St.
Lucia blev den anden ø i Caribien, som Aura bragte os til. Vi var på øen nytåret over fra d. 28. december 2015 til 8. januar 2016 (i alt 12 dage) – og der er sket rigtig meget!!

HUSK: i hverdagen kan du følge med på Facebook – OGSÅ selvom du ikke har en Facebook-profil. Skriv: www.facebook.com/aurasejler på browseren, så kan du se lidt fotos og skriverierne fra dagligdagen  uden at logge ind:)

Vi tøffede fra Barbados mandag d. 28. december 2015 efter at have brugt de sidste barbadianske dollars på lidt mad, og sejlede afsted på en 24 timers sejlads (ca. 95 sømil). Vi lavede vagtplan som vi plejer, og fik en god pasta-kødsovs til aftensmad.

Om morgenen d. 29. december 2015 kunne vi skimte de to karakteristiske Pitoner, som St. Lucia er meget kendt for. De er utrolig smukke:

Gasterne var lidt trætte ovenpå vores 24 timers sejlads, så de fik en lille lur på dækket, mens vi sejlede langs kysten:

Vi sejlede til op nordpå til Rodney Bay, hvor vi gik i marina for at få ordnet lidt bådarbejde:

Martin jokede med, at vi også kunne vaske masten i ferskvand, nu vi alligevel var igang med bådarbejde. Vi har set anden båd, Lovis, gøre det og synes det var ret underholdende. Mai tog skippers ord meget bogstaveligt, og inden for kort havde Jakob hejst hende op i masten med klud og spand! Der blev vasket sallingshorn (se foto) til den store guldmedalje, og det vakte stor opsigt i havnen. Flere ældre sejlere fra de andre broer kom over til os, og  syntes at Mai var helt utrolig!

Indendørs rengøring skulle der også til:

Mens vi var i marianen faldt vi over denne “frugtbåd”, som sejler ud i bugten med frisk frugt og grønt, og sælger det til lystbådene ude i Rodney Bay:

Vi sov en nat i marinaen, og lagde os for anker ude i Rodney Bay, hvor vi blev nytåret over.

Jakob, Mai og jeg var på en lille sightseeing-tur nytårsaftensdag, hvor vi så Pigeon Island, som er en nationalpark hvor de lokale går på picnic og turisterne oplever natur og kultur. I området ses fæstninger og bygninger fra koloniseringstiden, hvor franskmænd og englændere har kæmpet om St. Lucia:

Ovenpå et par timers vandren på Pigeon Island spiste vi en god frokost på den lokale cafe, Chambe De Bois, som er opkaldt efter den franske general, som koloniserede øen for et par hundrede år siden:

Herefter gik vi en tur gennem en lokal by, Gros Islet, som ligger tæt på marinaen. Vi fik en fornemmelse af, at saint-lucianerne er noget fattigere end på Barbados, hvor der er en større middelklasse:

Udsigten ud over vandet i Rodney Bay er dog utrolig smuk fra Gros Islet:

Om eftermiddagen denne nytårsaftensdag handlede vi ind til den store fest, som ventede os om aftenen. Vi havde en kanon nytårsaften ude på båden, hvor en tidligere gast fra S/Y Karma, Ulrik, også var med:

Bente havde købt en lækker champagne med fra lufthavnen, som vi nød inden middagen:

Auras nytårsmenu blev følgende:

• Forret: tigerrejer med hjemmelavet aioli og flute
• Hovedret: steaks med kartofler, salat og bearnaisesauce (sidstnævnte importeret fra DK af Bente:))
• Dessert: cheesecake a la Terese

Auras nytårsoppyntning er nok noget af det sejeste jeg har set længe: det har været en stående joke siden Atlanterhavet, at vi skulle bruge alle vores farverige fiskekroge til nytår. Men det kom til virkelighed og var virkelig festligt og i passende omgivelser på en båd:

Senere på aften stak Jakob afsted i dinghyen mod en bar tæt ved for at købe isterninger, så vi kunne få lave drinks on the rocks. Selvom vi er i romflaskernes hjemland, blev der primært drukket gin og tonic(!)

