde busstoppestedet, men jeg bliver lidt utålmodig, og vi ser nogle lokale kvinder. Bente spørger dem om hvor bussen er, og den ene af de lokale kvinder er så sød at tilbyde os et lift! Vi siger mange tak, og 1-2-3 så sidder vi i bil på vej til La Mauny romdestilleri. Hun sætter os af tæt ved, hvor vi så skal tage bus det sidste stykke. Sikke et venligt folkefærd.
Vi kommer frem, og når akkurat at komme med på en rundvisning. En venlig engelsktalende guide med meget kraftig fransk accent viser os rundt. Vi lærer en masse om sukkerrør, som nærmest kan gro overalt, og kræver ingen pleje i løbet af året. Det tager 12 måneder før de er modne, og høstes februar til juni hvert år. Der bliver således kun lavet rom i disse måneder, og derfor var destilleriet ikke startet op, da vi var der (= midt januar).
Guiden fortalte os, at sukkerprocenten i sukkerrørene blev målt , og hvis den ikke var høj nok, blev de kasseret til ”sugar cane barbeque”: sukkerrør som bliver brændt af sammen med kul, hvormed kødet på grillen bliver sukkermarineret. Det glæder vi os til at prøve på et tidspunkt.
Der skal også bruges gær til fermentering, og det viser sig at gæren bliver importeret i Danmark. Guiden nævnte det, fordi han fandt ud af at vi var danskere. Pudsigt! Vi hørte også om både den hvide og mørke rom, og at forskellen er bl.a. at den mørke rom ”modnes” i egetræ frem for stål som den hvide rom gør. Utroligt spændende at se!
Bente købte en tre liter rom fra destilleriet, så der er et læskende minde fra La Mauny:
Vores hjemtransport fra romdestilleriet var yderst interessant. Vi tog bussen hen til det sted, hvor vi var blevet sat af den forrige kvinde. Det viser sig, at bussen tilbage til Marin først går om 1½ time, så jeg foreslår at vi blaffer hjem. Vi stiller os op og blaffer, og der er mange som vinker tilbage til os at de ikke har tid eller har hele bilen fyldt. Efter 15 min er der dog en kvinde, som forbarmer sig over os, og tager os med et stykke til Marin, hvor det er nemmere at blaffe. Hun fortæller (i øvrigt på tysk), at det er meget almindeligt at blaffe rundt på øen, fordi transportmulighederne er så mangelfulde. Vi får et lift hen til et mere trafikeret sted, hvor vi så kan tage en anden buslinje tilbage til Marin. Sådan! Om aftenen lavede jeg en god lasagne med kålsalat til, og vi grinte af dagens begivenheder.
Torsdag d. 14. januar havde Bente lejet bil, så vi kunne køre hende til lufthavnen fredag morgen. Det viste sig nemlig at være samme pris at leje en bil som at tage en taxi til lufthavnen, så vi kunne lige så godt få lidt mere sightseeing ud af det alle tre. Vi kørte nordpå, hvor vi nød at køre på nye asfalterede motorveje med god skiltning. Den store hovedstad Fort De France var meget stor og pulserende, og minder på ingen måde om det man forbinder med Caribien, så den hoppede vi let og elegant udenom langs ringvejen og fortsatte langs kysten nordpå til den gamle hovedstad St. Pierre.
Selvom det er svært at tro, så har St. Pierre været Caribiens handels- og kulturcentrum førhen. Nu er byen, som i øvrigt er opkaldt efter en fransk general som erobrede øen, en lille hyggelig provinsby, som har meget historie med sig. Årsagen til at Fort de France måtte overtage titlen som hovedstad var at St. Pierre i 1901 blev totaldestrueret pga. udbrud af vulkanen Mont Pelee, som ligger blot 4 km fra byen. Nogle af ruinerne står stadig tilbage, og nogle er blevet integreret med nyere byggeri.
Byen var bygget op omkring to veje: den ene ensrettet den ene vej, den anden ensrettet den anden vej. Husene her er ikke så velholdte heller, men en hyggelig stemning fornemmer man.
