OLYMPUS DIGITAL CAMERA

17 dage på Atlanten - del IV

I de 2,5 uge den transatlantiske sejlads varede, var vi fire i vores eget univers her på båden. Det var vores eget lille samfund, hvor vi selv skulle holde styr på vand, diesel og mad, samt passe på hinanden. Man er isoleret fra resten af omverdenen, bortset fra vores satellittelefon, som vi tændte en gang i døgnet. Et godt eksempel på at vi “bare var os selv” var tiden: vi havde ikke helt styr på hvornår vi skiftede tidszone, selvom vi havde et tidszonekort med. Det betød heller ikke så meget, bortset fra at vi hver dag skulle huske at sende en positionsrapport hjem for at sige, at alt var vel. På et tidspunkt generede det dog os at solen først stod op kl. 9, så der besluttede vi at sætte uret en time tilbage. Vi vidste at vi i løbet af turen over skulle passere tre tidszoner.

Terese og Mai laver banankage
Terese og Mai laver banankage

Det var en speciel og ikke-stressende oplevelse at være uden for telefonisk og internetrækkevidde i 2,5 uge. Ingen havde travlt med at tjekke deres mobiltelefoner, der var ingen Facebook-notifikationer som bimlede, og ingen som “lige” skulle snakke med nogen. Vi fire havde hinandens fulde tilstedeværelse og selskab, så vi var var meget opmærksomme på hinanden. Man kunne selvfølgelig trække ned til sin køje eller på fordækket. Ingen skulle nå noget bestemt i løbet af dagen, så vi tog det bare som det kom, og der var heller ingen plan for dagen. En dag vare der masser af fisk på krogen, og så gik dagen faktisk med det. Påklædning, hårsætning eller for den sags skyld kropslugt var heller ikke noget, som der blev lagt stor vægt på – vi var jo bare os selv på disse få kvadratmeter, hvorfor så rede sit hår for det? Det skal dog siges, at det kunne “smitte” hvis én person begyndte at tage bad eller bruge deodorant – så ville resten også gerne få sig vasket, selvom det på ingen måde var påkrævet.

Rod i salonen
Rod i salonen

“Vi er alle i samme båd” plejer jeg at sige, hvis vi skal have løst en opgave sammen, fordi det er et så håndgribeligt udtryk at forstå, når man er på en båd :) Især hvis vi sejler, for så kan man ikke lige komme på land og smutte fra problemerne – vi er nødt til at få det løst selv, for vi er kun os selv. Vi har ikke haft store sociale, psykiske eller materielle problemer under sejlads, men det er alligevel vigtigt at have den rigtige mentale indstilling til et sådan projekt.

Butterflie-sejlads og solnedgang
Butterflie-sejlads og solnedgang

Alle var også indstillet på at hjælpe hinanden. Fx hvis en var lidt træt/sløj, kunne vedkommende gå til køjs en time før sin vagt, selvom vi ellers lagde meget vægt på at overholde vagtplanen, så vi var sikker på, at der altid var en eller to som var udhvilede, hvis der skulle ske noget. Når vi var fire ombord var vi heller ikke lige så sårbare, hvis en skulle blive dårlig. Fx fik Mai en af dagene et meget smertefuldt migræneanfald, og var virkelig skidt tilpas (hun kunne ikke spise noget i 12 timer og det er meget lang tid for Mai uden mad!). Derfor gik Mai i seng, og så kørte vi tre andre videre med vagtplanen uden hende, indtil hun var frisk igen. Det fungerede fint – vi andre tre kunne jo stadig få fint med søvn, og vi havde overholdt planen indtil nu.

Jakob får en lur på fordækket
Jakob får en lur på fordækket

På tredjedagen blev Martin “fanget” af storskødet ved bomning, og slog hovedet ned i bænken og fik en bule. Vi var selvfølgelig alle sammen bange for at han havde fået hjernerystelse, så han blev lagt i seng uden at måtte læse eller koncentrere sig med noget koldt på hovedet. Vi holdt øje med ham hver time, og han havde heldigvis ingen svimmelhed eller kvalme. Han sov nogle timer, og da han var frisk og stadig uden svimmelhed eller kvalme efter 6-8 timer, fik han lov til at være med i cockpittet igen. Siden da har vi også været mere opmærksomme på vores bomninger, så vi ikke kommer til at lave “ulykker”.