Kl. 24.00 hoppede vi alle sammen over rælingen og ud i havet. Vi hoppede virkelig ind i det nye år! Lækkert med en dukkert i 26 grader varmt vand, og så nyde fyrværkeri og bål fra båden og se ind på stranden. Simpelthen en utrolig oplevelse!

Næste dag havde nogle af os stadig “men” efter nytårsaften… heriblandt især skipper, som efter en lille ofring og ca. 6 timers hvile fik morgenmad lidt senere end os andre. Det gav ophav til drillerier de første par dage af det nye år:

Om eftermiddagen 1. nytårsdag besøgte vi en fiskerby, Anse La Raye, hvor vi kastede anker et par timer.

Her kunne vi se hvordan de lokale boede (stor modsætning til de resortlignende forhold i marianen i Rodney Bay):

På stranden ser man de farverige fiskebåde samt børn der leger med hinanden.

Vi besøgte også kirken, og der havde netop været nytårsgudstjeneste, så folk var meget pænt klædt på. Vi så, at de solgte is ude foran kirken, og vi fandt ud af, at det er tradition at man sælger is efter tjenesten. Martin og jeg mente bestemt ikke, at vi skulle gå glip af det, så vi stillede os i kø, og betale 1 dollar for en is:

Mens vi nød vores “kirke-is” tænke vi på, om det var et tiltag som Den Danske Folkekirke skulle tage op som et alternativ til den mere traditionelle kirkekaffe??

Herefter gik turen videre sydover ca. 1 times sejlads til Marigot Bay. Denne bugt er en helt uimodståelig naturarkitektonisk område, hvor du er omringet af træer og bjerge. Det er bestemt at besøg værd – både for sejlere og ikke-sejlere. Vi var allesammen bogstavelig talt bjergtaget over at sejle ind her:

Det var også her at vi for første gang så en rigtig sandstrand med palmer, som er en lille “tange” som stikker ud inde i bugten. Her kunne vi svømme over fra vores båd i bugten.

Fotos fra Marigot bay:

Aura ligger godt i bugten sammen med andre sejlbåde. Vi kan godt lide at der er andre både omkring os – så ved vi at det er et godt sted at ligge!

Vi brugte også tid på at gå lidt rundt omkring Marigot Bay på land. Generelt er der meget smukke blomster og planter på de caribiske øer vi har været på:

Her får man fornemmelse af regnskov:

I marinaområdet nød vi også at “sparke dæk” dvs. gå og kigge på de store både. Det er efterhånden meget almindeligt at se både på over 90 fod hvis ikke 130 fod. Motorbåden herunder vakte en del opsigt i bugten:

Der er en lille marina i Marigot Bay, hvor vi kiggede på de lækre dyre resorts, som også ses på St. Lucia:

En sjov lokal forretning var denne lille barber-butik “Sea Side Barber”, som tilbød klipning med udsigt til vandet – det kan vi da ikke tilbyde hjemme i Kongeriget:

Jakob overvejede at besøge ham, men det blev aldrig rigtig til noget.

Nogle af aftnerne sejlede vi med dinghyen ind til en af barernes dinghy dock for at få en øl, bl.a. på cafeen Chateau Mygo, hvor Martin og jeg også fik danset lidt en af de andre dage.

Her er også mange utrolige planter, se fx denne palme:

Snorkling blev det også til. Vi tog dinghyen ud til et område tæt ved Marigot Bay, hvor Martin blev i den mens vi andre snorklede (det var vidst noget med, at skipper stadig havde det lidt stramt efter nytårsaften…), så han blev ovenvande.

Vi andre nød naturen under vandoverfladen. Nogle af billederne er også fra Jakobs og Mais dykkertur et par dage senere:

En lokal frugtsælger kom også forbi vores båd i Marigot Bay, og solgte bananer til Bente. Denne båd er dog noget mindre end den forrige i Rodney Bay:

Efter nogle henrivende dage i Marigot Bay sejlede vi et par timer sydpå til Pitonerne, hvor vi havde sejlet forbi da vi ankom til øen i første omgang.

Det er dejligt at afstandene er så små herovre, så det kun er få timer eller dagssejladser for at komme rundt og se lidt forskelligt.

Pitonerne er en del af en nationalpark, så vi skulle betale for at ligger der. Det var utrolig smukt – helt utroligt at ligge der mellem to høje bjerge, men også meget rullende og blæsende, så vi lå der kun to dage.

På land var der dyre resorts, og Mai og Jakob fik også dykket her (se fotos fra tidligere).

Martin, Bente og jeg tog en tur ind til den store by i nærheden, Soufriere, hvor vi så os lidt omkring. Ligesom de andre byer vi har set på St. Lucia, er de meget fattige og husene er ikke velholdte. Vi gik forbi det lokale hospital:

Bemærk den lyserøde plakat i midten hvor priserne for et lægebesøg er skrevet i hånden. Vi fik i øvrigt et lift af en resorts-taxierne ned til byen, og splejsede en taxi tilbage sammen med et andet ungt par, som vi mødte på vejen.

Vi besluttede os også for at bestige den ene Piton. Det er en guidet tur, hvor man skal have 1,5 liter vand med samt ordentlige vandresko. Vi synes alle sammen at det måske var lidt overdrevet, men det viste sig at være en decideret nødvendighed!

Vi vandrede på en stigning på 650 meter og turen tog i alt 4,5 time op og ned. Da det er temmelig hårdt, kan man kun bestige bjerget om formiddagen.

Vi fulgtes med et ældre svensk ægtepar, hvor manden måtte stoppe på halvvejen og vende om, da han følte sig utilpas og fik kraftig hjertebanken. Guiderne fortalte os, at det var tit at folk gav op på halvvejen eller før. Vi klarede alle fem turen, så det var især godt gået af Bente, som jo ikke er under 30 ligesom os andre.

Det var en stor oplevelse og ikke mindst hård. Jeg synes personligt, at det bedste ved hele turen var at se alle planterne og blomsterne i regnskoven, som gror på selve bjerget Piton, fremfor at nå op på toppen. Det var nemlig meget højt oppe, og man kunne ikke se så meget udover pga. beplantningen.

Vi spiste frokost på toppen, og gik så turen ned igen – der var ingen decideret sti, men mere sten og klipper, som man skulle træde på.

Turen var også fysisk udfordrende fordi der konstant var stigning i terrænet, det var først da vi kom ned igen at vi gik “almindeligt”.

I kan se pitonen i baggrunden og fornemme hvor højt oppe det er. Jeg får mig en cola og de andre en Piton, som er navnet på St. Lucias lokale øl, altså opkaldt efter bjerget.

Om aftenen fejrede vi Mais fødselsdag. Mai har først fødselsdag d. 13. januar, og der ville begge gaster være fløjet hjem, så vi syntes den skulle fejres på forhånd. Jeg bagte lagkagebunde og lavede kagecreme og lækkert fyld med bananer og nutella – den faldt i god jord hos fødselsdagsbarnet.

Mai fik en farverigt tørklæde (se foto) samt Fruit Rings, som er et meget sukkerholdigt morgenmadsprodukt, som Mai har set sig lun på siden La Gomera, så jeg syntes det var sjovt at købe til hende 🙂

Nu var der kun et par dage til Mai og Jakob skulle afmønstre, så vi besluttede at sejle tilbage til Marigot Bay, da der var mere roligt at ligge der, også når vi skulle have kufferterne ud i dinghyen.

Det blev onsdag d. 6. januar 2016 at vi sagde farvel til vores to gaster Mai og Jakob. Det har været nogle vidunderlige måneder, hvor man kommer til at lære hinanden godt at kende. Efter en god brunch med æg, bacon og hjemmelavede pandekager sagde vi farvel og tak for denne gang, og ønskede Mai og Jakob god tur hjem 🙂