Længere oppe i byen så vi ruinerne af et gammelt teater fra 1700-tallet, hvor der har været plads til 800 tilskuere, hvilket må synes at være meget for sin tid. Kunstnere fra det fransk fastland blev transporteret ind, og store stykker blev sat op. Det brændte også i 1901, men var året forinden gået konkurs.
Lige ved siden af teatret lå byens fængsel, placeret på det sigende gadenavn: Rue de Prison. Det var et rimelig stort område, og man kunne se den fængselscelle, hvor en af de eneste overlevende fra vulkanudbruddet havde været. I modsætning til alt andet er den celle hel, og den fængslede blev løsladt efterfølgende og blev cirkus-artist.
Efterfølgende gik vi en tur langs vandet og ned i nærheden af et overdækket marked, hvor vi nød vores medbragte frokost (baguette, tun på dåse, makrel på dåse, agurk og tomat).
Efter nogle gode timer i St. Pierre bevægede vi os lidt mere nordpå langs vulkanen, og langs Route de la Trace syd på igen. Route de la Trace er en forhenværende pilgrimsrute, som er utrolig smuk, da man bevæger sig langs bjergene gennem regnskoven til Fort de la France.
Vi sluttede dagsturen af på østsiden af øen, hvor vi så en almindelig provinsby Francais, og kørte til sidst til Marin igen. Bente pakkede sine ting sammen ude på båden, og det måtte blive med pandelampe på, da vi ikke havde strøm på båden. Martin ville starte motoren for at genere noget strøm, men den ville simpelthen ikke starte – men det er vi jo erfarne i efterhånden!!. Bente måtte fortsat finde og pakke alle sine ting i total mørke med pandelampe. Godt vi har mange af dem ombord!, Men som Bente plejer at sige: ”… i pandelampens skær”. Efter pakningen tog vi ind til marinaområdet i Marin, hvor Bente inviterede os ud. Vi fik lækre spare ribs med fritter til, mums. Til vores store trøst gik strømmen på restauranten, så vi spiste i mørke i ca. 15 minutter – det er altså ikke kun på Aura, at strømmen kan gå! Godt vi havde pandelamper med, som vi bruger som natbelysning til dinghyen.
Næste dag, fredag d. 15. januar 2016, kørte vi Bente til lufthavnen, ca. 40 min. kørsel. Vi sagde farvel, og ønskede god rejse hjem med knus og kram. Det har været nogle gode og meget hurtige uger med Bente her på Aura 🙂
Martin og jeg kørte kortvarigt til byen Trois-Illets, som var meget hyggelig. Vi har hørt, at mange turister bor her, så vi lagde et kortvarigt visit forbi.
Kl. 10.00 afleverede vi bilen, og så tøffede vi ellers ud i dinghyen til Aura igen for at finde ud af hvorfor motoren ikke vil starte. Vores Volvo Penta motor er heldigvis ellers meget driftsikker. Jeg fandt vores bog ”Dieselmotorer” frem, og slog op under ”Motoren vil ikke starte”- diagrammet, for at finde ud af hvad problemet var. Martin fandt hurtigt frem til, at det var noget med det elektriske system. Han begyndte at splitte meget af det ad, og fredag eftermiddag kunne vi tøffe ind til en bådmekaniker og vise ham nogle billeder. Han gav nogle gode råd til, hvordan vi kunne komme videre. Vi arbejdede begge to resten af fredagen og lørdagen med for at finde ud af problemet. Enten var det startrelæet, selve starteren eller at batteriet var dødt. Vi har længe haft problemer med vores batterier på den måde, at de ikke kan holde strøm særlig længe. Efter mange forsøg på motoren frem og tilbage, skiftet startrelæ (som viste sig at være udmærket), konkluderede Martin at det måtte samleledningen fra startpanelet til startrelæet, som var problemet: mere præcist – selve plusledningen i samleledningen var knækket.
Det var egentlig lettere nervepirrende, at vores motor ikke virkede af flere grunde. Dels kom der nogle lokale folk forbi i motorbåd lørdag eftermiddag d. 16/1 og sagde, at vi var nødt til at flytte os, fordi der skulle være kapsejlads dagen efter – og selvfølgelig lige i det område hvor vi lå. Skønt! Vi måtte sige, at vores motor ikke kunne starte, og vi aftalte så med dem, at de ville komme og hjælpe os dagen efter hvis vi ikke var væk. Derudover havde vi en aftale med riggeren inde i marinaen om tirsdagen, hvor vi ikke kunne anduve med sejl. Vi begyndte at tænke om vi kunne trække båden ind med dinghyen foran – den har kun 2,5 hK så det ville være meget at slæbe tunge Aura på 9 tons. Alternativt måtte vi hyre en lodsbåd fra havnen til at slæbe os ind.
HELDIGVIS er Martin rimelig ferm på fingrene, og har tilsyneladende autodidakt sans for bådarbejde herunder el-systemet i en dieselmotor uden tidligere erfaring hermed. For at få løst problemet med motoren, afisolerede Martin plusledningen, og satte noget frisk kobber på plusledningen vha. lodning. Vores loddekolbe fra BILTEMA til kr. 50 kom os til stor hjælp denne lørdag eftermiddag:
Ved fælles hjælp ”pakkede” vi motoren sammen igen, og holdt vejret da vi prøvede at tænde motoren. OG DEN VIRKEDE!!!! WIHU! Der blev drukket et stort glas rødvin denne aften samt en god æggekage til aftensmad. Vi gik tidligt i seng da vi var rimelig trætte. Søndag morgen stod vi tidligt op og flyttede os, så kapsejlads-folket kunne komme til. Pyhaa….
Kapsejladsen var i øvrigt de lokales creole-sejlads. De sejler i simple træbåde med et enkelt sejl, og de kan faktisk få rimelig højt fart i båden. Det er meget flot med deres farvestrålende sejl, og de føler sig meget manøvredygtige, når de sejler frem og tilbage mellem lystfartøjerne i bugten:
Nogle af dem sejlede kun få meter fra os!
Vi syntes, at vi havde klaret en stor udfordring med vores motorstop i to døgn, men det viste sig at være den første brik i dominorækken. Søndag aften kravlede der en kakerlak ned af Martins ryg, da vi sad i salonen, og den var desværre ikke bitte 🙁 Det er den første vi ser på Aura, og det viste sig at være flere, dog mindre. Heldigvis har jeg købt kakerlakspray på forhånd og vi kunne dræbe den. Puh bad. Det var meget ubehageligt at gå i seng den aften.
Næste dag måtte vi gå alle stuverum igennem, og vi fandt deres ”tilholdssted” ved kompressoren til køleskabet, og her er meget lunt og uforstyrret for sådanne ulækre dyr. Vi gik i gang med at spraye alt vi kunne komme i nærheden af og få dræbt dem vi så. Det kræver stor tålmodighed og ro for at klare de kryb, men efter en uges tid med intensiv spray og gift er vi blevet ”kakkerlak-frie” igen (håber vi). Vi har også fået spredt borsyre, så forhåbentlig er det kun Martin og jeg som sover på Aura nu!
Vi ville også ommøblere båden, nu hvor vi kun var os selv. Alle vand- og dieseldunke er blevet fjernet fra fordækket og kommet ned i agterkahytten – dels så teaket får noget luft og vandet ikke bliver så varmt.
Tirsdag d. 19/1 kunne vi tøffe ind hos riggeren i Marin kl. 8.00. Det var egentlig godt at ligge her, for vi fik både strøm og vand og gratis, og efter lidt snak fik vi også adgangskort til badefaciliteterne. Vi var helt i bund med vanddepoterne, så det fik vi fyldt godt op samt vasket båd og dinghy godt af i ferskvand.
Hos riggeren skulle vi have skiftet hele den stående rig dvs., alle wirer som holder masten. Det lyder måske lidt voldsomt, men riggen er 17 år gammel. Vi har diskuteret frem og tilbage, også med vores danske rigger John Mast. Herovre og i Sydeuropa siger man max 10 år for en rig på en sejlbåd, og forsikringerne her vil ikke dække hvis riggen er ældre. I Danmark er der intet maksimum for alderen, og vi fik riggen tjekket derhjemme og ”godkendt”. Vi har dog valgt at få hele den stående rig skiftet, da to wirer er sprunget. Oceansejlads er også noget ganske andet end de trygge indre farvande hjemme i Danmark. Desuden har de god erfaring med at lave rig til langtursbåde her samt en billigere timepris end i Kongeriget hjemme, så vi besluttede os for at få det lavet. Det viste sig dog at blive en udfordring for dem med vores gamle dame. Riggeren havde sagt, at det ville tage 1½ dag at lave vores rig – det endte med 4 dage! Nogle af reservedele til masten havde de ikke, så det har vi fået bestilt til Martinique fra John Mast i Danmark (delene kostede kr. 67, men pga. brug af forkert fragtselskab kostede tolden €250!, men de kom da frem!). Beslagene på båden er overdimensionerede i forhold til moderne projektering, hvilket betyder at de nye beslag skulle bores op til en større diameter, så det passer til vores båd. Det måtte de gøre ”i hånden”, og havde altså ikke de beslag som standard.
Mens vi lå her hos riggeren fik vi lavet en masse andre ting. Martin havde holdt øje med motoren i lang tid, og lagt mærke til at vandpumpen lækkede lidt og der kom olie ud over motoren. Han fejlsøgte på det, og fandt frem til at vi måtte skifte nogle pakninger på vandpumpen. Det var helt umuligt at skille vandpumpen ad, så Martin spurgte riggeren om vi måtte låne hans værksted. Det måtte vi heldigvis godt, ellers havde vi været nødt til at gå til bådmekanikeren. Her kunne Martin også låne noget af det andet værktøj, så vi fik ordnet en masse småting her:
Vi skulle jo have nogle nye pakninger, så vi fandt reservedelskataloget frem for Volvo Penta, som vores motor er, og begyndte at finde numrene til reservedelene. Martin undrede sig over, at der manglede ca. 5 dele på vores vandpumpe i forhold til pumpen i kataloget, men vi skrev numrene op, og jeg gik i Volvo Penta-butikken og købte reservedelene. Jeg kom tilbage til Martin med dem, og vi konkluderede at de ikke passede i pumpen. Vi forstod det ikke, og tog begge op i Volvo Penta-butikken, og fandt svaret. Vores vandpumpe er ikke en original Volvo Penta-vandpumpe – reservedelene passer ikke! Det var rimelig frustrerende, men så prøvede vi at finde nogle pakninger som kunne passe til ved at kigge på de gamle. Vi købte dem, og gik tilbage til værkstedet. Martin kunne få dem til at passe, satte pumpen på motoren, og den kunne heldigvis starte. Vi har holdt øje sidenhen og den drypper ikke mere. Så langt så godt.
Vores sejl havde vi også indleveret til reparation hos en sejlmager, da det er blevet slidt meget af spilerstagen på vejen over Atlanterhavet. Det var en forholdsvis simpel reparation, men vi var meget utilfredse med resultatet og prisen. Martin klagede skriftligt over sejlmageren, og da vi snakker med riggeren viser det sig, at han tidligere har brugt denne sejlmager men er også utilfreds og bruger nu en anden. Vi kom til at snakke med ham om det, da vores sejl blev nødt til at komme til sejlmager IGEN: da vi satte vores sejl på forstaget, var det alt for stort. Det har det været fra starten (vi fik helt nyt forsejl i september 2015), og vi havde fået taget mål efter det gamle forsejl. Vi havde dog ikke taget højde for at et sejl udvider sig med årene og derfor burde det nye sejl have været mindre. Men det fik vi så også ordnet, hos en anden sejlmager.
Efter mange snakke og rådgivning fra bådbutikken Caraibe Marine, som vi i øvrigt kun kan anbefale til andre langturssejlere, besluttede vi at få nogle nye batterier. I længden er det træls at lave mad i mørke og ikke kunne tænde vandpumpen uden at al strømmen i båden går. Vi besluttede at lave en løsning med to VARTA-batterier, og så kan vi faktisk klare os temmelig godt sammen med vindmølle og to solpaneler. Køleskabet er stadig slukket om natten, men det går ganske fint, så det var en stor lettelse at få gode batterier!!
Vi sørgede for at hygge os, selvom der stod bådarbejde på menuen fra morgen til aften i et par uger. Om morgenen købte jeg lækker baguette eller pain fra bageren og af og til om aftenen gik vi ud og tog en drink, og fik os en sving-om til de lokale live bands.
Søndag d. 24. januar 2015 var vi glade for at forlade riggerens marina og komme ud for anker igen. Skønt. Der er bedre luft, og man kan lige hoppe i ”baljen” og blive kølet ned. Som noget nyt brugte vi kun vores CQR-anker, som faktisk holdt denne gang! Vi har af og til kastet to ankre ud (Danford-anker fra Gi’Vind i Hundige), for at være på den sikre side.
Charterbådene fylder rigtig meget i Marin – det er et trækplaster for midaldrende franskmænd, og der er charterbåde i alle priskategorier. Til dette vil jeg lige knytte en lille kommentar: til den meget pladskrævende familie som har problemer med at få udgifterne til at slå til, så kan vi anbefale en 141 fods sejlbåd (til sammenligning er Aura 37 fod), for en ”meget” beskeden ugeleje på €86.000. Til gengæld er det uden forbrug, så man skal nok regne med €93.000 pr. uge. Martin og jeg er forargede! Denne type sejlbåde har i øvrigt pligt til at have et rødt toplys i masten, så flyvemaskinerne kan se dem!
Om mandagen blev det endelig tid til at tage videre. Det blev kl. 17 vi hev ankeret op og startede en 18 timers sejlads til Bequia, som er en del af Grenadinerne.
Der er flere, som har spurgt om, hvordan det er at leve så tæt på andre mennesker, herunder sin partner. Jeg må sige, at det har været mindre udfordrende end jeg havde regnet med. Jeg tror det bunder i, at både Martin og jeg (såvel som gasterne) har forberedt os mentalt og socialt på, hvad projektet indbefatter og hvad man går ind til. Det kræver selvfølgelig, at man må flytte nogle personlige grænser, kan vise hensyn, og er villig til at yde en arbejdsindsats. Derudover være opmærksom på andre og sig selv, og sørge for at sige til, hvis der er noget som generer en.
For Martins og mit vedkommende har det indtil videre været et rigtig sjovt projekt, hvor man kan – og skal – lave rigtig mange ting sammen. Man er sammen uafbrudt, men har selvfølgelig opgaver hver for sig. Man arbejder sammen, har udfordringer sammen og har det sjovt sammen. Personligt kan jeg godt lide at have et arbejdsfællesskab med Martin, og det er dejligt at hjælpe hinanden og se at noget lykkes. Det er selvfølgelig krævende, når tingene ikke lige lykkes (fx hvis motoren ikke vil starte efter flere dages arbejde), men så støtter vi hinanden når det er lidt tough, griner lidt af det, og knokler videre. For at et langtursprojekt kan lykkes, skal begge parter også være interesseret i at lave noget, da dagligdagen kræver det (ligesom en almindelig husstand derhjemme), og være villig til at lære nyt og prøve nyt, da man hele tiden kommer til et nyt land med et nyt sprog, hvor fx byggemarkedet har nogle andre mærkater end det forrige sted. Martin og jeg har været rimelig heldige, at vi har interesse og dermed føler ansvar for forskellige områder på båden, så vi har det delt op uden nærmere diskussion. Vi har det nok meget kønsrolleopdelt, men det passer os super godt 🙂 Martin har ansvar for mekanik, VVS, el, sejl, motor, vedligehold af båden, tjekker løbende at bådens tilstand er som den skal være. Jeg sørger for blog, overblik over økonomi, husholdning, lagerstyring, kommunikation, forsikringer og gaster, medicin samt turistguide. Vi er meget afhængige af hinanden, og at vi kan debattere hvordan de forskellige problemer skal løses, fx om vi skulle have ny rig. Når vi har gaster med, er vi selvfølgelig flere til at løse opgaverne og det giver et godt dynamisk fællesskab, som vi også nyder rigtig meget.
Afslutningsvis har nogle spurgt om man risikerer sit parforhold på sådan en tur. Til det vil jeg blot sige: 50 % bliver skilt i dagens Danmark, og det er endda på landjorden, så det må jo siges at være en risiko i sig selv at være i et parforhold!
Som altid meget underholdende og informativt. Dejligt at I hygger og knokler.
Kh mor
Tusinde tak for hilsenen herinde 🙂 altid hyggeligt! Vi snakkes. 🙂