Delfinfamilie
Delfinfamilie

Der er nogle som har spurgt, om vi kunne blive trætte af at se havet. Faktisk var det ikke rigtig tilfældet. Bølgerne var så forskellige at kigge på, og farven i vandet varierede også meget: nogle gange kunne det være helt dybblåt, andre gange lyseblåt evt. med et rødligt skær, hvis det var ved solnedgang. Solopgang og solnedgang kunne vi heller aldrig blive trætte af. Vi havde altid solopgangen i ryggen, da vi sejlede fra øst mod vest. Fra at båden er fuldstændig sort og du kan ingenting se udover den grønne og røde forlanterne, bliver båden langsomt lyst op af solens stråler: til at starte med kan man fornemme farverne på båden igen ganske svagt, og i løbet af få minutter har solen overtaget himlens stjernetæppe, og lyser nu hele oceanet op. Utrolig fascinerende.

Solopgang
Solopgang

En nattevagt med podcast i ørene fx “Mads og monopolet” var et rigtig godt supplement til stjernekiggeri. Der er absolut intet lys midt ude på havet, så stjernerne har utrolig magt over himmeltæppet. Stjerneskud så vi hver nat, men nogle af dem kunne være mange sekunder og næsten “springe” som et fyrværkeri. Det blev vi heller aldrig trætte af at se på.

Frokost på Atlanten
Frokost på Atlanten

Efterhånden som vi kom tættere på, begyndte vi at læse i pilotbøger og vores søkort for at læse lidt om Barbados og finde ud af hvordan vi skulle indklarere. Det gik også op for os, at der ikke var nogen marina på Barbados, men kun ankerpladser. Det havde vi ikke lige sat os op til, så det var nok meget godt at vi alle havde lidt mental tilvænning til kun at ligge for svaj, men efterfølgende er vi rigtig glade for det (I kan læse mere, når jeg får skrevet om Barbados).

Delfiner
Delfiner

Bortset fra 1-2 dage havde vi god vind. Vi har brugt motor i alt 31,5 timer på hele turen, og vi valgte at tænde den hvor vi havde helt vindstille. De sidste 3-4 døgn får vi ekstra god vind så vi kan sejle 5,5-6 knob i gennemsnit, hvilket er rimelig hurtigt for vores båd, så lige pludselig går det ret hurtigt derudaf. På plotteren kan vi nu se nedtællingen starte ved 98 timer, og vi begynder at regne os frem til hvornår vi er der. Vi synes alle sammen, at turen over havde gået utroligt hurtigt og nogle af os var slet ikke klar til at komme i land endnu fx Mai og jeg. Vi havde regnet med, at vi var hungrende efter at se land efter så mange dage, men da Martin råbte “Land i sigte!” var det mere en følelse af: “Nå, så er det ved at være slut”. Vi havde en helt en følelse og higen efter at komme i land på turen mellem Lissabon og Porto Santo eller over Biskayen, hvor jeg virkelig følte mig lettet over at vi havde klaret det – men der har vi også hårdere vejr. Vi blev enige om at denne tur over Atlanten virkelig var en “Milk run”, som nogle langturssejlere kalder turen over Atlanten fra øst mod vest, da vi næsten ingen bølger havde haft. For at sætte dette i perspektiv kan jeg sige, at vi nogle dage lå mere uroligt i havnen i Mindelo på Cap Verde end ude på Atlanten (Mindelo havn er dog også meget urolig, men alligevel!) Vi må have været heldige med vores passat, da vi kan høre på andre at de har haft 10-12 dage med rullende bølger non-stop, og hvis vi havde haft det, havde vi nok ikke været lige så overskudsagtige.

Flere delfiner!
Flere delfiner!

Både Mai og jeg synes at turen over Biskayen og fra Lissabon til Porto Santo var værre end denne tur over Atlanten, så vi var meget positive over turen. Rent sejlerteknisk er det også nemmere med off-shore-sejlads: for det første er der ingen bøjer man skal tjekke, ingen andre sejlskibe man skal vige for, der er 5 km dybt, så vi kan ikke rigtig gå på grund. Derudover er vejret så varmt og det regner ikke, så vi oplevede ikke fysisk udmattelse af vejr og vind, som vi oplevede nordpå. Derudover satte vi et sejl, som vi måske sejlede for i 3 dage inden vi rørte på sejlene igen. Og kursen var den samme: 270 grader i 17 dage. Og væsentligst af alt: vi havde vores vindror Yrsa på, som kunne klare skærene i de fleste af tilfældene.

 

Delfiner leger
Delfiner leger
Delfinspring!
Delfinspring!

Den sidste dag fik vi fornøjelsen af de flotteste delfinspring, vi nogle sinde har set og ENDELIG har vi (Jakob) fået taget nogle gode billeder, som I også kan se. Jeg vil tro, at der har været ca. 30 stk som hoppede og dansede omkring os i omkring tyve minutter.

 

Delfiner
Delfiner

Som følge af vindretningen den sidste dag valgte vi at gå nord om Barbados i stedet for sydom. Lørdag d. 19. december 2015 kl. 14 var vi klar til indklarering i Port St. Charles, som er en privat havn nord for Bridgetown.

Terese styrer
Terese styrer

Vi hejste Q-flaget, som betyder “Vi vil gerne tjekke ind i jeres land!”. Det er for at myndighederne kan se, at vi ikke er tjekket ind endnu. Man må tage flaget ned, når der er givet tilladelse til det og man kan frit sejle rundt i det pågældende land. Vi har ikke brugt det før her i Caribien, hvor det er meget udbredt.

Barbadosflaget øverst, dernæst flag Q
Barbadosflaget øverst, dernæst flag Q (gult)

I Port St. Charles skulle vi besøge sundhedsmyndigheder, told samt immigration.  Derefter sejlede vi videre sydpå og lagde os i Carlisle Bay på en mooring, pustede gummibåden op Bl.a. skulle kaptajnen (aka Martin) skrive under på at vi ikke havde nogle infektiøse sygdomme eller lig ombord. Tillige skulle vi skrive hvilke friske fødevarer vi havde ombord og hvor de var købt. Der var dog ingen som kom og tjekkede båden.

Port St. Charles
Port St. Charles
Aura venter pænt, mens vi tjekker ind.
Aura venter pænt, mens vi tjekker ind.

Det tog et par timer, og herefter tøffede vi sydpå 12 sømil for at lægge os for anker i Carlisle Bay ude foran Bridgetown. Vi hentede derefter Martins mor Bente inde på land og ud til os i gummibåden (dinghyen).

Smukt vand og sandstrand
Smukt vand og sandstrand

Jeg lavede en nem gryderet (enebærgryde med ris) til os alle fem, mens vi fik en længe ventet kold øl. Vi var glade over at vi var nået frem, men der gik heller ikke ret lang tid, før vi lå i vores senge og fordøjede alle indtrykkene.

Vores mission var nu fuldført: vi havde krydset Atlanten i en 11 meter lang sejlbåd på 17 dage – det er da for vildt, når man tænker over det!

3 tanker om "17 dage på Atlanten - del IV"

  1. Tillykke til jer alle – og tak for de spændende beretninger. Hvor er du god til at skrive, Terese. Det kan der jo blive en bog ud af.
    Nu er vi spændt på at høre, hvordan I har tilbragt julen og nytåret.
    Julen var vi i Köln og nytåret er vi i Travemünde – en by, som har overrasket os positiv. Herlig søluft, frisk fisk fra kutter og så de store skibe, som sejler her. Desuden 2 km strandpromenade og en herlig strand.
    En kærlig hilsen til til jer 5 i det carribiske med ønsket om videre god vind og god tur
    Faster Lene samt hilsen fra onkel Klaus

    1. Hej Faster Lene. Tusinde tak for hilsener, altid hyggeligt :) jeg skriver om jul og nytår i de næste dage :) Dejligt at I også har nydt det i det tyske!mange kram til jer begge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *